Se kortet: Her har der været indbrud i Tranbjerg og Mårslet, og så mange cykler er blevet stjålet
Der har været tre indbrud i Mårslet og fire indbrud i Tranbjerg i løbet af første halvdel af året. I 2022 var der i alt 48 indbrud i området, to færre end året før. Se i artiklen, hvor indbruddene er sket.
Østjyllands Politi rapporterer, at indbrudstallet generelt har været faldende i flere år og ligger på niveau med anmeldelserne fra 2022. Kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen konkluderer, at Mårslet og Tranbjerg tilsyneladende er særligt hårdt ramt af indbrud.
Dog advarer han om, at antallet af indbrud typisk stiger om sommeren, når folk er på ferie, og opfordrer borgerne til at være opmærksomme og benytte nabohjælp.
Der har indtil videre været 17 cykeltyverier i Tranbjerg og syv i Mårslet. Cykeltyverier sker i høj grad i de større byer, lyder det fra Østjyllands Politi.
Tre indbrud i Mårslet og fire indbrud i Tranbjerg. Det er status for, hvor mange indbrud der har været i 8320 og 8310 den første halvdel af året. Det viser en aktindsigt foretaget af Tranbjerg-MårsletLIV.
Du kan se i kortet herunder, hvor indbruddene har været.
I 2022 var der i alt 48 indbrud i de to postnumre. Det er to færre end i 2021, hvor der var 50 indbrud. I det første halve år af 2023 har der med syv indbrud kun været en fjerdel af det samlede antal indbrud i 2022 i Tranbjerg og Mårslet.
- Generelt har tallet for indbrud været stødt nedadgående igennem nogle år. Antallet om indbrud i hele Østjyllands politikreds ligger indtil videre på niveau med anmeldelserne fra 2022, siger Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver for Østjyllands Politi, i en mail til Tranbjerg-MårsletLIV.
- Vi har ikke set mange indbrud i Mårslet og Tranbjerg, så det ser umiddelbart ikke ud til, at de byer skulle være særligt ramt, konkluderer han.
Kan tage fart over sommeren
Mens det er opløftende, at der indtil videre kun har været syv indbrud indtil videre i 2023, kan det hurtigt ændre sig, lyder det fra kommunikationsrådgiveren.
Vi kan se, at vi her i sommerperioden, hvor folk har ferie, er begyndt at få flere anmeldelser om indbrud. Det er samme mønster hvert år, for når husene står forladt, så har tyven lettere spil, forklarer han.
Fordi det er samme mønster hvert år, justerer politiet også sin adfærd efter, at der over sommeren er større chance for ubudne gæster i folks hjem.
Vi patruljerer i villakvartererne og er meget opmærksomme på mistænkelig adfærd, men vi har brug for borgernes hjælp for at minimere antallet af indbrud, fortæller Jakob Christiansen og fortsætter:
- Heldigvis er folk blevet gode til at bruge nabohjælp, få nogen til at kigge efter huset og ringe til politiet, hvis de ser mistænkelige personer luske rundt i nabolaget. Det er en stor hjælp.
Cykeltyve kigger mod byen
Ifølge Østjyllands Politi får de rigtig mange anmeldelser om cykeltyverier. Tranbjerg-MårsletLIV har søgt aktindsigt i antallet af cykeltyverier ved Rigspolitiet.
Indtil videre er der ifølge politiets tal stjålet syv cykler i Mårslet og 17 i Tranbjerg det første halve år af 2023. I Aarhus C er der blevet stjålet 1073 cykler, kan man se ud fra politiets tal.
- De fleste anmeldelser kommer fra de større byer, fx Aarhus og Randers, hvor der jo er mange cykler. De fleste cykler bliver stjålet fra nogle af steder, hvor der står en masse cykler samlet, fortæller Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi.
Han giver samtidig et godt råd.
- Det er vigtigt, at man får noteret sit stelnummer på cyklen og gemmer en eventuel kvittering, når man har købt cyklen. Du skal nemlig bruge stelnummeret, hvis du skal anmelde et cykeltyveri, siger han.
Uheldig historik
Tre af de fire indbrud, som har været i Tranbjerg, er sket på Børupvej. Vejen er den mest udsatte i 8310 og 8320. Se kortet over indbrud fra 2016 til og med 2022 herunder.
I alt har der siden 2016 været 42 indbrud på Børupvej. Derefter er de mest udsatte veje Kirketorvet, Grønløkke Allé og Sletvej. De har haft henholdsvis 39, 35 og 31 indbrud siden 2016.
Faktisk er de ti mest indbruds-udsatte veje fra Tranbjerg. Skovgårdsvænget, Jegstrupvænget, Kirkevænget, Trankær Mosevej, Slet Parkvej og Torvevænget runder de 10 mest indbruds-udsatte veje i 8310 og 8320 af.
Herefter optræder en vej fra Mårslet. Nemlig Hørretløkken, der er den 11. mest udsatte vej i de to postnumre. Her har der været 18 indbrud siden 2016.
Nymarks Allé i Mårslet er tæt på med 17 indbrud fra og med 2016 og ligger på en samlet 12. plads over mest indbruds-udsatte veje.