Har du nogensinde kigget op på en fugl og undret dig over, hvordan verden ser ud deroppefra? Du kan af gode grunde ikke spørge fuglen, men du kan spørge Svend Jensen fra Tranbjerg. Når han ikke er på arbejde som rørlægger, tager han billeder i de høje luftlag med sin drone.

- Du ser tingene på en anden måde, når du tager dronebilleder. Du ser alt deroppe. Det giver et andet perspektiv, fortæller dronefotografen.

Siden anskaffelsen af sin første drone for omtrent tre år siden, har han  været høj på fotografi i fugleperspektiv.

- For mig er en flyvetur på to timer med dronen lidt som at tage på ferie i to uger. Jeg forsvinder helt. Kobler fuldstændig af. Det er ren afslapning, fortæller han.

Selvom det umiddelbart er Svend Jensen, som styrer dronen, har dronen også styret ham rundt i landet til nye naturoplevelser.

- Hvis man gerne vil have billeder af noget nyt, så kører man efter det. Pludselig kommer rundt i landet, fordi der er så mange fantastiske naturområder rundtomkring i øst, syd, nord og vest. Og man oplever dem på en helt anden måde, når man også ser dem oppefra, forklarer han.

Svend Jensens interesse for fotografi begyndte allerede, da han var i tyverne, hvor han sammen med to andre havde eget mørkekammer. Kammeraterne og han tog rundt og tog billeder af alverdens ting, og dengang var det ifølge dronefotografen lidt nemmere at få lov til den slags.

- Hvis vi for eksempel gerne ville tage billeder af Den Gamle By, så lukkede de os bare ind. Vi skulle bare tage billeder. Generelt var der færre regler, når man var fotograf, husker tranbjergenseren.

Efter at have udforsket fotografi-hobbyen i tyverne, lagde Svend Jensen hobbyen lidt på hylden, indtil han så mulighederne i det højtflyvende perspektiv og dronefotografi. Men hvor reglerne var få, da han var i tyverne, er de pludselig mange, når man er dronefotograf i 2022.

Droner kan flyve nærmest hvor som helst, men af hensyn til folks privatliv, må man eksempelvis ikke flyve ind over andres matrikler uden aftale, der er begrænsninger for, hvor højt man må flyve, og man skal altid kunnet se sin drone blandt andet.

Reglerne er mange, men de skal følges, fastslår tranbjergenseren:

- Der er nogle få, som ikke overholder reglerne. De ødelægger det for os andre. Hvis vi står flere sammen, og der er en, som flyver helt vildt, kan folk ikke se, hvem af os, der er dødspiloten. Og hvis folk får oplevelser af, at droneførere ikke respekterer reglerne, tror de, at vi alle er sådan.

Dødspiloter er heldigvis de færreste droneførere, understreger Svend Jensen, der dyrker interessen med andre entusiaster.

- Vi har et rigtig fedt sammenhold omkring det, og det gør det rigtig fedt, når vi mødes og flyver sammen. Vi udveksler idéer og steder, som man kan besøge og tage billeder. Vi er bare en flok dronetosser, fortæller han.

Er uheldet ude undervejs i et træf, er de ikke sene til at tilbyde hinanden en hjælpende hånd.

- Hvis en eller anden flyver ind i et træ, så kan man hurtigt låne nogle nye vinger af en af de andre, siger Svend Jensen.

De fif og ideer, han får fra andre droneførere, bruger tranbjergenseren til at blive ved med at forbedre sig selv. Han kan simpelthen ikke lade være.

- Jeg synes, det er sjovt at udvikle mig. Jeg har altid været meget selvlært, og jeg presser hele tiden mig selv til at blive bedre. Så kan det være, jeg skal lære at gøre tingene på en ny måde eller gøre nogle andre ting for at blive bedre til den måde, jeg allerede gør det på. Jeg tror altid, jeg vil prøve at provokere mig selv til at blive bedre, siger han.

Udover dronefotografi ynder han også dyrke sine andre interesser i dykning og skydning.

- Jeg kan ikke sidde stille, griner Svend Jensen.

Den måde, vi bor på, afspejler bedre end noget andet, den fase i livet, vi er i. Mange starter småt, før der pludselig er brug for plads til to. To bliver måske til tre, fire eller fem, før det sidenhen vender tilbage til to eller en.

For de færreste udspiller alle disse faser sig i samme hjem. Tænk, hvis du skulle have hele familien i din kollegielejlighed, eller hvis du skulle passe en villa med tilhørende have, da du var ung.

Ægteparret Mogens og Rie Carlsen boede i villa i Mårslet i mange år, men er sidenhen flyttet i en 55+ almen bolig på Hørretvej i Mårslet. Det er almene boliger for mennesker, som er fyldt 55 år.

Selvom der kun stor to navne på ægteparrets postkasse, er det ikke udelukkende tosomhed i Hørretløkkens 55+ almene boliger.

- Der er mange fællesaktiviteter, som banko, gymnastik, sycafé og onsdagsgåture, hvor mange er med ude at bevæge sig, og endnu flere mødes til kaffe bagefter. Andre spiller kort sammen eller ses på andre måder. Vi er for eksempel tre sammenhængende huse, der hvert år tænder lysene på juletræet og sammen drikker gløgg, siger Mogens Carlsen, inden Rie Carlsen fastslår:

- Vi kommer hinanden ved, uden at vi overrender hinanden herude.

Fællesskabet i Hørretløkkens 55+ boliger er ifølge Mogens Carlsen tydeligt, når området beboere samles for at træffe beslutninger i afdelingens fælleshus.

- Vores afdelings-bestyrelsesmøder er virkelig velbesøgte. Det giver en fornemmelse af, at vi alle sammen gerne vil afdelingen her. Der er desuden en gruppe meget engagerede, som sørger for, at arrangementerne bliver hyggelige blandt andet med kaffe, drikkelse og bespisning, som passer til arrangementerne, smiler Mogens Carlsen.

Det er ikke kun i fælleshuset, at Hørretløkkens 55+ almene boliger kommer hinanden ved.

- Vi kigger blandt andet efter, om gardinerne er trukket fra, som de plejer at være det på bestemte tidspunkter. Det er hændt flere gange, at nogle har haft behov for hjælp. Har man brug for hjælp, har de fleste en bestemt, man kan henvende sig til, siger Rie Carlsen.

- Vi hjælper også hinanden herude, hvis vi har brug for det. Er nogen eksempelvis dårligt gående, kan de altid spørge om hjælp til at få handlet ind. Jeg tror, at når man bliver senior, som vi er her i boligafdelingen, så har man en stor portion livserfaring, som gør, at man kan sætte sig i hinandens sted, forklarer Morten Carlsen.

Mogens og Rie Carlsen har boet i Mårslet i siden 1966. Det er her, de har levet. Da de solgte deres villa for at flytte i noget mindre, var det essentielt, at de havde muligheden for at blive boende i Mårslet.

- Mårslet er vores by, og vi er og har været glade for livet her i byen. Det er her, vi kender folk, siger Rie Carlsen.

Ægteparret har en søn i Mårslet, en i Malling og en i Harlev. Alle er gifte, så der er også børnebørn og oldebørn. Der er dog sagtens plads til alle, når familien kommer på besøg.

- Vi har ikke behov for, at den nære familie overnatter, men kommer andre familiemedlemmer eller venner på besøg, kan man leje gæsteværelserne i fælleshuset for et symbolsk beløb, ligesom man kan holde fødselsdag for hele familien i fælleshuset, fortæller Mogens Carlsen.

Mens de fleste fodboldkyndige måske går og venter spændt på, hvordan Danmark kommer til at klare sig til VM i Qatar, er der for Tranbjergs idrætsforening AIA og boldjonglører og superteknikere fra Tranbjerg også noget at glæde sig til. Kunstgræsbanen bevæger sig tættere på at blive til virkelighed, lyder det fra Morten Eaton Mølgaard, der er formand for projektet.

- Vi er færdige med at lave den projektbeskrivelse, som vi skulle have på plads, fordi vi har fået en stor sum af Aarhus Kommune. Det har taget noget tid at få gjort det rigtigt, men nu er projektet klart til at komme i myndighedsgodkendelse. Det vil sige, at det nu er en byggesag, der skal godkendes, fortæller han.

Projektbeskrivelsen er med til at sikre, at Aarhus Kommune kan se, hvad borgerne får for de penge, som de posterer i projektet. Den sikrer blandt andet, at kunstgræsbanen kan benyttes af alle klubbens medlemmer. Aarhus Kommune investerer 3,14 millioner i projektet, mens foreningen bag kunstgræsbanen selv sørger for de sidste midler.

Man forventer, at kunstgræsbanen vil koste i omegnen af fem millioner, og at byggesagen vil blive være færdigbehandlet medio 2023.

En kunstgræsbane er vigtig for en moderne fodboldforening. Det giver muligheden for, at man kan spille fodbold hele året på en jævn og lige bane. For nyligt har foreningen TMG blandt andet anlagt en kunstgræsbane i Mårslet.

Kunstgræsbaner i omkringliggende byer giver dog ikke Morten Eaton Mølgaard sved på panden. Han tror ikke, foreningens medlemmer skulle vælge en anden forening, som har en kunstgræsbane, mens de venter på kunstgræsbanen i Tranbjerg.

- Jeg oplever, at der er en stærk loyalitet blandt medlemmerne i AIA Fodbold, og jeg tror mere, at det er på længere sigt, at en kunstgræsbane er en absolut nødvendighed. En forening på vores størrelse skal have en kunstgræsbane, og den er også på vej, siger han og vurderer:

- Jeg tror, at ens holdkammerater, træner og også ledelsen er det, der betyder mest for medlemmerne.

Mens Morten Eaton Mølgaard venter på, at byggesagen bliver godkendt, har man god tid til at kigge på, hvilken bane, Tranbjergs fodboldspillere skal udfolde sig på. Her har man nogle klare ønsker.

- Der er selvfølgelig rigtig mange muligheder, men i realiteten er der faktisk kun omkring fire leverandører, som, vi synes, er interessante. Det handler eksempelvis om, at banen ikke må blive for hurtig. Altså at bolden ikke kurer for hurtigt hen over kunstgræsset, for så kan det faktisk være lidt svært at spille på, siger formanden.

Kunstgræs består groft sagt af plasticgræs, der skal efterligne almindeligt græs samt gummi-granulat, der skal efterligne jord. Gummi-granulatet kan dog hurtigt blive spredt, hvis ikke man sørger for at inddæmme det. Det vil der blive taget højde for, lyder det fra Morten Eaton Mølgaard.

- Kommunen har et krav om, at man har en 50 centimeter høj kant, så granulatet ikke kan fyge ud af banen. Vi vil også gerne have en løsning, hvor man gør støvlerne rene ved banen, og granulatet fra støvlerne falder ned i en stor rist, som man så kan tømme, siger han.

Hvis du overvejer at komme i gang med drone-fotografi, så skal udstyret være i orden. Men det er ikke det eneste. Se, hvad du har brug for i guiden her.