Her er resultatet af støjmålinger langs Giber Ringvej: - Vi er sikre på, at målingerne er lavet ordentligt
Naboer langs Giber Ringvej i Aarhus har klaget over støj, hvilket førte til støjmålinger foretaget af Aarhus Kommune.
Resultaterne viser, at ingen af målingerne overskrider den tilladte grænseværdi på 58 decibel.
Støjhandleplanen i kommunen anbefaler prioritering af støjplagede områder, herunder Giber Ringvej.
Målingerne er blevet kvalitetssikret og bekræfter de beregninger, som allerede var lavet, selvom der har været henvendelser fra borgere, som er skeptiske i forhold til kvaliteten af målingerne.
Aarhus Kommune afviser i øvrigt at have andet med målingerne at gøre, end at de har bestilt dem.
Naboerne til Giber Ringvej har klaget over støjen, og det har fået Aarhus Kommune til at måle støjniveauet 10 steder langs Giber Ringvej. De målinger har man nu fået resultatet af.
Se, hvor man har målt, hvor længe man har målt, og hvad resultatet har været i kortet herunder.
Ingen af de steder, hvor man har målt støj, har oversteget den vejledende grænseværdi på 58 decibel. Tættest på var man ved Damgårdstoften 65 i Mårslet, hvor målingen lå på 57,4 decibel.
Bliver stadig beregnet: Sådan bruger man målingerne
Støjmålingerne, som bliver foretaget for Aarhus Kommune langs Giber Ringvej, bliver stadig sat ind i beregningsmodeller, fordi de skal vise et gennemsnit og ikke bare et øjebliksbillede. Du kan herunder læse Aarhus Kommunes uddybning af, hvordan det foregår:
Når man måler trafikstøj tælles der personbiler og lastbiler. Efterfølgende korrigeres intensiteten af bilerne til den gennemsnitlige døgnintensitet. Så hvis man måler i myldretiden med flere biler/timen, så vil man skulle trække noget fra, da der kører flere biler/timen end det normal gennemsnitlige antal biler/time. Så det burde ikke have betydning for det endelige resultat om man måler i eller uden for myldretiden.
Under målingerne er der en del baggrundsstøj, der ikke kommer fra trafikken. Det er typisk fugle, blade i vinden, hestevrinsk og så videre.
Hvis man måler i myldretiden vil trafikstøjen være højere og derved er baggrundsstøjens betydning mindre. Dette giver typisk en måling med mindre usikkerhed, men det vil også resultere i et lavere beregnet trafikstøjniveau, da baggrundsstøjen så giver et lavere bidrag.
- Målingerne har alle holdt sig inden for grænseværdierne. Vi har fuld forståelse for, at folk langs vejen oplever en markant ændring i, hvor meget støj der er, konstaterer Trine Buus Karlsen, som er byrumschef ved Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Aarhus Kommune er i gang med en støjhandleplan, som skal gøres færdig i 2024. Heri kommer områderne langs Giber Ringvej til at være med. Den handleplan anbefaler steder, hvor politikerne kan afsætte penge til en indsats mod støj.
- Der er mange steder i Aarhus Kommune, som er plaget af støj, og der er nogle steder, som er værre plaget af støj end langs Giber Ringvej. Vi kommer til at anbefale, at man prioriterer de steder, som er hårdest ramt, uddyber hun.
Sikker på, de er retvisende
I forbindelse med støjmålingerne, har nogle af de støjramte borgere kontaktet kommunen, fordi de har observeret støjmålingen, mens den var i gang, og de har klaget over tidspunkt og/eller placeringen af støjmålingen.
Det betyder, at Aarhus Kommune har haft en dialog med virksomheden bag målingerne om, hvordan de er foretaget.
Er I helt sikre på, at målingerne er retvisende?
- Ja, det er vi. Vi har haft en dialog med dem, som foretog målingerne for os, og vi er sikre på, at målingerne er lavet ordentligt og er retvisende. De er lavet efter Miljøstyrelsens vejledning om måling af støj fra vejtrafik.
Målingerne ender med at bekræfte beregningerne fra VVM-redegørelsen. Nogle er skeptiske i forhold til, om man har foretaget målingerne med formål om at bekræfte beregningerne fra VVM-redegørelsen. Kan du afkræfte, at det er tilfældet?
- Det kan jeg fuldstændig afkræfte. Vi har som kommune ikke haft noget med støjmålingerne at gøre, andet end at vi har bestilt målingerne, fordi vi på baggrund af borgerhenvendelser ønskede at undersøge, om de beregninger, man havde taget afsæt i, var retvisende.
Hvordan har I kvalitetssikret støjmålingerne - efter der har været henvendelser fra borgere, som har været bekymret over metoden?
- Flere af de adresser, som der er målt op, er udpeget af borgerne. Kommunen foretager ikke selv støjmålinger, så derfor har vi taget kontakt til en virksomhed, som er certificeret af Miljøstyrelsen til at foretage støjmålinger. Den af VM Acoustics udarbejdede rapport redegør grundigt for målingerne og metoden.
Måtte måle igen
På Beringvej 23 har man foretaget en gen-måling, fordi medarbejderen, som skulle måle støjen, troede, han skulle ud til et industriområde.
Da han opdagede, at der var tale om en privatbolig, ville medarbejderen ikke gå uanmeldt hen foran stuehuset, som retningslinjerne ellers foreskrev. Medarbejderen målte i stedet ved en anden bygning på grunden
- Efterfølgende kontaktede borgeren fra adressen os og italesatte ovenstående, samt at målingen var foretaget uden for myldretiden. VM Acoustics tilbød derfor at måle igen, hvor der måltes i myldretiden ud for stuehuset, forklarer byrumschefen og konstaterer:
- Den første måling var på 55,5 dB og den anden var på 50,7 dB.
Kunne sætte vild præcedens
Det var ikke kun naboerne til Giber Ringvej, som var spændte på målingerne, fortæller Trine Buus Karlsen.
- Jeg kan ikke mindes, at man på samme måde har lavet målinger, så kort tid efter, at en vej er taget i brug. Derfor var vi også spændte på, om målingerne ville pege på noget helt andet, end de beregninger, der var lavet, forklarer byrumschefen.
Støjberegninger med metoden Nord2000 danner grundlaget for de beregninger, som blev lavet i forbindelse med anlæggelsen af Giber Ringvej og andre byggeprojekter.
Havde målingerne peget i en fuldstændig anden retning end beregningerne, ville det lægge op til, at man skulle revidere den metode, man bruger og har brugt til mange projekter. Det har dog ikke været tilfældet.
- Selvom støjmålinger og støjberegninger ikke direkte kan sammenlignes, peger målingerne på, at beregningerne passer, konstaterer hun.
Mulige puljemidler
Når der anlægges ny vej eller eksisterende veje, ændres væsentligt, skal Aarhus Kommune som udgangspunkt støjsikre boliger langs vejen, så de holder sig under grænseværdien på 58 decibel.
Selvom støjmålingerne ikke overskred 58 decibel, skal sagen stadig drøftes i Teknisk Udvalg efter sommerferien og det betyder ikke, at kommunen ikke kan gøre noget for at mindske støjen. Miljøhensyn af sygdomsforebyggende karakter er eksempelvis en grund til, at kommunen vil støjsikre yderligere.
Støjsikring skal dog i givet fald ske uden forskelsbehandling og begunstigelse af enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner, og det skal ske i overensstemmelse med krav om forsvarlig økonomisk forvaltning.
- Det kunne f.eks. bestå i en model, hvor der afsættes støjpuljemidler til støjafskærmende foranstaltninger og støjisolering af stærkt støjbelastede boliger, skriver kommunen selv i et juridisk notat.