Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Tranbjerg-MårsletLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Liggetiderne er blevet længere i Tranbjerg. Foto: Silas Bang

Boligmarkedet er ikke længere brandvarmt. Men heller ikke iskoldt

Kære læser

Samfundsøkonomi er en abstrakt størrelse. I nogle perioder er der opsving, og i andre perioder er der nedture, og midt i det hele står du måske i din indkørsel i Tranbjerg eller Mårslet og synes, at du arbejder lige hårdt, både når det går op, og det går ned for den store samfundsøkonomi.

Det er svært helt at se, hvad du kan gøre ved det. Ikke desto mindre har svingningerne i den store økonomi også betydning for din egen økonomi og ikke mindst den opsparing, du har i kraft af din bolig.

Boligmarkedet har været stødt stigende, og i en periode frem til nu faktisk været decideret brandvarmt. Nu er det kølet lidt af, og selvom der i foråret var højsæson for boligsalg, er liggetiderne i Tranbjerg blevet længere, og renten er steget.

Heldigvis hjælper dine lokale mæglere dig med at navigere i, hvordan temperaturen lige nu er på boligmarkedet. Der er endda meldinger om, at en bestemt type bolig er en mangelvare i Mårslet. Læs mere om det længere nede i nyhedsbrevet.

I dagens nyhedsbrev kigger vi også på de dyreste boliger i 8310 nogensinde. Sidder du som abonnent i 8320, skal du ikke undre dig længe over, hvorfor dit postnummer ikke er repræsenteret. Den oversigt kommer i næste uge.

Her er det da også tydeligt, at priserne har været høje på det seneste. Den bolig, som ligger længst tilbage, er solgt i 2014. Det siger lidt om, hvor meget priserne er steget i 8310. Priserne tager dog ikke højde for inflation, er det vigtigt at understrege.

Husk, at jeg er her for at svare på dine spørgsmål. Stil dem i formularen herunder. Vi tales ved - og det glæder jeg mig til. Tak for din tid.


Billede af Stig Atzen
Billede af skribentens underskrift Stig Atzen Journalist
  • Liggetiderne er blevet længere i Tranbjerg. Foto: Silas Bang
Mårslet har tidligere fået topkarakter som boligmarked af Jesper Bjerg fra Danbolig Beder.. Foto: Silas Bang

Længere liggetider og rentestigninger: Sådan ser boligmarkedet ud i Tranbjerg og Mårslet

Boligmarkedet i Tranbjerg og Mårslet har ændret sig siden foråret, og liggetiderne er blevet længere. Butikschef Søren Sindal Jensen fra Home Tranbjerg anbefaler at sænke prisen for at øge salgschancen.

I Mårslet er der mangel på større villaer i prislejet 3,5-4 millioner fra 60'erne eller 70'erne. Jesper Bjerg fra Danbolig Beder melder om aktivitet for denne boligtype.

Stigende rente påvirker boligmarkedet, hvilket påvirker førstegangskøberne.

Prissætning er vigtigt lige nu, da renten forventes at stige yderligere.

Folk i Mårslet accepterer rentestigningen og forventer, at den falder igen om 1-2 år. Ejendomsmægleren opfordrer til sælgere at slå til nu på grund af  mindre udbud, da køberne stadig er til stede.

Ved salg i Tranbjerg anbefales en attraktiv pris for bedre salgsmuligheder. En bolig anses stadig som en god investering på lang sigt, så man skal ifølge Søren Sindal Jensen ikke vente, hvis man mangler et nyt sted at slå sig ned.

Vi har taget temperaturen på det lokale boligmarked sammen med ejendomsmæglerne fra Danbolig Beder og Home Tranbjerg.

Sidst vi tog temperaturen på Tranbjerg og Mårslets boligmarkeder, var det forår og højsæson for boligmarkedet i 8310 og 8320. De, der dengang ville have et hus med have at nyde sommeren i, har fået det, og højsæsonen er så småt stilnet af.

Det mærker man i Home Tranbjerg, fortæller butikschef Søren Sindal Jensen.

- Vi mærker, at liggetiderne bliver lidt længere nu, fortæller han og uddyber:

- Efterspørgslen er ikke helt så stor, som den var tidligere, og det betyder, at boligerne kommer til at lægge lidt længere, end de gjorde tidligere på året. Det kan være en stor fordel for nogle at sætte prisen 50.000 eller 100.000 ned, så huset kan blive solgt.

I Mårslet er der faktisk mangel på en bestemt type bolig, forklarer Jesper Bjerg, som er indehaver af Danbolig Beder.

- Jeg synes egentlig, det er okay aktivt. Det er der kommet igen i de seneste måneder, især i de seneste 4-5 måneder, siger han og uddyber:

- Vi mangler faktisk boliger lige nu. Især de lidt større villaer. De, der bor i rækkehus vil måske gerne flytte i noget lidt større. Hvis det ligger i prislejdet mellem 3,5 og 4 millioner, er i god stand og fra 60erne eller 70erne, så går det hurtigt for tiden, siger Jesper Bjerg.

Renten stiger, prisen falder

En af de ting, som lige nu har indflydelse på boligemarkedet, er den stigende rente. I midten af juni nåede renten ifølge Avisen Danmark det højeste punkt i 15 år. Og den ser ud til at stige yderligere.

- Vi kan se, at førstegangskøbere har lidt færre penge at købe for, end de tidligere har haft, fordi renten er høj, og at køberne ikke har helt de samme midler at handle bolig for, forklarer Søren Sindal Jensen.

Søren Sindal Jensen mener, at der er en herlighedsværdi i at have sit eget. PR-foto.

- Det betyder bare, at det er endnu vigtigere at prissætte attraktivt, for det kan jo være, at renten fortsætter med at stige, og man så skal sætte prisen ned igen senere, fremhæver ejendomsmægleren fra Home Tranbjerg.

I Mårslet mærker man ikke rentestigningerne på samme måde

- Rentestigningerne betyder selvfølgelig, at det bliver dyrere at købe hus. Men vi oplever, at de fleste har accepteret, at renten er, som den er lige nu, og så falder den igen om 1-2 år, siger Jesper Bjerg og pointerer:

- Det er mennesker, som har besluttet, at de vil videre til noget, hvor de har lidt mere plads og måske en lækker have, som de kan bruge i mange år, og de forventer, at renten falder igen på sigt.

Køberne er der

Ejendomsmægleren fra Danbolig Beder råder folk, som overvejer at finde en bolig i Mårslet til at slå til.

- Udbuddet er ikke så stort lige nu, så det er med at slå til, siger han og giver samtidig et godt råd til potentielle sælgere:

- Køberne er der lige nu, og vi kan se, at efterspørgslen fortsætter.

Står du med overvejelser om at sælge din bolig i Tranbjerg, råder Søren Sindal Jensen nok engang til at sætte prisen attraktivt, så boligen kan blive handlet, og du kan komme videre. Overvejer du at købe, mener han, du skal slå til.

- På lang sigt er en bolig stadig en rigtig god investering, og hvis du mangler et sted at slå dig ned, giver det ikke mening at vente, siger han.

  • Mårslet har tidligere fået topkarakter som boligmarked af Jesper Bjerg fra Danbolig Beder.. Foto: Silas Bang
  • Søren Sindal Jensen mener, at der er en herlighedsværdi i at have sit eget. PR-foto.
Disse fire er blandt de dyreste huse i Tranbjerg. Foto: Skråfoto

Her er de 10 dyreste huse nogensinde i 8310

De dyreste huse nogensinde i 8310 er: 


1) Battrupvej 2. Pris - 14,3 millioner kroner. 
2) Ellemosevej 45. Pris - 8,96 millioner kroner.
3) Hovvejen 5. Pris - 7,995 millioner kroner.
4) Skolevænget 27. Pris - 5,8 millioner kroner. 
5) Trankær Mosevej 109. Pris - 5,495 millioner kroner.
6) Trankær Mosevej 117. Pris - 5,45 millioner kroner.
7) Ellemosevej 65. Pris - 5,395 millioner kroner. 
8) Ellevej 11. Pris - 5,322 millioner kroner. 
9) Børupvej 151C. Pris 5,27 millioner kroner. 
10) Børup Tværvej 18. Pris - 5,1 millioner kroner.

Fra 5,1 millioner til 14,3 millioner. Her er de dyreste huse i Tranbjergs postnummer.

Det er kun et enkelt på listen over de dyreste huse i Tranbjerg, som er fra 2014 eller før. Resten er nylige handler.

Hvis du har spørgsmål til boligmarkedet eller andet, så tøv ikke med at stille dem gennem formularen herunder.

10. Børup Tværvej 18

Børup Tværvej 18. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto

Pris: 5,1 millioner kroner. Boligen blev solgt 31. maj 2022.

Børup Tværvej 18 er opført i 1975, og den seneste større ombygning skete i 2012. Huset er 176 kvadratmeter stort, og der fulgte ved købet en 45 kvadratmeter fuldmuret garage med. 

Der var ved salgstidspunktet også solceller på taget, og ejendomsmægleren lagde i annoncen tryk på, at boligen befandt sig i et trygt område, som er tæt på skole, offentlig transport og indkøbsmuligheder. 

Herudover blev der i salgsannoncen også nævnt, at der var gulvvarme i boligen. 

Boligen er ifølge BBR lavet i mursten. Der er én etage, hvor der er seks værelser og to badeværelser. 

Kvadrameterprisen er 28.997 kroner. 

9. Børupvej 151C

Børupvej 151C. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto

Pris: 5,27 millioner kroner. Boligen blev solgt 8. februar 2023.

Det er Huscompagniet, der har lavet Børupvej 151C og Tranbjergs niendedyreste hus nogensinde. I ejendomsmæglerens annonce var der blandt andet lagt vægt på, at der var skønne udearealer og en stor tagterrasse med i handelen. Derudover fremhæver mægleren det rolige veletablerede kvarter, boligen ligger i. 

Herudover pointerede mægleren, at boligen var optimalt indrettet med minimalt spildplads og en klinkebelagt entré, hvorfra der var adgang til et velindrettet bryggers.

Boligen er bygget i 2014, den er opført i mursten og er i ét plan. Den har et areal på 181 kvadratmeter og syv værelser. Der er derudover to badeværelser.

Til boligen er der en 12 kvadratmeter carport fra 2019. 

Kvadratmeterprisen er 29.116 kroner.

8: Ellevej 11

Ellevej 11. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto

Pris: 5,322 millioner kroner. Boligen blev solgt 16. december 2019. 

Ellevej 11 blev opført i 1965, og det blev senest bygget om i 1997. Huset er 202 kvadratmeter stort, det er i ét plan, og der er syv værelser. Hertil er der to badeværelser. 

Det giver huset en kvadratmeterpris på 26.346 kroner. 

Med til huset hører dog også de tre stalde, som ses på billedet. De er henholdsvis 200 kvadratmeter, 50 kvadratmeter og 165 kvadratmeter store og er alle bygget omkring år 1900. 

7: Ellemosevej 65

Ellemosevej 65. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto

Pris: 5,395 millioner kroner. Boligen blev solgt 17. september 2018.

Ellemosevej 65 er bygget i 1982. Det er et hus i to plan, og der er syv værelser i alt i huset. Det er en murstensvilla, hvor stue-etagen er 117 kvadratmeter, og tagetagen er 90 kvadratmeter stort. 

Det giver en kvadratmeterpris 26.055 kroner. 

Det er dog ikke kun huset i sig selv, som koster mere end fem millioner. Til huset er et 241 kvadratmeter stort værksted, som er lavet i beton. Der hører derudover en 1200 liter tank og en 2500 liter tank med til boligen. 

6: Trankær Mosevej 117

Trankær Mosevej 117. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto

Pris: 5,45 millioner kroner. Boligen blev solgt 13. marts 2021. 

Boligen på Trankær Mosevej 117 er 181 kvadratmeter stor. Den blev bygget i 2007, der er fem værelser i et plan. Der er to badeværelser tilhørende boligen. 

Kvadratmeterprisen er 30.110 kroner.

Huset er tegnet af Friis og Moltke. Den beskrives i mægler-materialet som en luksus, arkitekttegnet familievilla i et eftertragtet kvarter i Tranbjerg. Boligen har været udstillingsbolig i Frydkjær i 2007.

Der hører desuden en 39 kvadratmeter carport til huset. 

5: Trankjær Mosevej 109

Trankær Mosevej 109. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto

Pris: 5,495 millioner kroner. Boligen blev solgt 2. oktober 2021. 

Trankær Mosevej er et vaskeægte Y-hus. Det er også det, der blev fremhævet i mægler-materialet til boligen. Her beskrives den som havende en dejlig udsigt, en spændende, skæv udformning og et fristende HTH-køkken. 

Kvarteret er udrustet med gode naboer, og her er stisystemer til skole, daginstitutioner samt de gode indkøbsmuligheder i Tranbjerg centeret. Endvidere har I nem adgang til velfungeredne indfrastruktur, der er således kort afstand til motorvejstilkørslen og heller ikke langt til Aarhus midtby, skrev mægleren om boligens beliggenhed, da den blev solgt.

Boligen har 211 kvadratmeter, der er seks værelser, og huset er i et plan. Det blev bygget i 2007. Der hører en 47 kvadratmeter carport til huset.

Kvadratmeterprisen for selve huset er 26.042 kroner. 

4: Skolevænget 27

Skolevænget 27. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto

Pris: 5,8 millioner kroner. Boligen blev solgt 10. januar 2023.

Den 184 kvadratmeter store villa fra 2018 er i et plan og har seks værelser. Huset koster 31.521 kroner per kvadratmeter. Det har to badeværelser. 

Mægleren skriver, at der er tænkt over alle detaljer i huset.

- Allerede ved ankomsten til villaen stiger forventningerne om en ekstraordinær boligoplevelse. Boligen ligger på et lukket vænge med kort afstand til Tranbjerg Skolen, offentlig transport og Tranbjerg Centret, stod der i mæglerens materiale. 

3: Hovvejen 5

Hovvejen 5. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto

Pris: 7,995 millioner kroner. Boligen blev solgt 15. oktober 2019. 

- Idyllisk gennemrenoveret stråtækt ejendom med egen sø samt direkte adgang til Aarhus Å.

Sådan beskrev mæglere boligen på Hovvejen 5. Huset i sig selv er 150 kvadratmeter i stueetagen og 71 kvadratmeter i tagetagen. Det vil sige, det i alt er 221 kvadratmeter stort. Huset koster 36.176 kroner per kvadratmeter. Der er fem værelser og to badeværelser. Taget er stråtag. 

Der er en 48 kvadratmeter stor carport, som er lavet i træ. 

Boligen ligger på en mere end 10.000 kvadratmeter stor grund. Derudover beskriver mægleren, at husets inventar er i eksklusiv kvalitet.

Huset er opført i 1984.

2: Ellemosevej 45

Ellemosevej 45. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto

Pris: 8,96 millioner kroner. Boligen blev solgt 20. juni 2014. 

Murstensvillaen fra 1985 blev ombygget i 1985. Det er 339 kvadratmeter stort i et plan fordelt på syv værelser. Der er to badeværelser. 

Med til grunden hører fire yderligere bygninger. Det er et 384 kvadratmeter stort maskinhus fra 1989, en kontorbygning fra 1990 på 106 kvadratmeter, en bygning på 36 kvadratmeter fra 1985.

1: Battrupvej 2

Battrupvej 2. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto

Pris. 14,3 millioner kroner. Boligen blev solgt 13. juli 2022. 

Det suverænt dyreste hus nogensinde i 8310 er Battrupvej 2 i Ravnholt den 341 kvadratmeter store lystvilla beskrives af mægleren om en liebhaverejendom. 

Her bor man kun 14 km fra Aarhus C, men samtidig i fantastisk naturrige, rolige og charmerende omgivelser, et åndehul væk fra hverdagens travlhed, skrev mægleren, da boligen blev solgt i 2022.

Huset er fra 1985 og blev senest bygget o i 2016. Den er opført i mursten og har både kælder og tag-etage. Der er seks værelser i bygningen. Kvadratmeterprisen er 41.935 kroner. 

Der hører en 200 kvadratmeter stor bygning og en 40 kvadratmeter stor bygning med til den dyreste villa i 8310 nogensinde. 

  • Disse fire er blandt de dyreste huse i Tranbjerg. Foto: Skråfoto
  • Børup Tværvej 18. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto
  • Børupvej 151C. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto
  • Ellevej 11. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto
  • Ellemosevej 65. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto
  • Trankær Mosevej 117. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto
  • Trankær Mosevej 109. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto
  • Skolevænget 27. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto
  • Hovvejen 5. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto
  • Ellemosevej 45. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto
  • Battrupvej 2. Billedet er taget i 2021. Foto: Skråfoto
Vi samler op på nogle af de spørgsmål, der har været om Giber Ringvej. Foto: Henrik Lund

Hvornår er sidste stykke af Giber Ringvej klar? Hvad er de nye søer for noget? Vi har stillet syv skarpe spørgsmål om Giber Ringvej

Det sidste stykke af Giber Ringvej forventes at være færdig i slut-august ellers starten af september, fordi man skulle have nogle tilladelser på plads. 

Grunden til, at man ikke har plantet et bælte af træer eller buske langs Giber Ringvej er, at det er private landstykker mange af stederne, som man ikke bare kan plante på.


De nye søer langs vejen er regnvandsbassiner, som skal huske plante- og dyreliv, og de første arter er formentlig allerede på plads. Derudover kan søerne være med til at håndtere forurening.

Man har brugt støjreducerende autoværn på Giber Ringvej, som skal være med til at dæmpe støjen på de strækninger, hvor der ikke har været mulighed for at lave støjværn. 


Projektgruppen bag ringvejen er endnu ikke bevidst om, at der skal komme ladestandere eller tankstationer langs Giber Ringvej.

De små metalhegn langs vejen er for at holde padder fra trafikken og lede dem under de rigtige krydsninger. 

Man ved først i slutningen af året, hvad vejen har kostet samlet.

Mens Beder Landevejs-stykket snart er klar, ved man først i slutningen af året, hvad Giber Ringvej kommer til at koste samlet.

Giber Ringvej er Aarhus Kommunes hidtil største anlægsprojekt, og det er ikke underligt, at det kaster en masse spørgsmål af sig. Vi har tidligere lavet en opsamling af spørgsmål, som du kan finde ved at klikke på den blå tekst her.

Vi har også undersøgt, hvorfor vejen har to spor i den ene retning. Det kan du læse ved at klikke på den blå tekst her.

I denne omgang spørger vi ind til:

  1. Hvornår det sidste stykke af vejen står klart
  2. Hvorfor man ikke har plantet et bælte af træer eller andre planter, som kan skærme for støj, og så naboer undgår at se på vejen
  3. Hvad det er for nogle søer, som er langs Giber Ringvej
  4. Om man har benyttet støjreducerende autoværn på vejen
  5. Om man har planlagt tankstationer eller ladestationer langs vejen
  6. Hvad de små metalhegn langs vejen er til
  7. Hvad vejen har kostet

Vi har fået hjælp af Klaus Braad, ingeniør ved Aarhus Kommune og tovholder på Giber Ringvej-projektet og Chris Harlev Thomsen, der er projektleder og ingeniør ved Vejanlæg i Teknik og Miljø.

Hvornår står det sidste stykke af Ringvejen klart?

Man har længe kunnet komme ud på Giber Ringvej fra Oddervej. Men vejens sidste stykke fra Beder Landevej er ikke åbnet endnu. Foto: Jens Thaysen

Det er knap 10 måneder siden, Giber Ringvej blev taget i brug, men vejen er endnu ikke helt færdig. Der mangler stadig det sidste stykke, som forbinder Giber Ringvej med Beder Landevej. Ifølge Klaus Braad står stykket snart klar. 

- Status er, at den bliver færdig lige efter sommerferien. Planen var, at der skulle være en cykelsti ude på Beder Landevej, men den kommer ikke. Derfor måtte vi lave lidt om for at lede cyklisterne sikkert gennem krydset, siger han og uddyber:

- Det trak lidt ud. Vi skulle have nogle godkendelser. Jeg tænker, at det stykke står klart sidst i august eller i starten af september.

Selvom det ikke officielt er en del af Giber Ringvej, har udvidelsen af Torshøjvej til fire spor også stor indflydelse på, hvor nemt trafikken glider hen over Giber Ringvej og ud på motorvejen. 

Torshøjvej, som forbinder Giber Ringvej med motorvejen, forventes at være udvidet i 2024, hvor man også har udbygget motorvejsramperne. 

Herefter begynder vejarbejde på E45, som varer i to år, så man kan derfor først forvente den optimale oplevelse af at køre til og fra motorvejen gennem Giber Ringvej i 2026.

Hvorfor har man ikke plantet et bælte af træer eller buske, som kan tage støjen fra vejen?

Fra Damgårdstoften i Mårslet kan man se Giber Ringvej. Foto: Stig Atzen

Langs hele Giber Ringvejs strækning er der naboer, som føler sig plaget af vejstøj. 

Ved blandt andet Damgårdstoften i Mårslet er der ikke kun tale om vejstøj, men også visuelt støj, idet nogle af beboerne langs vejen kan se direkte ud på den forbipasserende trafik. 

Hvorfor har man ikke plantet et bælte af træer eller buske, som kan tage støjen fra vejen?

- Mange af arealerne er jo private arealer, og mange af stederne langs vejen bliver dyrket. Der kan vi ikke bare gå ind og plante skov. Men der er rigtig mange arealer, hvor der bliver plantet skov. Vi planter de steder, der kan plantes. Det er helt sikkert, siger han.

Man fældede i anlægningen af Giber Ringvej 2,5 hektar skov. Som erstatning for de 2,5 hektar, vil Aarhus Kommune plante fem hektar ny skov. Det sker blandt andet ved Tingskoven. Du kan læse mere om kommunens skovplantning her. 

Langs vejen er der lavet søer. Hvorfor det?

Der skal komme nye plantearter og dyrearter i de regnvandsbassiner, som også skal sørge for, at Giber Å ikke bliver fyldt med forurenet vand. Genrefoto: Pexels

Når man kører langs Giber Ringvej, kan man få øje på flere nye søer, som ligger langs vejen. De søer er regnvandsbassiner, lyder det. 

- Vandhuller og regnvandsbassiner er anlagt for at håndtere og rense vand fra vejen og lave nye levesteder for dyr og planter. I starten ser de nøgne ud, men de vil lige så stille, helt naturligt, blive koloniseret af både vådbunds-planter og dyr i de kommende år, forklarer Chris Harlev Thomsen og uddyber:

- Der har formentligt allerede indfundet sig nogle af de hurtigste pionerarter. Vi har endnu ikke registreringer på hvilke arter der har indfundet sig i de mange nye små søer og vandhuller.

Regnvandsbassinerne står i forskelligt plan. Hvorfor det?

- Det er, fordi vandet ikke bare må løbe ud åen med det samme. Der skal være noget forsinkelse på, og der skal være mulighed for, at sedimenterne i vandet kan nå at lægge sig, fortæller Klaus Braad.

- Så kommer bliver de engang i mellem renset op, så regnvandsbassinerne ikke mister kapacitet. Skulle der ske et olieudslip, kan det holdes tilbage i regnvandsbassinerne. Der er også en olieudskiller i den brønd, som vandet løber igennem, tilføjer han.

Har man brugt støjreducerende autoværn på Giber Ringvej?

Arkivfoto af autoværn: Michael Bager

Det er smart, når man kan slå to fluer med et smæk. På Giber Ringvej har man både brug for autoværn, og man har støjplagede borgere, som bor helt ud til vejen. 

Derfor ville det være helt oplagt, at man havde autoværn, som kan hjælpe med at holde støjniveauet nede fra den tætte trafik på vejen. 

- Den løsning er anvendt i projektet flere steder, hvor der har været udfordringer med støj over grænseværdierne, og hvor det ikke har været muligt at etablere støjvolde grundet terrænforholdene, forklarer Chris Harlev Thomsen.

Støjreducerende autoværn fungerer ved, at man har nogle såkaldt støjkassetter på autoværnet.

 Når støjen suser ind mod autoværnet, ledes det ind af små huller i værnet, som leder støjen op i toppen af det udhulede autoværn. Her bliver lydbølgerne reflekteret, så de rammer en støjabsoberende væg, der er isoleret med glasuld. 

Man har derudover anlagt Giber Ringvej med støjreducerende asfalt. 

Er der planlagt tankstationer eller ladestationer langs Giber Ringvej?

Du kommer fortsat til at skulle lade eller tanke bilen op hjemmefra, hvis du kommer fra Tranbjerg eller Mårslet. Foto: Stig Atzen

Det er ikke helt uhørt, at der langs så store og trafikerede veje som Giber Ringvej, men ifølge Klaus Braad, kommer du til fortsat at skulle tanke i Tranbjerg og Mårslet, før du kører ud på vejen. 

Foreløbigt er der i hvert fald ikke nogle planer om, at der skulle komme lade- eller tankmuligheder langs Giber Ringvej. 

- Det er i hvert fald ikke noget, vi har hørt om, at der skulle være planer om, og jeg tænker, at vi ville blive opmærksomme på det, hvis der var, siger Klaus Braad. 

Hvis du vil se, hvor der er ladestandere, som du kan bruge i Tranbjerg, Mårslet eller det umiddelbare lokalområde, kan du finde dem ved at klikke på den blå tekst her. Du skal bare søge efter din lokation inde på hjemmesiden.  

De små metalhegn langs vejen. Hvad er de til?

Genrefoto af en padde: Pexels

De er ikke store nok til at være autoværn, men hvad er de så, de små hegn, der er langs vejen? 

- Det er padehegn. De sikrer at padderne krydser ved de mange padepassager der er etableret under vejen, i stedet for at krydse vejen hvor der er trafik, siger Chris Harlev Thomsen.

Virker de? 

-  Jeg tænker da, de virker. Vi ser ikke de døde padder, og det er noget, vi bruger alle steder. Det må jo have en effekt, det skal have, og de må blive ledt hen til de steder, de skal krydse. Det er noget, biologerne anbefaler, og det tager vi for gode varer, forklarer Klaus Braad.

Hvornår ved vi, hvad vejen har kostet?

Fotoet er fra vejens åbning i oktober 2022. Foto: Jens Thaysen

Det er efterhånden længe siden, de første biler kørte ud på Giber Ringvej. Det gjorde de i oktober 2022. 

Vejen har allerede ledt tusindevis af bilister syd om Tranbjerg og Mårslet, men det står endnu uklart, hvad vejen ender med endeligt at koste, forklarer Klaus Braad: 

- Det trækker hen mod, at vi overholder budgettet. Jeg tør ikke sige endnu, om der bliver penge tilovers. Det bliver ikke før starten af det nye år, før vi ved det. Der er nogle sager, som stadig kører, som trækker ud, siger han.

Det er ikke helt uvæsentligt, hvad vejen ender med at koste. Skulle der være overskydende midler fra Giber Ringvej, skal de gå til støjreducerende tiltag langs vejen. 

Helt bestemt langs Landevejen i Tranbjerg, er borgerne blevet lovet støjværn, hvis der skulle findes et overskud. 

Det har de selv tidligere fastslået i Tranbjerg-MårsletLIV, hvor også en tidligere byrådspolitiker har understreget, at Tranbjerg skulle støjsikres med overskydende midler. 

Vejen er hidtil anslået til at koste omkring en halv milliard kroner. 

  • Vi samler op på nogle af de spørgsmål, der har været om Giber Ringvej. Foto: Henrik Lund
  • Giber Ringvej 17a19
    Man har længe kunnet komme ud på Giber Ringvej fra Oddervej. Men vejens sidste stykke fra Beder Landevej er ikke åbnet endnu. Foto: Jens Thaysen
  • Fra Damgårdstoften i Mårslet kan man se Giber Ringvej. Foto: Stig Atzen
  • Der skal komme nye plantearter og dyrearter i de regnvandsbassiner, som også skal sørge for, at Giber Å ikke bliver fyldt med forurenet vand. Genrefoto: Pexels
  • TreSpor_MB15415
    Arkivfoto af autoværn: Michael Bager
  • Du kommer fortsat til at skulle lade eller tanke bilen op hjemmefra, hvis du kommer fra Tranbjerg eller Mårslet. Foto: Stig Atzen
  • Genrefoto af en padde: Pexels
  • Giber Ringvej 12a19
    Fotoet er fra vejens åbning i oktober 2022. Foto: Jens Thaysen