Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Tranbjerg-MårsletLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Flere naboer langs vejen klager over blandt andet dårlig nattesøvn på grund af støj fra Giber Ringvej. Genrefoto: Pexels

Politikere vil se støjmålinger igennem

Kære læser

Selvom støjmålingerne langs Giber Ringvej har talt et relativt tydeligt sprog, er der endnu ikke noget, som er mejslet i sten.

Tre af medlemmerne i Teknisk Udvalg vil kigge nærmere på støjmålingerne, og om de er lavet korrekt.

Det vil sandsynligvis ske ved, at forvaltningen forklarer om, hvordan målingerne er foretaget, og hvordan resultaterne af målingerne er blevet, som de er blevet.

Her vil det give rigtig god mening også at høre Giber Ringvej Gruppen, som i Tranbjerg-MårsletLIV kritiserede målingerne. De repræsenterer de støjplagede borgere langs vejen, og når målingerne skal drøftes, vil det være vigtigt for nuancerne, at deres oplevelse både af støjen og af målingerne er med i den politiske vægtning.

At blive hørt betyder ikke nødvendigvis, at man får sin vilje, men i en sag, som handler om så mange menneskers sundhed, er det vigtigt, at alle hensyn kommer med, og at man ikke stirrer sig blind på de resultater, støjmålingerne viser.

Medlemmerne af Teknisk Udvalg, som jeg har snakket med lader til at være enig. Men hvorvidt Giber Ringvej Gruppen får foretræde, vil vi se på den anden side af sommerferien, når udvalget tager sagen op igen.

Når nyhedsbrevet her lander i din indbakke, er jeg taget på sommerferie. Men jeg fortsætter med at levere væsentlige historier til dig. Det har jeg nemlig lagt mig i selen op til min ferie for at være i stand til.

Hvis du falder over noget, som du gerne vil have, jeg tager op, når jeg kommer hjem, så brug formularen herunder. Jeg læser alt, som kommer ind og tager dine spørgsmål alvorligt.

Billede af Stig Atzen
Billede af skribentens underskrift Stig Atzen Journalist
  • Flere naboer langs vejen klager over blandt andet dårlig nattesøvn på grund af støj fra Giber Ringvej. Genrefoto: Pexels
Gert Bjerregaard, Jacob Søgaard Clausen, Metin Lindved Aydin. Foto: Axel Schütt, Kim Haugaard og Kristine Friis.

Efter støjmålingerne: Byrådspolitikere vil endnu ikke afsige endelig dom over støjplagede naboer ved Giber Ringvej

Målingerne langs Giber Ringvej viser ingen overskridelse af den vejledende støjgrænse på 58 decibel.

Jane Simonsen, formand for Giber Ringvej Gruppen, har kritiseret målingerne og fundet dem utroværdige.

Politikerne i Teknisk Udvalg vil undersøge målingernes nøjagtighed og metoder nærmere. Diskussionen vil involvere både politikere og fagfolk, og Giber Ringvej Gruppen kan muligvis få lov til at præsentere deres synspunkter for udvalget.

Politikerne understreger, at støjproblemet stadig er en belastning for de berørte borgere, selvom målingerne er under grænseværdien.  Derudover kan økonomiske begrænsninger påvirke muligheden for støjreducerende tiltag.

Selvom støjmålingerne flugter med beregningerne fra VVM-undersøgelsen til Giber Ringvej, er byrådspolitikere fra Teknisk Udvalg ikke klar til at vende det døve øre til vejens naboer.

Målingerne for, hvor meget det støjer langs Giber Ringvej, landede i forrige uge, og ifølge målingerne er der ikke noget sted langs Giber Ringvej, som overskrider den vejledende støjgrænse på 58 decibel.

Målingerne fik en hård medfart fra Jane Simonsen, formand for Giber Ringvej Gruppen, der kæmper for de støjplagede borgere, som bor ud til Giber Ringvej. Hun kaldte målingerne utroværdige i Tranbjerg-MårsletLIV.

Sagen er endnu ikke havnet for hverken byrådet eller Teknisk Udvalg. Det betyder, at medlemmerne af Teknisk Udvalg, som kommer til at behandle sagen politisk efter sommerferien, endnu ikke har haft mulig for at drøfte det sammen.

Ikke desto mindre kender politikerne resultatet af støjmålingerne. Metin Lindved Aydin fra Radikale Venstre er endnu ikke klar til at fælde en dom over, hvorvidt de støjplagede naboer skal have støjværn sat op.

- Først og fremmest kan man sige, at det i udgangspunktet er positivt, at målingernes resultater ser ud til at holde sig under de grænseværdier, som de skal ifølge VVM. Det er det første, siger han og fortsætter:

- Nu skal vi så ind og se på, om det er gået rigtigt til. Er der målt om natten? Jeg synes, det er vigtigt, hvornår man måler. Jeg er ikke lydmand, og jeg har ikke forudsætningerne for at vurdere målingerne. Det skal vi kigge på efter sommerferien.

Vil kigge nærmere på målinger

Jacob Søgaard Clausen fra Danmarksdemokraterne vil også gerne kigge nærmere på, hvordan målingerne er foretaget, og om de er retvisende.

- I ligheden med naboerne til vejen, så er jeg interesseret i at vide, om man kan stole på, at støjmålingerne viser det retvisende billede, og om det ser sådan ud, som det fremgår, de dage, hvor det er virkelig slemt med vind, vejr og støj, siger han.

-  Det er det komplekse i det her. Nogle dage kan man ikke høre trafikstøj, og nogle dage kan det være helt vildt voldsomt. Når man laver de her gennemsnitsberegninger, kan man ikke se, hvordan det er, når det er værst, uddyber han.

Gert Bjerregaard fra Venstre afventer, at sagen skal drøftes i Teknisk Udvalg med hans politiske kollegaer og de fagfolk, som kan fortælle om, hvordan målingen er lavet, før han lægger sig helt fast på noget. Sagen har dog nuancer, mener han:

- Det er vigtigt, at vi understreger, at målingerne er én ting. Noget andet er, at støjen er til gene og et søjhelvede for dem, der bor der. Det er oplevelsen. Så kan man have så mange fine målinger, som man har, men den oplevelse vægter også.

Foretræde er sandsynligt

Når politikerne skal diskutere med fagfolk og hinanden, mener Jacob Søgaard Clausen, at det ville være godt at få de støjplagede borgere repræsenteret gennem Giber Ringvej Gruppen til et foretræde. Han henviser dog til, at det er det samlede Teknisk Udvalg, som skal indkalde til foretræde.

- Når naboerne kommer med så krads kritik, så skal vi lytte til det, og det vil være oplagt, at de skal have foretræde for teknisk udvalg, mener han.

Metin Lindved Aydin kalder det fornuftigt, at støjgruppen kommer til foretræde:

- Man skal bestemt ikke føle sig glemt. Men kommunen fattes penge, og vi skal spare igen i år. Det skal man også vide. Selv hvis målingerne er misvisende, og der skal nye målinger til, er det ikke sikkert, at der er penge til støjreducerende tiltag, forklarer han.

Gert Bjerregaard peger på, at der er bestemte regler, som skal overholdes i forhold til foretræde. Reglen er i udgangspunktet, at man kun får foretræde, når der er tale om sager, som er henvist af Aarhus Byråd.

- På det grundlag vil jeg ikke kortslutte regler, som vi selv har vedtaget. Men jeg vil da allerede nu opfordre til, at Giber Ringvej Gruppen sender et skriv til os. Jeg vil også gerne drøfte med udvalget, om vi skal dispensere fra reglerne og give et foretræde. Men hvis vi bare giver det uden videre, skaber det præcedens, og så gælder det for alle, siger han.

  • Gert Bjerregaard, Jacob Søgaard Clausen, Metin Lindved Aydin. Foto: Axel Schütt, Kim Haugaard og Kristine Friis.
Sergiu Isvoranu håber, at mad fra Balkan for alvor kan komme ind i de tranbjergensiske køleskabe. PR-foto

Ny butik ved Center Syd: Tranbjerg skal smage Balkan

Sergiu Isvoranu har åbnet butikken Balkan Bites ved Center Syd i Tranbjerg, der sælger specialiteter fra Balkan, Rumænien, Bulgarien og de omkringliggende områder til rimelige priser.

Han ønsker at tilbyde produkter til hverdagsbrug til rimelige priser og håber at øge interessen for de etniske specialiteter. Sergiu Isvoranu planlægger også en streetfood-festival på parkeringspladsen ved butikken, hvor producenter vil sælge etniske varer fra deres madboder.

En del af indtægterne fra festivalen vil gå til Danske Hospitalsklovne, og der er endda mulighed for at vinde en rejse til et Balkan-land som en del af en tombola-kampagne. Sergiu har tidligere erfaring som forretningsmand og har planer om at åbne butikker i Aalborg og Odense i fremtiden.

Indehaveren af Balkan Bites er en erfaren forretningsmand, som har store planer med butikken ved Center Syd.

Synes du, udenlandske madspecialiteter er lækre, men bliver det lige krydret nok, når du ser prisskiltene i de etniske madforretninger?

Så er du ikke alene. Sergiu Isvoranu har startet en butik ved Center Syd i Tranbjerg, som skal sælge specialiteter fra Balkan, Rumænien, Bulgarien og de omkringliggende områder. Og priserne skal ikke være for pebrede.

- Jeg synes helt ærligt, at mange etniske forretninger er for dyre. Man skal sammenligne sig med danske supermarkeder. Det skal være ting, man kan bruge til hverdag, forklarer han.

Sergiu Isvoranu fremhæver, at meget af kødet i hans butik kan spises, inden det fx skal på panden. Det gælder blandt andet den balkan-bacon, han har i hånden her. Foto: Stig Atzen

Sortimentet af Balkan-specialiteter kan kendetegnes ved, at selvom pålægsprodukterne kan ligne hinanden, så smager de anderledes.

- Det er lavet på helt forskellige måder. Meget af vores kød er også marineret virkelig lækkert og kan faktisk spises, inden det kommer på panden, siger Sergiu Isvoranu.

Håber på festival

Hvis det stod til Sergiu Isvoranu ville Balkan-specialiteter og madvarer fra Bulgarien, Rumænien være en mere fast bestanddel i danskernes køleskabe. Han håber, at han fra biksen ved Center Syd kan få flere fra Tranbjerg til at få smag for de etniske specialiteter.

- Jeg synes, jeg er blevet taget rigtig godt i mod. Jeg har stået og grillet her i starten, og jeg vil sige, at 9 ud af 10 sagde, at det var lækkert, fortæller han.

Den muntre ejer af forretningen har store planer, og hvis det lykkes at overtale centerbestyrelsen, kommer Tranbjerg for alvor til at smage specialiteterne.

Der er mange etniske varer i Balkan Bites. Foto: Stig Atzen

- Jeg har kontakt med 50 producenter om at lave en streetfood-festival på parkeringspladsen. Det ville foregå sådan, at de har deres egne madboder, som de sælger etnisk mad fra, fortæller Sergiu Isvoranu og fortsætter:

- Planen er så også, at man skal kunne købe en polet inde hos Balkan Bites, som man kan bruge til festivallen. Pengene fra poletsalget skal gå til Danske Hospitalsklovne. De kommer hos de børn, som er rigtig syge, og de gør et virkelig godt arbejde.

Udlover en rejse

For at skabe opmærksomhed om Balkan Bites' specialiteter har Sergiu Isvoranu holdt en ugentlig tombola, hvor man for hvert køb, som overstiger 300 kroner, får et lod med. Her har man de seneste uger kunnet vinde pakker med eksempelvis slik, kød og andre specialiteter.

Efter sommerferien er der endda mulighed for at vinde en rejse til et Balkan-land, hvor fly og overnatning bliver betalt.

- Jeg tænker, det giver god mening, at det er der, man skal hen, når det er mad fra Balkan, vi sælger. Jeg tænker, at det er noget, som vil give folk endnu mere smag for det. Jeg ved, at danskere, som har været i Balkan, har fået smag for maden, når de er kommet hjem, siger ejeren af Balkan Bites.

Erfaren forretningsmand

Til daglig bor Sergiu Isvoranu i Lystrup, og han har boet i Danmark i 14 år. Oprindeligt er han fra Rumænien. Udover at være ejeren af Balkan Bites, er han en ganske erfaren iværksætter.

- Jeg har fire spiritusbutikker rundt omkring i Rumænien, og jeg har haft butikker stort set hele mit liv, siger han.

Planen er da også, at Balkan Bites vil være at finde andre steder end i Tranbjerg.

- Jeg har planer om at åbne en butik i Aalborg til september, og hvis alt går godt, så skal der også være en i Odense. Butikkerne skal allesammen være ved shoppingcentre, så vi forhåbentlig kan blive en større del af danskernes hverdag, fortæller Sergiu Isvoranu.

  • Sergiu Isvoranu håber, at mad fra Balkan for alvor kan komme ind i de tranbjergensiske køleskabe. PR-foto
  • Sergiu Isvoranu fremhæver, at meget af kødet i hans butik kan spises, inden det fx skal på panden. Det gælder blandt andet den balkan-bacon, han har i hånden her. Foto: Stig Atzen
  • Der er mange etniske varer i Balkan Bites. Foto: Stig Atzen
Der lagt op til en hyggelig kamp om håneretten ved Nabocup i Mårslet. PR-foto

Mårslet skal dyste i fodbold for hele nabolaget

Nabocup afholdes den 26. august fra 12-15 i Mårslet. Arrangementet går ud på, at grundejerforeningerne kan dyste i korte fodboldkampe. 

Arrangementet sigter mod at fremme fællesskab og samhørighed i byen, lyder det fra arrangørerne, som påpeger, at det er med hygge i højsædet, selvom man gerne må konkurrere lidt. 
 Der er plads til 10 deltagende grundejerforeninger, og arrangementet har til formål at være omkostningsneutralt. Tilmelding kan ske gennem Carsten Fjellerad på telefonnummer 60 15 19 36.

26. august er der Nabocup i Mårslet, hvor op til 10 grundejerforeninger kan dyste i fodbold til en festlig dag ved Frøkærparkens grønne arealer.

Hvilken grundejerforening i Mårslet er bedst til fodbold?

Det vil blive afgjort 26 august fra 12-15, hvor der bliver afviklet Nabocup ved Frøkærparkens grønne arealer. Det koster 750 per grundejerforening at være med.

- Det bliver et arrangement, som skal samle Mårslet, og det kommer til at handle om fællesskab og sammenhold i byen. Det bliver selvfølgelig også en fodboldturnering, men det handler om at have en hyggelig dag sammen, forklarer Jonathan Hammershøi, som er med til at arrangere Nabocup i år.

Holdene i turneringen kommer til at stille med fire spillere på banen ad gangen, hvoraf mindst to af spillerne skal være børn. Kampene kommer til at vare i alt otte minutter fordelt på to halvlege.

- Eftersom vi kun har en bane til rådighed, bliver vi nød til at afvikle kampene relativt hurtigt, for at programmet skrider frem. Derfor har vi også vurderet, at maksimalt 10 grundejerforeninger kan være med i år, for at arrangementet ikke kommer til at vare hele dagen, og for at undgå for meget ventetid for holdene, siger Jonathan Hammershøi.

Fodbold for alle

Grunden til, at der skal være to børn på banen, er, at alle skal kunne være med til Nabocup. Det betyder ikke, at man ikke må gå op i at sikre sin grundejerforening den prestigefyldte pris som den grundejerforening i Mårslet, der er bedst til fodbold.

-- Hvis jeg selv spillede med, ville jeg også gøre det for at vinde. Men det handler om at hygge sig, og derfor bør man lade tofods-tacklingerne blive derhjemme, siger Jonathan Hammershøi.

Carsten Fjellerad startede Nabocup sidste år, og han står klar til at være DJ og speaker igen i år. PR-foto

Hans medarrangør, Carsten Fjellerad, kommer til at være speaker og DJ til arrangementet.

- De, der kender Carsten, ved, at han godt kan sætte gang i en god fest. Vi håber også, at det kommer til at gøre det lidt sjovere især for nogle af børnene at prøve at være med til noget, hvor der er en, som speaker. Og så gør det det lidt mere festligt, fortæller Jonathan Hammershøi.

Mårslet er et godt sted

Det er et ønske om at dyrke det fællesskab, der er i byen, som driver arrangørerne. Ifølge Jonathan Hammershøi er der nemlig et stærkt sammenhold i Mårslet, som gør aktiviteter som Nabocup til en glædelig begivenhed.

- Vi ved, at der er en rigtig god opbakning til den slags ting her i Mårslet. Det kan man jo bare se på Midsommerfesten, at der er. Det vil vi gerne være med til at bidrage til og udbygge, så der løbende sker ting i løbet af året, forklarer han.

Arrangementet skal ifølge ham gå i nul.

- Pengene kommer til at gå til en hoppeborg, og at vi har nogle fede faciliteter til dagen. Der er ingen, som tjener på det, siger han.

Tilmelding kan ske gennem Carsten Fjellerad på telefonnummer 60 15 19 36.

  • Der lagt op til en hyggelig kamp om håneretten ved Nabocup i Mårslet. PR-foto
  • Carsten Fjellerad startede Nabocup sidste år, og han står klar til at være DJ og speaker igen i år. PR-foto