Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Tranbjerg-MårsletLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Et bestemt kryds ved Mårslet er det sted, hvor der sker flest uheld i postnummeret. Foto: Stig Atzen

Her sker trafikuheldene

Kære læser

Der er ikke mange ting, der kan få ens hjerte til at galoppere, som når der opstår pludselige eller ubehagelige situationer i trafikken. Det er der mange grunde til. Man bevæger sig hurtigt, og hvis det går galt, kan det ske med stor kraft.

Mange har også nogle mennesker med i bilen, som betyder meget for dem. Og det kan også gå ud over dem, der ikke er med i bilen. Trafikuheld skal undgås. Det er noget, alle kan stå inde for.

Så nemt er det dog ikke, for trafikuheld sker af mange årsager. Et øjebliks falden-i-staver, en snæver fejlvurdering af et andet køretøj eller en cyklist, som man ikke har set, og så kan uheldet være sket. Der skal ikke meget til.

Selvom trafikuheld er umulige at undgå, er der nogle steder, der sker flere end andre. Særligt to steder i Tranbjerg og et sted ved Mårslet sker der flere uheld end andre steder. Både med materiel skade og - særligt alvorligt - personskade.

Hvorfor gør man ikke noget ved det?, lyder det oplagte spørgsmål. Men løsningen er sjældent helt så simpel som spørgsmålet, og ifølge Aarhus Kommune kommer det meget an på typen af uheld, som sker, hvad man skal gøre. Ligeledes kigger kommunen på antallet af uheld, og hvor tæt på hinanden de sker.

Ikke overraskende er det dog cyklisterne, som er særligt udsat for de uheld, der ender med personskade. Det er ikke til at sige, hvem der har skylden i uheldene, men ifølge Aarhus Kommune er der en sammenhæng mellem de steder, hvor der kører mange cyklister, og hvor der er mange uheld med personskade.

Hvordan vi undgår trafikuheld kan jeg ikke svare på. Til gengæld kan jeg give jer indsigt i, hvor de sker, og hvad årsagen kan være. Det kan I få i artiklerne nedenfor. Pas på hinanden på vejene - og tag fat i mig på telefonnummer 42 18 97 24 eller email stdat@tranbjerg-maarsletliv.dk, hvis du har en idé til noget, jeg skal tage op.


Billede af Stig Atzen
Billede af skribentens underskrift Stig Atzen Journalist
Både cyklister og bilister gør krydset til det sted, hvor der sker flest uheld i Mårslet, vurderer Berit Wheler, som påpeger, at der er mange farlige situationer. Foto: Stig Atzen

Nabo til kryds med flest trafikuheld i 8320: - De kører råddent

Mens der er sket to uheld med personskade de seneste fem år i Mårslet by, er det sted i 8320, hvor der sker flest uheld, krydset mellem Moesgård Allé og Oddervej. Her er der sket fem uheld med materiel skade samt to uheld med personskade. 

Ifølge Berit Wheler, der er nabo til krydset, kører folk råddent  i krydset, og der opstår rigtig mange farlige situationer, fordi folk kører så hurtigt, og der kommer så mange biler. Hun hører af og til dyttende biler og hårde opbremsninger inde fra sit hus. Derudover kører der også cyklister, som gør trafikken vanskeligere at navigere i. 
Netop cyklister er ifølge Aarhus Kommune særligt udsat, når det kommer til trafikuheld. Ofte er strækninger med mange personskader strækninger, hvor der er mange cyklister, lyder det fra Aarhus Kommune. 
Det er dog ikke altid ligetil, hvordan man skal håndtere strækninger med mange trafikuheld. Det er nemmest, hvis det er det samme problem, der går igen, lyder det fra Aarhus Kommune, som kigger på uheldstype, hvor ofte de sker, og hvor tæt på hinanden de sker, inden de sætter foranstaltninger i gang.

Tæt på Moesgaard ligger det kryds, hvor der har været flest uheld i 8320 over de seneste fem år. Ifølge nabo til krydset kører folk hurtigt, og der opstår mange farlige situationer.

Mårslet by har de seneste fem år haft relativt få trafikuheld. Der har været et i hver ende af byen, begge med personskade. Men uden for Mårslet by er der ét sted, som springer i øjnene.

Krydset mellem Moesgård Allé og Oddervej. Her er der fra og med 2017 til og med 2021 sket to uheld med personskade og tre uheld med materiel skade. Tallene omfatter kun de uheld, som er registreret ved politiet. Der kan altså være sket uheld, som ikke er registreret ved ordensmagten.

Ved krydset mellem Moesgård Allé og Oddervej er der sket flest uheld i Mårslet de seneste fem år. Illustration: Aarhus Kommune

Berit Wheler er nabo til krydset. Hun er ikke overrasket over, at der er sket fem uheld.

- Jeg synes, folk kører råddent. Ganske forfærdeligt. De kører alt for hurtigt, og trafikken er i myldretid store dele af dagen, fortæller hun.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg overrasket over, at der ikke er flere uheld. Man kan høre fra mit hus, at folk dytter, at de hugger bremserne i, eller at de kører sammen, men at de så ordner det internt. Der opstår så mange farlige situationer, forklarer Berit Wheler.

Hurtige cyklister

Den høje hastighed i krydset betyder, at bilister ofte venter længe, når de skal ud af Moesgård Allé og ud på Oddervej, forklarer naboen.

- Fordi man bliver utålmodig af ventetiden, sker der ofte det, at bilisterne kører ud, og så ender de midt i krydset, men kan ikke komme helt over. Og så når der endelig er et hul, så kommer der en cyklist flyvende forbi. Nogle gange kører jeg med hestetrailer, og så bliver det ikke ligefrem nemmere, fortæller Berit Wheler.

Berit Wheler nyder at ride på sine heste, men det er helt umuligt at krydse Oddervej fra Moesgård Allé, siger hun. Foto: Stig Atzen

Hun bruger meget tid på sine to heste. Og selvom det ifølge hende er fantastisk at ride i Hørret Skov, er det ikke en mulighed, når man skal krydse Oddervej.

- Det kan man slet ikke. Det er umuligt at komme over vejen, siger hun.

Farligt terræn

Cyklister er ifølge Martin Løv Simonsen, projektleder i kommunens mobilitetsafdeling, en særlig del af uheldstallene i Aarhus Kommune.

Når jeg kigger på uheldsstatistikker, hvor cyklister er involveret, så ser vi en type uheld i Aarhus, som vi måske ikke ser så mange andre steder, fordi vi har det terræn, vi har, forklarer han og fortsætter:

- Vi har mange store højdeforskelle, og det vil sige, at vi rigtig mange steder har cyklister, som kommer ned ad bakke mod et kryds i meget høj hastighed, som gør det svært for nogle bilister at observere, at der kommer cyklister, fordi man skal orientere sig endnu længere tilbage.

Selv om krydset mellem Moesgård Allé og Oddervej er det kryds, hvor der er sket flest uheld i 8320, er det ikke selvskrevet til, at der bliver taget foranstaltninger fra Aarhus Kommune. Ifølge Martin Splid Svendsen, civilingeniør ved Aarhus Kommune, kigger man på antallet af uheld, hvor ofte de sker samme sted, og ikke mindst hvilken type, som er tale om.

- Er der et kryds, hvor der sker ti forskellige uheldstyper, kan det være sværere at gøre noget ved i forhold til et kryds med fem uheld, hvor fire af dem er den samme type, siger han og uddyber:

-Ellers gør vi noget ved et kryds, hvis vi finder ud af, at nogle forhold går igen. Så vi arbejder med forskellige temaer som for eksempel cyklistuheld.


Helle Søby Degn, der er formand for Tranbjerg Fællesråd, bider mærke i uheldene på Tingskov Allé. Foto: Stig Atzen

Her sker trafikuheldene i Tranbjerg: Fællesrådet desværre ikke så overrasket

På Tingskov Allé og hen mod krydset over til Orholt Allé er det sted, hvor der er sket flest uheld i Tranbjerg med personskade de seneste fem år.

Ifølge formanden for Tranbjerg Fællesråd, er det ikke så overraskende, fordi der er mange farlige udkørsler på Tingskov Allé. Fællesrådet flager for at nedsætte den nuværende fartgrænse på 60 kilometer i timen til 40 kilometer i timen, men anerkender, at det kræver ressourcer for politiet at håndhæve. 

Formanden peger desuden på, at krydsningsmulighederne er blevet bedre for cyklister i krydset, og at tallene kan blive bedre i fremtiden. 


Krydset mellem Grønløkke Allé og Torve Allé har også haft mange uheld, dog kun med materiel skade. Fællesrådsformanden peger på, at stærke stier får de bløde trafikanter udenom krydset, der er trafikeret, fordi der ligger mange ting, som folk kører til og fra i krydsets nærområde. Derudover er dårlig sigtbarhed ifølge fællesrådsformanden skyld i tre uheld med personskade i Tranbjergs nordøstlige område. 


Ifølge Aarhus Kommune er antallet, tætheden og typen af uheld afgørende for, om man igangsætter foranstaltninger. Det er svært at lave foranstaltninger, hvis det er forskellige typer af uheld, lyder det. Fælles for de områder, hvor der er mange uheld med personskade er dog, at der er mange cyklister, forklarer civilingeniør ved Aarhus kommune.

Tal fra Aarhus Kommune viser, at krydset mellem Tingskov Allé og Orholt Allé samt krydet mellem Grønløkke Allé og Torve Allé er de steder, der sker flest ulykker. Førstnævnte kryds har haft flere uheld med personskader, og Tingskov Allé har ifølge Tranbjerg Fællesråd flere farlige udkørsler.

- Jeg er ikke så overrasket, siger Helle Søby Degn, formand for Tranbjerg Fællesråd om oversigten over, hvor der er sket trafikuheld i Tranbjerg fra og med 2017 til udgangen af 2021.

Det første, der springer formanden for fællesrådet i øjnene, er Tingskov Allé og krydsningen over mod Orholt Allé. På Tingskov Allé i sig selv er der sket to trafikuheld med personskade, mens der i krydset mellem Orholt Allé og Tingskov Allé er sket to yderligere uheld med personskade samt to uheld med materiel skade.

Tallene stammer fra Aarhus Kommune og tager udelukkende udgangspunkt i de uheld, som er registreret ved politiet. Statistikken dækker over alle former for uheld, der er registreret ved politiet.

Tingskov Allé og krydsningen over mod Orholt Alle samt krydset mellem Grønløkke Allé og Torve Allé er nogle af de steder, der springer i øjnene. Illustration: Aarhus Kommune

- Tingskov Allé en farlig vej at køre ud på fra dens små sideveje, når man må køre 60 kilometer i timen. Det er noget, vi flere gange har flaget for i fællesrådet, fortæller fællesrådsformanden, der foreslår en hastighedsgrænse på 40 kilometer i timen.

- Men sådan en hastighedsgrænse kræver også, at politiet har ressourcerne til at håndhæve den. De har jo mange steder, som de skal holde øje med, indskyder hun.

Ud over usikkerhed, når man kører ud på Tingskov Allé fremhæver Helle Søby Degn usikkerhed ved krydset mellem Orholt Allé og Tingskov Allé.

- Før var det en meget usikker vej at krydse, når man var på cykel. Nu er der kommet en cykelovergang, så forhåbentlig ser statistikken bedre ud i fremtiden, siger hun.

Stærke stier

Også Torve Allé og Grønløkke Allé er svære at komme udenom, når man taler trafikuheld. Her er der sket to uheld på Torve Allé, tre på Grønløkke Allé og tre uheld i krydset mellem vejene. Alle uheldene er med materiel skade og ikke personskade. Forklaringen kan ifølge Helle Søby Degn være en kombination af to ting.

- Det er et sted, hvor der både er plejehjem og børnehave og mange folk, som skal på arbejde. Det betyder også, at der er mange, som kører til og fra stedet, fortæller Helle Søby Degn.

Ved krydset er der modsat krydset mellem Tingskov Allé og Orholt Allé ikke sket uheld med personskade. Det kan ifølge fællesrådsformanden skyldes, at de bløde trafikanter krydser andre steder.

- Der er gode stier både før og efter krydset, som man cykle eller gå over, så man ikke behøver at bruge krydset, hvis man er blød trafikant, fortæller hun.

Fra Nørrevænget gennem Ellemosevej og ud på Bjødstrupvej er der sket tre uheld med personskade. Her peger fællesrådsformanden på mulighederne for at orientere sig.

- Der er dårlige udsigtsforhold både ved udkørslen på Nørrevænget på Ellemosevej og ud ad Bjødstrupvej, forklarer hun.

Hvornår gør man noget?

Det står ganske klart, at de to kryds mellem henholdsvis Tingskov Allé og Orholt Allé samt krydset mellem Grønløkke Allé og Torve Allé.

Ifølge Martin Spliid Svendsen, civilingeniør ved Aarhus Kommune, kigger man på antallet af uheld, hvor ofte de sker, og hvordan uheldene sker, når Aarhus Kommune vurdere, hvorvidt man skal tage foranstaltninger på en bestemt strækning.

- Er der et kryds, hvor der sker ti forskellige uheldstyper, kan det være sværere at gøre noget ved end et kryds med fem uheld, hvor de fire har været den samme type, siger han.

Afgørende er det ifølge ingeniøren, hvorvidt de indblandede i uheldet har været bløde trafikanter.

- Vi ved, at krydsene med personskader har mange cyklister. Særligt i de bynære områder kan man have en forventning, at der er mange cyklister i krydsene med meget personskade, siger han.

Anlæggelsen af cykelstien mellem Solbjerg og Tranbjerg skulle være begyndt i april. Nu er det sat i bero. Illustration: Aarhus Kommune

Trods pris-chok: Den ønskede løsning for cykelsti mellem Solbjerg og Tranbjerg er den, byrådet skal tage stilling til

Tidligere på året satte Aarhus Kommune en række anlægsprojekter i bero, efter prisstigningerne gjorde det umuligt at realisere dem alle inden for budgettet. Et af de projekter var en cykelsti mellem Tranbjerg og Solbjerg. Cykelstien skulle være en dobbeltrettet cykelsti et stykke fra vejen.
Aarhus Kommune foreslog i stedet for en såkaldt 2-minus-1 løsning, hvor cyklisterne og bilerne deles om samme vej. Den løsning blev afvist af bevægelsen, som har kæmpet for cykelstien i to år. 
Til bevægelsens glæde kan Tranbjerg-MårsletLIV nu fortælle, at den løsning, som byrådet engang i efteråret skal tage stilling til, bliver den løsning, som bevægelsen ønsker med en dobbeltrettet cykelsti et stykke væk fra vejen. Nu vil bevægelsen prøve at overbevise byrådspolitikerne til, at de også skal stemme det igennem, fortæller bevægelsens formand.

Cykelstien mellem Solbjerg og Tranbjerg kommer til at blive indstillet i sin originale form til byrådet, når det i løbet af efteråret skal tage stilling til, om anlægsprojekter skal udskydes, ændres eller fuldføres til en højere pris.

I foråret kunne Tranbjerg-MårsletLIV fortælle, at planerne om en cykelsti mellem Tranbjerg og Solbjerg var sat i bero. Årsagerne var voldsomme prisstigninger på materialerne til projektet. Helt op til 30 procent, lød det dengang.

I løbet af efteråret skal cykelstien mellem Solbjerg og Tranbjerg i byrådet, efter Teknik og Miljø i Aarhus Kommune har vurderet, hvorvidt cykelstien og andre anlægsprojekter skulle foreslås udskudt, ændret eller uændret med et en højere pris på grund af materialerne.

Forvaltningen kommer til at indstille, at cykelstien mellem Tranbjerg og Solbjerg bliver genoptaget i sin originale form. Det fortæller Martin Løv Simonsen, mobilitetsplanlægger ved Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

- Cykelstien mellem Tranbjerg og Mårslet kommer til at blive indstillet i sin oprindelige form. Så skal byrådet efterfølgende tage stilling til indstillingen, forklarer han til Tranbjerg-MårsletLIV.

Væk fra vejen

Det oprindelige forslag for cykelstien er en dobbeltrettet cykelsti, som bliver anlagt et stykke fra den sideløbende vej. På den måde kommer cyklisterne væk fra bilisterne. Det er mere trygt. Derfor var det også den løsning, bevægelsen "Sikker Cykelsti Solbjerg-Tranbjerg" foretrak.

Aarhus Kommune havde i kølvandet på prisstigninger ellers foreslået en såkaldt 2-minus-1 cykelsti, hvor cykelstierne er inde på vejen i hver side, og bilerne kan køre i cykelsporet, såfremt der ikke er cyklister, i stedet for den oprindelige løsning. I den løsning kommer de bløde og hårde trafikanter selvsagt noget tættere på hinanden.

Henrik Meilstrup er formand for bevægelsen "Sikker Cykelsti Solbjerg-Tranbjerg", og han er glad for, at indstillingen kommer til at være med dobbeltrettet cykelsti et stykke væk fra vejen.

- Jeg synes, det er fantastisk, fordi byrådspolitikerne skal tage stilling på baggrund af indstillingen. Derfor er det vigtigt, at det er den bebudede model, vi har kæmpet for i mere end to år og ikke en løsning med 2-minus-1, siger han og understreger:

- Det er vi rigtig glade for. Nu vil vi sætte os sammen med fællesrådene og andre lokale for at få et møde med den nye rådmand og andre byrådspolitikere, der bakker op om cykelstien, for at italesætte, at det er vigtigt at bakke op om.


Det skal du også vide i Tranbjerg og Mårslet. Illustration: Jysk Fynske Medier

Det skal du også vide: Kunstgræsbane har fået navn, og det er Bridgens Dag

Der er kommet navn på kunstgræsbanen, og du kan prøve kræfter med et vaskeægte konkurrence-kortspil.

I weekenden kan du lære at spille bridge af den lokale bridgeklub, og hvis du er gået en tur rundt ved kunstgræsbanen for nylig, har du måske allerede opdaget, at den har fået et navn.

Mårslets kunstgræsbane har fået et navn

Kunstgræsbanen i Mårslet hedder nu "Mårslet SuperBrugsen Arena". Foto: Thomas Vestergaard

Kært barn har mange navne, men kær bane har kun ét. 

Kunstgræsbanen i Mårslet har nu fået sit navn, efter SuperBrugsen i Mårslet havde købt retten til at navngive banen. Navnet blev "Mårslet SuperBrugsen Arena", efter at SuperBrugsen i Mårslet holdt en afstemning om, hvad banen skulle hedde. 

- Jeg synes, det er super fedt, at SuperBrugsen har valgt at sponsorere vores kunstgræsbane, fortæller Thomas Vestergaard, som har været tovholder på kunstgræsbane-projektet i Mårslet. 

Senere på året vil der komme en officiel indvielse. Før indvielsen kommer på plads, skal sponsorbannerne til banens øvrige sponsorer dog være klar. 

- Vi har været rigtig heldige med, at mange har sponsoreret projektet, roser Thomas Vestergaard banens sponsorer. 

Bridgens Dag i Mårslet

Du kan prøve kræfter med kortspillet bridge i Mårslet søndag. Arkivfoto: Pexels

Hvis du har mod på at give dig i kast med kortspillet bridge, har du søndag 28. august muligheden for at blive indviet i kortspillet, der angiveligt er nemt at lære men svært at mestre. 

Arrangementet finder sted i SuperBrugsen Mårslet, og løber af stablen fra klokken 10 til klokken 12. 

- Alle er velkomne, og alle kan være med – uanset alder og bridgeerfaring. Vores bestyrelse og nogle af vore 48 medlemmer står klar til at hjælpe alle godt i gang med kortene, ligesom deltagerne kan høre nærmere om livet i en bridgeklub, lyder det fra Mårslet Bridge Klubs formand, Jørgen Brandt Petersen.

Tranbjerg Spiser sammen i september

Der er fællesspisning i Tranbjerg 14. september. Program: Folkehuset Tranbjerg

Onsdag 14. september klokken 17.30 er der fællesspisning i Folkehuset Tranbjerg. Menuen er fiskefrikadeller med persillesovs, råkost og kartofler. Prisen for voksne er 75 kroner per person, og børn under 12 år spiser med for 35 kroner per person. 

- Det er vores håb og ønske, at rigtig mange Tranbjerg-borgere vil bakke op om initiativet og komme op i Folkehuset og sammen nyde, god, hjemmelavet, økologisk og børnevenlig mad i samvær med hinanden, siger frivilligkonsulent i Folkehusene i Tranbjerg og Mårslet, Sarah Hassing. 

Man tilmelder sig på forplejning-tranbjerg@mso.aarhus.dk eller på telefonnummer 41 85 78 08.