Moderen havde sklerose i 25 år: På søndag samler Mille fra Mårslet ind i sin mors ånd
Da Mille Elskær Petersen var 14 år gammel, fik hendes mor konstateret sklerose. Det betød, at Mille Elskær Petersen kunne se sin mors krop over 25 år gå i forfald, indtil hun sidste år fik sin fred. Hun har set, hvordan kroppen fysisk er blevet nedbrudt, men også hvordan det psykisk satte sine spor.
Selvom sklerose er uhelbredeligt, betyder det ikke, at man er hjælpeløs som pårørende. Det er Mille Elskær Petersen et godt eksempel på, for hun er indsamlingsleder, når der søndag er indsamling til forskning i sklerose. På den måde er hun med til at samle midler til måske en dag at kunne gøre sygdommen helbredelig. Hun står for indsamlingerne i Tranbjerg og Mårslet, men hun er også selv ude på en rute i Mårslet, hvor hun går med sin mor i tankerne. Hun håber, at endnu flere vil melde sig til indsamlingen, fordi kun en tredjedel af ruterne i Mårslet og en femtedel af ruterne i Tranbjerg er besat. Det samler nemlig ikke kun penge, det informerer også om sygdommen.
Sklerose er en frygtelig sygdom. Det ved 39-årige Mille Elskær Petersen fra Mårslet, hvis mor levede med sygdommen i 25 år, inden hun sidste år fik fred. Mille Elskær Petersen ved om nogen, hvad sklerose er for en sygdom.
Fakta: Sklerose
17.747 danskere har sygdommen, og hver dag får 2 danskere konstateret sklerose. Danmark har verdens fjerde højeste forekomst per indbygger. Dobbelt så mange kvinder som mænd får sygdommen, der kan ramme i alle aldre, men typisk rammer mennesker i alderen 20-40 år.
Sklerose rammer centralnervesystemet - det vil sige hjernen og rygmarven - og kan medføre en lang række fysiske og kognitive funktionsnedsættelser. Det kan være nedsat styrke, lammelser, føleforstyrrelser, synsproblemer, hukommelsesbesvær og udmarvende træthed.
Man kan bremse sygdommen med medicin, men sygdommen er uhelbredelig, og selvom man får medicin, vil den tage til over tid.
- Kroppen går jo i forfald over tid. Fysisk kan man jo se, hvordan kroppen langsomt bliver nedbrudt, og mister evnen til at bruge sin krop. Psykisk er det også utrolig hårdt. Både fordi du lever med, at din krop bliver nedbrudt, men også fordi sygdommen angriber dine nerver, hvilket kan gå ud over hjernen, og til sidst blev min mor også anderledes af det. Heldigvis fik hun sidste år sin fred på det rigtige tidspunkt, fortæller Mille Elskær Petersen og konkluderer:
- Det er en barsk sygdom.
Sklerose er uhelbredeligt. Men for at blive klogere på behandling, og hvad der forårsager sklerose, skal der forskes. Det koster penge. De penge er mårsletten med til at samle ind, når hun som indsamlingsleder i Tranbjerg og Mårslet er tovholder på de lokale indsamlere.
- Jeg går selv en rute her i Mårslet, og det gør jeg med min mor i tankerne. På den måde føler jeg, at jeg også aktivt gør noget i min mors ånd. Hun var stolt, da jeg begyndte at samle ind for seks år siden. Det gør også, at har lyst til at blive ved, siger indsamleren.
Beklagede sig aldrig
Det siger noget om Mille Elskær Petersen, at hun både kan være indsamlingsleder for Tranbjerg og Mårslet og gå sin egen rute i Mårslet. Noget kan tyde på, at hun har arvet sejhed fra sin mor.
- Selvom hun havde sygdommen i 25 år, beklagede hun sig aldrig. Hun havde alt det, hun ønskede sig i sine tre børn. Selvom det har været frygtelig hårdt at have sklerose, har hun aldrig klaget sig, fortæller Mille Elskær Petersen.
Ikke desto mindre har sygdommen også betydet, at Mille Elskær Petersens mor har måttet give afkald på nogle af de ting, bedsteforældre typisk sætter stor pris på. Eksempelvis at gå rundt med sine børnebørn på armen.
- Hendes børnebørn har ikke tænkt, at det kunne have været anderledes, for det var jo bare sådan, det altid har været for dem. Men vi har jo kunnet se, at der var nogle ting, hun ikke kunne. Samtidig har hun været en fantastisk mormor på trods af sin sygdom, forklarer datteren.
Mangler indsamlere i Tranbjerg og Mårslet
Mange af indsamlerne i Tranbjerg og Mårslet er nogle, som har haft sklerose inde på livet. Måske har de konstateret sygdommen. Måske er de pårørende til en skleroseramt. Det giver en følelse af fællesskab blandt dem, der samler ind.
- Mange af indsamlerne har jo været med i flere år, og det er rigtig hyggeligt at samle ind med hinanden igen. Det er jo også mange, som forstår, hvad sygdommen indebærer både som patient og som pårørende, og på den måde er vi meget ligesindede, siger indsamleren og fortsætter:
- Selvom vi samler penge ind, så er der også en stor gevinst i, at vi er ude at oplyse om sklerose og skabe opmærksomhed om sygdommen. Og så bliver vi jo mødt med stor venlighed, og folk er rigtig søde til at bidrage til indsamlingen.
Indsamlergerningen er dog langt fra en lukket gruppe. Som det er nu, er 4 ud af 15 ruter i Mårslet besat, mens det i Tranbjerg er 4 ud af 25. Mille Elskær Petersen håber, at flere vil melde sig som indsamlere.
- De midler, vi samler ind, de år alle sammen til forskning. En rute kan godt samle mellem et og to tusinde ind, og det er penge, som har stor betydning for forskningen i sklerose. Vi har jo ikke et stort indsamlingsshow på tv for eksempel, siger hun.