Man kan ikke bygge ved Tingskov Allé. Det har byrådet besluttet. Men hvad skal man så med området? Ifølge naboerne til området, Enhedslisten og Jakob Søgaard Clausen, er svaret helt oplagt.

Det står faktisk i den lokalplan, som stadig er gældende, efter man afviste lokalplanen med 21 boliger. Der skal være en park.

- Vi er så glade for, at vi ikke skal kigge ind i 8,5 meter høje boliger. Det er godt nok dejligt. Nu vil vi bare gerne have en afklaring, så det ligger klart, hvad der så skal ske, siger Henrik Nygaard, der er formand for ejerlauget på Trankær Vænge 1-25 og nabo til byggeriet.

- Vi vil selvfølgelig gerne have den park, som der blev lovet for 30 år siden, og som der står i den gældende lokalplan, at området skal have. Det vigtigste er, at der tages hensyn til vores grundvand, og vi bevarer et grønt område i Tranbjerg, siger Dorthe Jakobsen, der bor på Trankær Vænge, inden hendes ægtemand Jes Jakobsen uddyber:

- En park til at passe på grundvandet vil være oplagt. Måske med lavtvoksende buske og træer. Vi kan godt forstå, hvis parken skal være så vedligeholdelsesfri som muligt af hensyn til økonomien.

Solveig Munk (EL) har sammen med løsgængeren Jakob Søgaard Clausen foreslået, at man laver en park på stedet, som både skal passe på grundvandet, og som skal være til glæde for Tranbjergs borgere. En såkaldt blågrøn park.

- Der har været en aftale med en landmand, der måtte dyrke området, og den udløber nu. Derfor er det nu, man skal gøre noget andet. Borgerne har forsøgt at få den park længe, og de skal stole på de planer, vi laver. Der er afsat penge i budgettet til blågrønne parker, og det er den bedste løsning her, siger Solveig Munk.

Jakob Søgaard Clausen stemmer i.

- Det er oplagt med et grønt areal, som er til glæde for både Tranbjerg og grundvandet, siger han.

Byrådsmedlem for Socialdemokratiet og medlem af Teknisk Udvalg, Jesper Kjeldsen, vil ikke garantere, at der kommer en grundvandspark i stedet for det afviste byggeri. Han henviser til, at en park koster penge, og de skal findes, før man etablerer den.

Men når man nu ikke kan bygge her, skal borgerne så ikke bare have den park, de er blevet lovet nu?

- Nej, for vi skal spare 219 millioner i år. Vi har mange prioriteter. Men det ville da være dejligt med en park. Jeg vil heller ikke afvise, at der kan komme en park på et tidspunkt, hvis vi kan finde midlerne til det, og det passer med den politiske retning

Rådmanden for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K) vil heller ikke love en park på arealet.

- Vi skal først sætte os ned og tænke os om, for den her udvikling (at lokalplanen blev afvist, red) kom som en overraskelse. Jeg tør ikke sige noget endnu om, hvad vi gør. Vi er gået ind i en faglig diskussion med Aarhus Vand, for danner det her præcedens, kan vi ende med at mangle 300 millioner. Så kan jeg ikke sidde og love, at vi laver en park, siger han.

Men der er jo tale om et sted, I har besluttet ikke at bygge, fordi der er grundvandsinteresser. Der står i den nuværende lokalplan, at der skal være en park, og man slipper for at skulle ud i en dyr ekspropriation, fordi kommunen ejer jorden. Er det ikke oplagt? 

- Vi vil gerne først undersøge sammen med Aarhus Vand, om det giver bedre mening at lave større, sammenhængende blågrønne parker, så det virkelig kan gøre noget for biodiversiteten. Jeg tør ikke sige, hvad vi vil gøre endnu.

Men er det ikke mere rentabelt at lægge en blågrøn park et sted, hvor man slipper for at ekspropriere? 

- Det er det selvfølgelig.

Metin Lindved Aydin (RV) tager også forbehold for finansieringen af en park, men kan umiddelbart se potentialet i at realisere det.

- What's not to like. Jeg synes, det lyder super fint, men det kræver penge at sætte i verden, som man skal finde, siger han.

Netop økonomien i at anlægge en grundvandspark er ifølge Solveig Munk et godt argument for at realisere en park, der både kan nydes af tranbjergensere og passe på grundvandet.

- De penge, man har afsat til at oprette blågrønne parker, de er afsat til blandt andet at opkøbe landbrugsjord, som ligger på sårbare grundvandsområder. Den udgift sparer man jo her. Så kan kommunen ovenikøbet gå forrest med at vise, hvordan man skal behandle sit grundvand ordentligt, siger hun.

Selvom man friholder arealet ved Tingskov Allé, er der stadig boliger, der ligger inden for 300 meter af grundvandsboringer. Det er ifølge Solveig Munk ikke et argument for, at man så vælger at lade være med at anlægge en grundvandspark på stedet.

- Tværtimod er der ekstra grund til, at man fastholder det område, der ikke er bygget på, fri for bebyggelse. Jeg har tænkt på, hvad vi gør ved de områder, der er bebyggelse på i forvejen, og vi forsøger at komme frem til, at man ikke må bruge blandt andet produkter med pesticider eller PFAS inden for 300 meter af grundvandsboringer, siger Solveig Munk.

Nabogruppen fra Trankær Vænge har fra starten arbejdet for, at der ikke blev bygget på området ved Tingskov Allé. Bare under høringsfasen, leverede naboerne 215 underskrifter og størstedelen af de 39 høringssvar til byggeriet.

- Vi har brugt sindssygt meget tid på at sætte os ind i alt muligt. Det må man sige, siger Jes Jakobsen.

Som udgangspunkt er man som borgere i en byggesag en meget lille aktør i forhold til hele den forvaltning, der sidder i Aarhus Kommune. Derfor har kommunen fokus på borgerinddragelse, og naboerne til byggeriet har også følt sig hørt undervejs.

- De fjernede jo den sti, som skulle gå lige ude foran vores haver, og de havde også fjernet to af de boliger, som vi ville kigge lige ind i, siger Dorthe Jakobsen.

- Man må også sige, at man i byrådet træffer den rigtige beslutning, da man får den rigtige viden fra Aarhus Vand. Det nemme havde måske været at sige, at man ville stemme for byggeriet alligevel, når man var nået så langt. Man tog den sværere beslutning. Det, synes jeg, er betryggende, tilføjer Henrik Nygaard.

Når Eva Bonefeld hver morgen går tur med sin hund, har hun plads på første parket til de ubehagelige situationer.

Scenen er Jelshøjvej, og aktørerne er de bilister, der bruger Jelshøjvej, og som ifølge hende trykker lidt for hårdt på speederen.

- Det er uforsvarligt, som folk kører. Vejen er smal, og flere steder er der meget dårlig sigtbarhed, siger hun.

Jelshøjvej er en smal landevej, der går fra Skåde og syd på mod Tranbjerg og Mårslet. Eva Bonefeld bor på Skåde Højgårdsvej, der ligger lige ved Jelshøjvej, og hun kunne godt vælge at lufte sin hund andre og mere trygge steder.

- Der er flere, der spørger, hvorfor jeg tør blive ved med at gå tur her, men jeg er jo voksen, og jeg går i rabatten eller op på marken. Det er værre for cyklister og især små børn på cykel.

- Men det er da ærgerligt, at alle ikke kan færdes på Jelshøjvej, fordi nogen bruger den som en smutvej og kører rigtig hurtigt.

Fartgrænsen er 80 kilometer i timen, og det er her, det store problem er ifølge Eva Bonefeld. For det egner strækningen sig slet ikke til.

- Man bør sætte grænsen ned til 40 i timen, og så skal der laves fotokontrol. Folk kan nemmere forstå det, når det koster penge, siger hun.

Eva Bonefeld er ikke den eneste, der råber vagt i gevær, når det kommer til hastigheden hos de firehjulede på Jelshøjvej.

Siden 2021 har kommunen fået henvendelser fra fem forskellige borgere, der alle påpeger det uhensigtsmæssige i kombinationen af smal vej og høj fart. Det viser en aktindsigt som Skåde-Højbjerg-Holme og Tranbjerg-MårsletLIV har fået.

”Der er mange, som kører efter forholdene og nyder udsigten samt passer på cyklister, heste, løbere samt gående. Så er er dem, som absolut ikke forstår, at forholdene ikke giver ret til 80-100 km i timen”.

Sådan står der i en af henvendelserne til Aarhus Kommune. En anden borger skriver: ”Jeg har talt med flere af mine naboer, og vi er alle enige om, at Jelshøjvej helt fra Ringvej Syd og til Ellemosevej ikke egner sig til at køre den tilladte generelle hastighed på 80 km. i timen.”

I henvendelserne bliver der foreslået noget af det samme, som Eva Bonefeld flager for. En nedsættelse af hastighedsgrænsen.

”Vi kunne godt tænke os, at hastigheden på vejen blev nedsat til 50 km. i timen”.

Jesper Kjeldsen sidder i Aarhus Byråd for Socialdemokratiet, og han har generelt en stor tiltro til, at man i forvaltningen sætter fartgrænserne efter et stærkt rationale.

Men hvad skal der til, for at man sætter fartgrænsen ned?

- Det kan eksempelvis være, hvis man udstykker et område i nærheden, og det bliver den daglige vej for mange cyklister. Der kan også være mulighed for, at man sætter farten ned på bestemte områder, og det er der nogle, som er enormt fagligt dygtige, der ved mere om end mig, og dem har jeg tillid til, siger han.

- Derved er det ikke sagt, at der ikke er nogle ting, hvor opmærksomheden ikke lige har været der, og så er det fint, at borgere eller fællesråd for eksempel bringer tingene på bane. Så er det vores opgave at reagere på det og vurdere, om vi skal gøre noget ved det. Eller om der er en grund til, at det er, som det er, uddyber Jesper Kjeldsen.

Han er ikke bekendt med, at hverken borgere eller fællesråd i området har rettet henvendelse til ham, men hvis nogle gør, vil han tage den videre til forvaltningen og høre, hvorfor man ikke sætter fartgrænsen ned.

Eva Bonefeld har set flere situationer, som kunne være endt rigtig galt. Og så minder hun om, at en ulykke for en del år siden fik det værst tænkelige udfald.

En ung bilist kom kørende med lidt over 80 kilometer i timen, og på en bakketop ramte bilisten ni cyklister, som kom cyklende i modsat retning. Sammenstødet var så voldsomt, at det kostede to cyklister livet.

Retten fastslog senere, at cyklisterne havde kørt korrekt og ikke havde fyldt hele vejen. Sagen endte med, at den unge bilist blev kendt skyldig i uagtsomt manddrab men slap med bødestraf, da retten ikke mente, at bilisten havde kørt væsentligt over de tilladte 80 i timen, og at der ikke var tale om ”særlig hensynsløst kørsel”. Det kunne man læse i Århus Stiftstidende i september 2006.

Ulykken fik meget opmærksomhed, og særligt fra de nærmeste naboer og motionscyklister, som ofte benyttede Jelshøjvej, gik opfordringen på, at der skulle gøres noget ved fartgrænsen.

Sådan endte det ikke, og Eva Bonefeld håber, at der nu bliver gjort noget ved hastigheden på strækningen.

- Det er et spørgsmål om tid, før det går galt igen, siger hun.

Selvom strækningen har en fartgrænse på 80 kilometer i timen, betyder det ikke, at du absolut skal sende speedometeret op til de 80.

Det understreger Lars Bisgaard, der er politikommissær ved Østjyllands Politis færdselsafdeling.

- Man skal altid køre efter forholdene, lige gyldigt hvad grænsen er.

Han fortæller samtidig, at man kan tage fat i ordensmagten, hvis man mener, at der bliver kørt for hurtigt på en strækning.

- Så kan man bestille en hastighedskontrol på politiets hjemmeside, og så kigger vi på, om det kan lade sig gøre, og om det giver mening. Så vil man i hvert fald få belyst, om der er noget, siger Lars Bisgaard.

Hvis du ikke var med til fællesrådets generalforsamling i Tranbjerg eller Mårslet, så kan du læse vores referater her.

Der er få, som står på ved Vilhelmsborg-stoppestedet.