Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Tranbjerg-MårsletLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Foto: Stig Atzen

Pizzamanden er ikke 'ferielukket', men måske åbner noget nyt

Kære læser

22. april skrev jeg om tomme butikslokaler i Center Syd i Tranbjerg, og om hvordan tomme lokaler bare ikke er godt for noget. I dette nyhedsbrev vender jeg tilbage med en lignende historie - denne gang i Mårslet.

Det drejer sig om pizzeriaet på Banevej i Mårslet. Lokalerne har længe stået som ferielukket - faktisk så længe, at medmindre der har været tale om en jordomrejse eller deslige, så forekommer det usandsynligt, at der reelt har været tale om en ferie.

Og det har der da heller ikke, som jeg i dette nyhedsbrev løfter sløret for sammen med lokalernes ejere. Men lokalernes ejere ønsker, at der skal ske noget med stedet, for som de selv siger i artiklen, skal det ikke dø ud. Du kan læse mere om deres overvejelser herunder.

Det er nemlig vigtigt, at det ikke dør ud. Tomme butikslokaler fylder personligt mig med ærgrelse, og uanset hvor de er, synes jeg altid, de symboliserer et potentiale, der ikke bliver realiseret.

Forskellen på et mørkt, tomt lokale og et sted med liv, hvor lokale handlende eller udespisende stryger frem og tilbage, er enorm. Især i byer som Tranbjerg og Mårslet, hvor handelslivet spiller en afgørende rolle i, at byerne har sin egen identitet.

Det er dog nemt at sidde bag skærmen og taste løs om, hvordan det hele ville være meget bedre, hvis det vrimlede med modige erhvervsdrivende, der ville sætte penge på spil og/eller karriere på pause for at starte noget lokalt.

Hvis et handelsliv skal fungere lokalt, skal det være sådan, at det giver overskud. Heldigvis er mit indtryk, at folk i både Tranbjerg og Mårslet er villige til at handle lokalt for at undgå de tomme butikker. Det er vigtigt, og det synes jeg, man skal blive ved med.

Hvis du sidder med en god idé til en lokal forretning eller bare har en god idé, vil jeg rigtig gerne høre om den. Tag fat i mig på 42 18 97 24 eller email stdat@tranbjerg-maarsletliv.dk. Vi tales ved.

Billede af Stig Atzen
Billede af skribentens underskrift Stig Atzen Journalist
Sønnen Marcel Zadeh og faren Noorandish Zadeh ejer lokalerne, hvor Pizza Bbq House holder til. Foto: Stig Atzen

Pizza Bbq House er ikke 'ferielukket', forklarer ejerne af lokalerne: Her er deres planer for pizzeriaets fremtid

Pizza Bbq House på Banevej i Mårslet har været lukket i mere end et halvt år, men ejerne af lokalet har nu afsløret, at det ikke er ferielukket, men simpelthen lukket, fordi den tidligere ejer er flyttet og ikke kunnet sælge pizzeriaet. 

De tidligere ejere af ​​Pizza Bbq House overvejede at sælge, men det lykkedes ikke, og nu er der stadig masser af inventar i lokalet, da den tidligere ejer havde et udestående med ejerne af lokalet. 

Ejeren af ​​Marselis Pizza og Chello's i Aarhus overvejer at overtage lokalerne og åbne en pizza- og burgerbar i samarbejde med sin søn, men de er endnu ikke fast besluttet på at springe ud i det.

Ejerne af ​​lokalet vil gerne have, at lokalerne bliver brugt, men de skal benyttes af andre end dem selv, skal det være nogen, som har styr på økonomien.

Ejerne af Pizza Bbq Houses tidligere lokaler har stor erfaring i at drive pizzeria og overvejer selv at gå i gang.

'Ferielukket'.

Det er meldingen, man møder, når man går hen til døren ved Pizza Bbq House, der ligger på Banevej i Mårslet, og det er meldingen, man har mødt i mere end et halvt år. Men pizzeriaet er ikke ferielukket, det er bare lukket.

Det fortæller Noorandish Zadeh, der sammen med sin søn Marcel Zadeh ejer de lokaler, som Pizza Bbq House har holdt til i.

- Det er ikke, fordi den tidligere ejer stadig er på ferie. Det er lukket. Hun var kørt træt i det, tror jeg, og hun er flyttet væk og kommer ikke tilbage, siger Noorandish Zadeh og uddyber:

- I starten sagde hun, at hun ville prøve at sælge pizzeriaet. Det ville vi gerne give hende tid til at gøre, og det gjorde vi også, men det lykkes ikke. Hun sagde, at hvis hun ikke tog kontakt til os, så var det, fordi hun ikke kunne sælge det. Vi hørte ikke fra hende igen.

Hvis man kigger inde bag sedlen, der melder Pizza Bbq House ferielukket, kan man se, at der stadig er masser af ting inde i lokalerne. Det er der, fordi den tidligere ejer af pizzeriaet havde et udestående med ejerne af lokalet, og de lavede en aftale om, at lokalernes ejere ville modregne inventaret mod gælden.

- Noget af det kan vi beholde, og noget af inventaret skal væk. Det er lidt 50/50. Vi ville selvfølgelig helst have, at pizzeriaet kunne blive solgt, siger Noorandish Zadeh.

Overvejer at starte selv

Tomme lokaler gavner ingen. Især ikke de mennesker, som ejer lokalerne.

- Der skal ske noget med dem, det skal der. Gerne så hurtigt som muligt, for det skal ikke dø ud. Det skal det ikke, siger ejeren af Marselis Pizza.

Vigtigt er det, at de, der overtager lokalerne, kommer til at drive en stabil forretning. Derfor er erfaring en fordel. Lokalerne ejer sig godt til pizzeria, mener indehaveren af lokalerne.

"Lukket pga ferie" står der lige nu ved pizzeriaets indgang, men hvis man ringer på det anførte nummer, siger telefonen, at nummeret er ophørt. Foto: Stig Atzen

Derfor er det svært at komme udenom, at han selv sammen med sønnen ville være oplagte til at overtage lokalerne. Noorandish har drevet Marselis Pizza i mere end 20 år, og sønnen driver pizzeriaet Chello's.

- Vi har været i branchen i tæt på 30 år, og jeg har haft Marselis Pizza i mere end 20 år. Vi ved, hvordan man skal gøre, hvis vi beslutter os for at gøre pizzeriaet i Mårslet til en family business.

Der har ikke været tale om en ferielukning, lyder det. Foto: Stig Atzen

Tranbjerg-MårsletLIV har siden forsøgt at få det bekræftet, hvorvidt ejerne af Pizza Bbq Houses lokaler ønsker selv at fortsætte med at drive en pizza- og burgerrestaurant, men det er ikke lykkes at komme igennem til dem.

Travle ansigter

Både Marselis Pizza og Chello's har postnummer 8000, og ifølge far og søn er det noget andet at drive pizzeria inde i midtbyen end i Mårslet. I hvert fald i starten.

- Jeg tror, det er vigtigt, at man sørger for at være der i starten, hvis vi vælger at starte det selv i Mårslet. Folk skal have et ansigt, som de forbinder med stedet, og det skal være sådan i et stykke tid i begyndelsen i hvert fald, siger Marcel Zadeh og fortsætter:

- Det er lidt derfor, vi ikke helt har valgt at springe ud i det endnu, for vi har allerede hvert vores pizzeria inde i midtbyen.

Hvis faren og sønnen beslutter sig for at åbne eget pizzeria i Mårslet, vil det blive en blanding af pizza- og burgerbar. Det ville komme til at ligne Chello's i Aarhus, men hvor man også vil kunne få en burger. Vælger de at springe ud i det, vil det hurtigt være klar, lyder det.

- Jeg tror, vi kan stå klar i løbet af en måneds tid, hvis vi beslutter at gøre det, siger Noorandish Zadeh og uddyber, at hvis de vælger nogle at udleje lokalerne, skal det være til nogen, de kan se et potentiale i:

-  Det skal være nogen, som har styr på økonomien, understreger han.

Pizzasultne mårsletter

Ifølge de to pizzeria-ejere valgte den tidligere ejer af Pizza Bbq House i Mårslet ikke at trække stikket, fordi der ikke var et forretningsgrundlag. Tværtimod.

- Der er kapacitet til et pizzeria, siger Noorandish Zadeh, inden sønnen tilslutter sig:

- Jeg tror også, der er grobund for en god forretning, og at der er en fin efterspørgsel derude. Men det er noget andet end herinde, og vi skal også se på, om folk for eksempel køber drikkevarer med, når de køber en pizza, eller om de køber det i Brugsen og tager pizzaerne med hjem, siger Marcel Zadeh.

Han har tidligere haft burgerbaren Beef 'n Buns i Tranbjerg, som ifølge ham gik rigtig fint.

- Det er vigtigt, at man sørger for at kunne noget andet, end det der allerede er, man at det ikke bliver noget, som folk i området ikke forstår, siger Marcel Zadeh

Rundkørslen ved Christian X's vej bliver lavet om, og vejarbejdet begynder snart. Foto: Christian Gnutzmann

Snart bliver farlig rundkørsel mellem Tranbjerg og Aarhus lavet om: Sådan kommer den til at se ud

Antallet af ulykker ved rundkørslen på Christian X's vej i Viby har ført til, at Aarhus Kommune planlægger at lave rundkørslen om.

Projektlederen for vejanlæg i kommunens Teknik og Miljøafdeling, Morten Kunstmann, oplyser, at arbejdet med at ombygge rundkørslen begynder i midten eller slutningen af maj og forventes at være færdigt inden uge 28, hvor sommerferien starter.

Ombygningen kommer til at foregå ved, at man flytter cykelstien uden om rundkørslen. Det betyder, at cyklister vil komme til at holde for bilerne, men at de forhåbentlig undgår at blive påkørt af dem. Et alernativ ville være, at cyklisterne kører sammen med bilerne i rundkørslen, fordi bilisterne så ville være mere opmærksomme. Men selvom det kan være mere sikkert, kan det også være mere utrygt, lyder det.

Det bliver måske lidt mere besværligt at være cyklist i rundkørslen på Christian X’s vej, men ændringen skal sørge for færre påkørsler.

Mere end en ulykke i året siden 2014 og senest en i december 2022, hvor en kvinde blev ramt af en bil og måtte med ambulance til hospitalet. Det er årsagen til, at Aarhus Kommune vil lave rundkørslen på Christian X’s vej i Viby om.

Rundkørslen kører mange tranbjergensere gennem, når de skal til og fra det centrale Aarhus, og inden længe vil de gennemkørende tranbjergensere blive mødt af vejarbejde. Det fortæller Morten Kunstmann, der er projektleder i Teknik og Miljøs afdeling for vejanlæg.

- Lige nu er vi ved at få gravetilladelserne på plads, og når vi har dem, kan vi gå i gang. Vi forventer at komme i gang midt i maj måned, men afhængigt af hvornår vi får tilladelserne på plads, så kan det også blive hen mod slutningen af maj, siger han og uddyber:

- Vi vil gerne være færdige inden uge 28, hvor industrisommerferien begynder. Det håber vi, at vi bliver, og så kan der være nogle udbedringer og noget restarbejde, som vi tager på den anden side af sommerferien.

Cykelsti ud af rundkørslen

Løsningen på at gøre rundkørslen mere sikker for cyklister bliver at få cyklisterne ud af selve rundkørslen.

- Det er en rundkørsel, hvor man som bilist kan komme i relativt høj fart, og så kan det være, at man ikke opdager cyklisterne. Derfor skal cykelstien lægges uden om rundkørslen, sagde Martin Simonsen, der er projektleder i Aarhus Kommunes mobilitetsafdeling, til lokalmediet Skåde-Højbjerg-Holme i december sidste år.

Sådan skal rundkørslen se ud i fremtiden. De blå stykker er den nye cykelsti, og som du kan se, bliver den altså flyttet udenom selve rundkørslen. De grønne arealer er græsrabatter. Illustration: Aarhus Kommune

Ifølge ham peger undersøgelser på, at det nedsætter sikkerheden at have en cykelsti eller cykelbane inde i en rundkørsel, og derfor vælger man altså at lægge cykelstien helt uden for rundkørslen. Et alternativ kunne være, at man fjerner cykelstien, men lader cyklisterne køre rundt inde i rundkørslen i stedet.

- Det kan måske lyde mere farligt, end hvis der er en cykelsti, og det vil også blive mere utrygt. Men hvis man er utryg, kan det være, at man bliver mere opmærksom, og derfor ser vi løsninger, der giver lav tryghed men højere sikkerhed, lød det fra Martin Simonsen.

Cykelstien er lige nu inde i rundkørslen. Den skal ud af den. Foto: Christian Gnutzmann

Den nye cykelsti kommer i stedet til at gå uden om rundkørslen, hvilket betyder, at cyklisterne kommer til at holde tilbage for bilerne. Til gengæld slipper de forhåbentlig for at blive påkørt.

Se en oversigt over legepladser i artiklen. Foto: Stig Atzen

Ekspert anbefaler udendørs leg og hjælper dig i gang: Her er legepladserne i dit lokalområde

Børn bruger mere og mere tid bag iPaden, men ifølge Hanne Værum Sørensen, der har en doktorgrad i udendørs leg, åbner udendørs leg døren for sanseindtryk, stimuli og muligheder, som de ikke får ved at sidde foran en skærm. 


Udendørs leg kan også hjælpe børn med at udvikle deres motorik, udfordre dem selv og øge deres selvstændighed.

I artiklen får du et overblik over de lokale legepladser, som du kan bruge til udendørs leg. Det allerbedste sted er dog ikke legepladser, hvis du spørger Hanne Værum Sørensen, det er i stedet skoven, påpeger hun.

Forældre og pædagoger skal engagere sig og støtte op for at få legen til at fungere bedst muligt - og når legen flyder, kan man sætte sig med en kop kaffe og slappe lidt af.

Det er sundt at lege udendørs, og det bedste sted at lege udendørs er der, hvor der er størst variation, plads og mulighed for, at børn kan udvikle sig. Men som forælder er det vigtigt, at man støtter op om den udendørs leg.

Børneleg er som så meget andet rykket mere ind bag skærmen, hvor fængende videoer og interaktive spil sluger børnenes opmærksomhed. Selvom den digitale verden unægteligt er dragende, er det ikke nødvendigvis bedre end at stikke ud i skoven eller hen på den lokale legeplads.

Tværtimod, hvis du spørger Hanne Værum Sørensen.

Husk, at du uden for åbningstider kan benytte lokale børnehaver og skoler som legepladser også. 

Hun har en doktorgrad i udendørs leg, er uddannet børnehavepædagog og cand.psych og underviser og forsker ved VIA på pædagoguddannelsen i Aarhus. Hun fremhæver de mange muligheder, der opstår, når man tager i skoven eller ud på den lokale legeplads.

- Udendørs leg kan noget helt andet end at sidde inde på sit værelse og lege for eksempel. Det er en hel verden af sanseindtryk, stimuli og muligheder, når man leger udenfor. Udendørs leg taler til børns sanselighed, og det er godt til at udvikle børns motorik. Det styrker børns kropslige og fysiske udvikling generelt, fortæller hun.

- Børn udvikler sig gennem leg. De kan blandt andet udfordre sig selv i legen. Måske er der en leg, som man ikke helt tør, men som man samler mod til at være med til, og på den måde overkommer man en udfordring. Det udvikler man sig af, forklarer Hanne Værum Sørensen og uddyber:

- Det er godt for børns selvstændighed, at de får lov at stå på egne ben og overkomme den slags udfordringer.

Et træ er en rumraket

Du kender følelsen af, at du sidder dybt fokuseret i en eller anden arbejdsopgave. Du bliver afbrudt, og dit fokus er væk. Det samme kan ske, når man som barn har gang i en god leg, og derfor er det godt at finde et sted, som har plads til flere forskellige lege.

- Det skal gerne være sådan, at der er plads til, at man både kan lege vildt og lege stille, uden at det ene forstyrrer det andet. Når der er meget plads, får man heller ikke følelsen af at være indespærret, og man kan udforske legepladsen, siger Hanne Værum Sørensen.

Den allerbedste udendørs legeplads er ifølge Hanne Værum Sørensen også den type, der har flest år på bagen; Skoven.

- Skoven er meget lidt låst, og det er en fordel, for så kan man slippe fantasien løs. Et træ kan jo hurtigt blive til en rumraket. Hvis man tænker på en konventionel legeplads, så er mange af redskaberne meget låst i den måde, man må bruge dem. En rutsjebane for eksempel har en bestemt måde, man anvender den på. Nogle steder må man måske heller ikke løbe op ad den eller bruge den på andre måder end at rutsje ned på en helt bestemt måde, forklarer hun og understreger:

- Gennem min forskning har jeg fundet ud af, at børns leg er mere fantasifuld og inkluderende, når det foregår i naturen, fremfor på legepladser.

Variation er ifølge hende noget, man med fordel kan kigge i, hvis man ikke skal i skoven, men hen på en legeplads.

- Hvis man ikke har mulighed for at tage i skoven, er det godt at kigge efter variation på legepladserne. Det er godt, hvis der er noget beplantning - en busk kan hurtigt blive en hule for eksempel, siger hun.

Balancen i at blande sig

Det er ikke kun børn, som godt kan lide en dag ude i solskin. Som voksen kan man måske tage en ven med, man kan sludre med, mens børnene leger, eller man kan have en god bog og en kop kaffe med i tasken.

Man kan ifølge Hanne Værum Sørensen sagtens få sig en sludder eller slappe lidt af, når man som forælder er med ude at lege, men man skal samtidig huske, at man kan være en vigtig del af, at legen kommer godt i gang.

- Legepladsen er ikke pausetid for hverken pædagoger eller forældre. Man skal engagere sig og støtte op, og hvis de voksne ikke deltager aktivt, er det ikke sikkert, at legen kommer i gang, fortæller lege-eksperten.

Man skal som forælder dog også lære at trække sig, når legen flyder.

- Når man kan se, at legen flyder, så kan det være en god idé at trække sig tilbage og lade legen ske. Det er en balance, jeg tænker, man som forælder kan mærke efter, siger Hanne Værum Sørensen.

Tranbjerg-MårsletLIVs korte overblik. Illustration: Jysk Fynske Medier

Det skal du også vide: Røde tal for SuperBrugsen, løb, jazz og ny formand for vandværk

Vi kommer omkring et hårdt regnskab for SuperBrugsen i dagens korte overblik.

Tranbjerg Løbet begynder snart.

Røde tal for SuperBrugsen i Mårslet

SuperBrugsen i Mårslet præsenterede til sin generalforsamling et underskud på 505.000. Det skriver Mårslet Avis. Underskuddet er det største i SuperBrugsens historie. 

Heldigvis har SuperBrugsen Mårslet et meget solidt økonomisk fundament, og med 19,3 millioner i egenkapital, skal der mere end det historiske underskud til at vælte dagligvarebutikken. 

Ifølge Mårslet Avis forklarede brugsuddeler Troels Laursen underskuddet med stigende inflation, faldende realløn og generelt svære betingelser for dagligvarebranchen. 

– Vi kan også se at folk oftere vælger de billige varianter af varerne, og de går mere efter rabatter og varer på tilbud, og dem har vi mindre avance på, sagde uddeleren til generalforsamlingen ifølge Mårslet Avis.

Tranbjerg Løbet begynder snart

Skribenten fik sved på panden til Tranbjerg Løbet 2022. Selfie: Stig Atzen

23. maj er der endnu engang Tranbjerg Løbet rundt om Tranbjergsøen. Man skal tilmelde sig før 21. maj, og man kan tilmelde sig her. Det koster 100 kroner at deltage i løbet og 50 kroner at deltage i gåturen eller børneløbet.

Man kan løbe alt fra 10 kilometer, 7,5 kilometer, 5 kilometer til 2,5 kilometer i voksenløbet. Børneløbet er på to distancer, 5 kilometer og 2,5 kilometer. 

Børneløbet begynder klokken 18 og voksenløbet inklusive gåturen begynder klokken 19. 

Melder man sig til, får man en sandwich, en vand, deltager i børneløbet får en medalje, og man får sit navn på et startnummer. 

Ny formand for Mårslet Vandværk

Efter 31 år som formand for Mårslet Vandværk og 44 år i bestyrelsen, træder Willy Tang Pedersen du af Mårslet Vandværks bestyrelse. Det skriver Mårslet Bladet

- Allerede for et par år siden besluttede jeg, at det var nu, jeg skulle gå ud af bestyrelsen, så andre kunne komme til. Jeg kender et par uheldige eksempler, hvor folk ikke kunne finde ud af at forlade deres poster i tide, og sådan ville jeg ikke selv være, siger Willy Tang Pedersen til Mårslet Bladet.

Den nye formand for Mårslet Vandværk bliver Sten Bonde. Han er 68 og, og han har siddet i Mårslet Vandværks bestyrelse de seneste tre-fire år. 

- Vi er vildt udfordret. De kommende år vil stille større krav til os og andre vandværker, fordi grænseværdierne for, hvad der er tilladt i vandet, bliver mindre, og vi risikerer at finde nye, sundhedsfarlige stoffer i vandet. Vi ved ikke, hvad morgendagen bringer, siger han til Mårslet Bladet.

Jazz i Tranbjerg

Onsdag 10. maj spiller Aarhus Jazz Orchestra i Tranbjerg. Det gør det i Folkehuset Tranbjerg, hvor der er koncert klokken 16, og fra 17.30 er der stegt flæsk med persillesovs. Det koster 125 kroner for koncert og middag. 

Man tilmelder sig på Mobilepay ved at overføre billetprisen til "6695VW". 

Folkehuset skriver selv om arrangementet: 

Aarhus Jazz Orchestra tager traditionen tro på forårsturné på Folkehusene i Aarhus og spiller skønne, jazzede udgaver af folkekær musik.

Forårets koncerter har fokus på den populære musik af britiske Beatles. En gruppe på syv musikere med sangerinde Karoline Budtz i front vil fortolke nogle af de mest populære såvel som nogle af de mindre kendte sange fra Beatles’ enorme bagkatalog. Mellem numrene vil Karoline Budtz fortælle spændende historier fra gruppens storhedstid.