Når decembermørket lægger sig som en tung dyne over højtiden, lyser julehyggen op.

Især i den nordlige ende af Tranbjerg Hovedgade er der tradition for, at man får julelys i øjnene, hvis man spadserer et smut forbi til de mange, funklende julelys. Traditionen var allerede fast, da Helene Pedersen og familien flyttede ind i 2019, og familien var med på de tilbagevendende juleløjer.

- Det er rigtig sjovt. Det giver bare en særlig effekt, at vi er flere, som går op i det. Det er ikke bare enkelte huse rundt omkring - der er julelys på hele vejen, siger hun.

Når flere går op i samme ting, kan det godt resultere i konkurrence-stemning, men sådan er det ikke på Tranbjerg Hovedgades nordlige del.

- Vi snakker om, hvordan vi skal pynte op, men det er ikke sådan, at vi prøver at overgå hinanden. Vi koordinerer også, så vi tænder samtidig. I år blev det første søndag i advent, siger Helene Pedersen.

Hvert år forsøger de at forny udsmykningen en smule, og det er også sket i år.

- Vi har sat lys op, så vores indkørsel ligner en pakke, og vi har en lille vejbod med ting, jeg selv har støbt i beton. Det begyndte jeg allerede på i sommers, fortæller Helene Pedersen.

Det er ingen hemmelighed, at strøm er blevet betragteligt dyrere i år, i forhold til hvad det har været tidligere. Hvad præcis det normalt koster at tænde for julelysene, kan Helene Pedersen ikke sige. Hun kan til gengæld fortælle, at der er skruet lidt ned for julelyset i år:

- Vi har fjernet de gamle lyskæder, som ikke er LED, og som bruger mere strøm, og så har vi for eksempel skåret den store, oppustelige julemand væk. Han kræver også en del strøm. Vi har regnet på det, og det vi har ude i år, koster ikke væsentligt mere.

Udover at spare penge er der også en symbolværdi i at vise mådehold i en tid, hvor pengene på næsten alt stiger - inklusive prisen på strøm. Det lidt nedtonede lysshow er også med respekt for, at det måske ikke er alle, der har råd til at tænde for julelyset.

Der har dog ikke været nogle negative reaktioner på julelyset, fortæller Helene Pedersen.

- Det har kun været positivt, det folk siger, når de går forbi med deres børn eller er ude at lufte hunden, De kalder os "dem på julevejen", fortæller hun.

Den tilbagevendende juletradition er noget, Helene Pedersen er glad for at deltage i. Hun er en rigtig julehygger, og det er hendes familie også.

- Jeg synes, det giver en rigtig god stemning. Det er hyggeligt, og det er også sjovt, når man går lidt op i det, og det er hyggeligt, at folk går ned forbi. Man er måske vant til, at man skal tage ind til midtbyen for at kigge på julelys, men så er det noget nemmere, at man kan gå hen til det, siger hun.

Hun husker særligt, at da corona-pandemien var på sit højeste niveau, var mange familier forbi og kigge på lysshowet.

- Det lyste op i en mørk tid, og det var fedt at være med til, fortæller Helene Pedersen.

I fremtidens Mårslet kommer du til at møde flere forskellige mennesker, hvis det står til Aarhus Byråd og socialdemokratiets Anette Poulsen, der bor i Mårslet og udover at være byrådsmedlem er en del af Mårslet Fællesråd.

- Vi er meget ens her i Mårslet. Vi er vel også den oplandsby, som har den højeste gennemsnitsindkomst. Jeg tænker, at det ikke ville skade, at vi kommer til at se lidt mere forskelligt på tingene, siger hun.

Men mangfoldigheden ifølge Mårslet-politikeren kommer til at stige, vil flere almene boliger og seniorboliger, der også er en almen boligtype, være en fordel for de borgere, som allerede bor i Mårslet.

- De fleste, som bor i i oplandsbyerne, de er glade for at bo der. Men når man når en vis alder, og børnene er flyttet hjemmefra, kan det være, man vil flytte i noget mindre. Men hvis der ikke er et sted, hvor man kan flytte hen, bliver man boende i sit parcelhus, siger hun og fortsætter:

- Det betyder så, at en anden familie, som har brug for pladsen, ikke kan flytte ind i parcelhuset. Det handler også om, at vi fra politisk side gerne vil skabe nogle gode flyttekæder i oplandet, fortæller politikeren, der i forrige byrådsperiode var del af det såkaldte oplandsudvalg, som arbejdede med det aarhusianske opland.

Almene boliger udgør i øjeblikket 11 procent af boligmassen i Mårslet.

Det er vel muligt, at det ikke er alle, som har lige så store forhåbninger for almene boliger, som I har i byrådet. Nogle kunne måske tænke, at der flytter ballade med ind i de almene boliger, eller at der måske er mindre ressourcestærke familier, hvis børn skal have mere opmærksomhed i skolen. Kan du forstå, at folk tænker sådan? 

- Jeg synes, det er lidt en egoistisk tanke. Jeg synes jo, at vi er et samfund, hvor det er vigtigt, at vi tager hensyn til hinanden, og hvor vi bliver rummelige og hjælper hinanden. Det tager vores børn ikke nogen skade af, at det bliver en del af deres liv og opdragelse, svarer Anette Poulsen.

Men kan det være, at det medfører en ændring i, hvordan man oplever Mårslet?

- Jeg tror altså ikke, at en ændring i, hvordan man oplever Mårslet ligger lige om hjørnet. Hvor skulle de mennesker så bo? Et andet sted i Aarhus? Jeg synes, vi skal være solidariske i det her samfund og hjælpe hinanden, svarer hun og uddyber:

- Det er jo heller ikke, fordi det er socialt boligbyggeri. Det kan være eksempelvis skilsmissefamilier, som gerne vil bo tæt på børnene begge to. Det kan også være nogle, som sælger sit hus for at bo der. Almene boliger er ikke et parallelsamfund.

Anette Poulsen påpeger, at man i byrådet har et ønske om at der i fremtidens udstykninger i Mårslet er mindst 25 procent almene boliger. I øjeblikket er 11 procent af Mårslets boliger almene.

Du har jo siddet i byrådet siden 2014, og hvis almene boliger er så stor en gevinst, hvorfor er der så ikke gjort noget mere før nu?

- Jo det kunne man godt, men det var først i 2015, at byrådet besluttede, at op til 25 procent skulle være almene boliger, og derfor er vi siden da blevet mere opmærksomme i forhold til nye byggerier i hele kommunen.

Kunne man forestille sig, at I sætter turbo på? Nu siger I, at mindst en fjerdedel skal være alment. Kunne man ikke gøre den andel større?

- Det kunne man godt. Men man skal også kigge på de enkelte udstykninger og se, hvor meget de egner sig til. De er ikke noget, der siger, at man ikke må lave 30 eller 40 procent almene boliger. Men jeg tænker, at man skal ud i et boligområde med en vis volumen, før en boligforening til gå ind i det. Hvis man har meget tæt byggeri, så egner det sig bedre til almene boliger, vurderer Anette Poulsen.

Foreningslivet er en hjørnesten i samfundet. Helt fra barnsben har mange af os været med i foreninger, hvor man kan være sammen med andre mennesker om en aktivitet, sportsgren eller interesse, som fællesskabet centrerer sig om.

Det er fællesskabet, det handler om. Men nogle børn kan have vanskeligheder, der danner barrierer for at være med i fællesskabet. Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke findes fællesskaber for de børn, som ellers kan have svært ved at være med. I to og et halvt år har Mårslet haft et LykkeLiga-hold, hvor børn med vanskeligheder kan spille håndbold sammen og dyrke et fællesskab, der rummer hinandens forskelligheder.

Lisbeth Axen træner sammen med Ole Gade, Kåre Sørensen og Lotte Schmelling Friese LykkeLiga-holdet i Mårslet, hvor hendes datter, 13-årige Sarah Axen spiller sammen med cirka 14 andre børn.

- Børnene på vores LykkeLiga-hold kan tidligere have haft negative oplevelser med at være på et almindelig hold og følt, at de ikke passede ind. På vores hold oplever børnene, at der er plads til alle, og at der er højt til loftet lige meget alder og udfordringer, siger Lisbeth Axen og fortsætter:

- Her ved børnene, at de er forskellige, men de rummer også hinanden. Der er ikke nogen, som driller, og det er helt i orden, hvis man har brug for at sidde lidt ude undervejs i træningen.

Inden træningen går i gang, synger LykkeLiga-holdet LykkeLiga-sangen. Den kan du høre herunder. Herefter gennemgår Lisbeth Axen dagens program: Opvarmning, kamp, og så er hygge efter træningen. Programmet ændres ikke det store fra gang til gang. Så er det nemmere at forholde sig til.

- Det er især vigtigt for børnene, at vi spiller kamp, smiler Lisbeth Axen, inden hun deler op i to hold.

Sarah Axen afleverer flittigt til sine holdkammerater, der sætter nogle hurtige mål i kassen. Når hun selv får chancen, sætter hun dem også ind.

- Jeg elsker at score mål, og jeg er glad for at spille håndbold. Det er en god sport. Jeg synes, det er fedt, at vi siger tak for kamp, når vi er færdige med at spille kamp til træning, siger hun og uddyber, hvorfor hun nyder at træne på LykkeLiga-holdet:

- Man får en masse nye og gode venner, og vi tager til LykkeCup (stort LykkeLiga-stævne, red.), hvor der er diskotek, og folk hepper.

Man kan sagtens elske at score, uden man hade, at man brænder chancer. Når modstanderens målmand redder et skud, er der ingen sure miner. Tværtimod bliver målmanden rost.

8-årige Isabella Mangaard og Hans Christensen spiller på modsat hold af Sarah Axen. De holder hinanden i hånden og jubler lige meget, når den anden scorer, som når de selv gør.

- Hvem vandt, spørger Isabella Mangaard, da kampen er færdig.

- Det gjorde de andre, svarer Lisbeth Axen.

- Pyt! svarer Isabella Mangaard.

Træningen slutter af med hygge i en cirkel, hvor børnene skiftevis deler ud af, hvad der optager dem. Det er alt fra computerspil til en nylig fødselsdagsfejring.

Der er omkring 14 børn, som kommer til LykkeLiga-håndbold i Mårslet. Isabella Mangaards far, Martin Mangaard, kører hende gerne til LykkeLiga-træning i Mårslet.

- Det er helt fantastisk. Hun er rigtig, rigtig glad for det. Der er struktur til træningen, og hun passer bare godt ind her, siger faren til Isabella Mangaard.

- Jeg kunne godt tænke mig, at der var flere tilbud som det her. Min datter går også på et almindeligt svømmehold, men det er bare slet ikke det samme, og der er trænerne endda rigtig gode til at være opmærksomme, tilføjer han.

Der er også et LykkeLiga-hold i Viby, men Martin Mangaard holder fast i træningen i Mårslet.

- Hun passer bare godt ind her, og hun har fået nogle fantastiske venner, siger han.

Onsdag sidst på eftermiddagen åbnede Giber Ringvej endelig for trafik hele de 12 kilometer mellem Bering og Beder. Uden tvivl til glæde for rigtig mange. Men også til ærgrelse, gene og måske endda ulidelig plage for beboere nær vejen.

En af dem skrev sarkastisk på Facebook-gruppen Giber Ringvej kort efter åbningen: Status fra Mårslet på denne “festdag”: 1 minuts tidsbesparelse fra motorvej til indkørsel i forhold til den gamle vej, og hele det sydlige Mårslet indhyllet i konstant trafikstøj. Tillykke.

Kommentaren var startskud på en længere meningsudveksling om fordele for andre områder og småveje i området, som nu bliver aflastet for trafik og støj. Og om det er rimeligt, at nogle slipper for aben, mens andre får den. Og så videre.

At affeje de kritikere, som besværer sig over støjen fra vejen, det vil ikke være fair. De højrøstede fortjener at blive hørt i debatten. Men det gælder også de sagte, som bare er trætte af larmen og håber, at den går over en dag, når der er opfundet mere støjsvag asfalt, eller ...

Det er værd at huske, at vejen er det dyreste anlægsprojekt i Aarhus Kommune nogensinde. 370 millioner kroner har den kostet - inklusive en vildtbro til store hjorte og flere underføringer til mindre dyr. Samt flere forløb med overhalingsbaner undervejs og et par rundkørsler med flere spor. Og masser af støjvolde langs vejen.

Så når Aarhus Kommunes projektleder Carsten Thomsen overfor det lokale nyhedssite Tranbjerg-MårsletLIV fastslår, at der ikke er jord eller penge i overskud til yderligere støjdæmpning, så kan det godt være, at han skal kigge efter en ekstra gang. Eller bede om en tillægsbevilling, så i hvert fald de mest støjplagede naboer til vejen får opgraderet støjdæmpningen, hvis og hvor det er muligt.

Selvfølgelig skal støjen på hele strækningen være forsvarligt under grænseværdierne, og naturligvis skal den støjdæmpning, som er stillet naboerne i udsigt, være udført. Det skylder vi de borgere, som får deres livskvalitet og ejendomsværdier forringet af vejen.

Så der er ingen vej uden om. Kommunen må ud og høre og måle konsekvenserne af vejen - måske er der noget, planlæggerne har overset i projekteringen.

Og når det er sagt, så helt personligt: Som en skalling fra Malling med jævnligt ærinde nordpå ad E45 kommer jeg ikke til at savne den gamle, snørklede, bulede og smalle vej over Tiset.

Hold op, hvor har jeg kørt i kø bag traktorer, smadret fælge i vejhuller, fået stenslag, siddet fast i snedriver, næsten-påkørt hjorte og harer, spildt litervis af benzin og diesel på uendelige stop og gearskift og så videre. Den overlader jeg hermed til beboerne og cyklisterne med 1000 tak for lån.