De første øjne, man møder, når man træder ind hos beslag-forhandleren Svalk Handel ApS i Mårslet, er store, runde og tilhører hunden Mads. Henne i hjørnet ligger hunden Cory og får sig en middagslur ved siden af direktøren Johannes Nørup Hansen.

Direktørens søster My Nørup Bjerre står ved et hævet skrivebord og taster løs. Hans mor, Anette Nørup Hansen, kigger fattet ind i sin computerskærm. Ude på lageret står broderen Christian Nørup Hansen og pakker ordrer på skydedørs-sæt. Firmaet er opkaldt efter den bortgåede stifter Klavs Nørup Hansen – ”Svalk” er Klavs stavet bagfra. Faderen til Johannes, My, Christian og deres søster Trille, der arbejder et andet sted.

Svalk er en vaskeægte familievirksomhed. Og så alligevel. For de færreste familier vil være i stand til at arbejde side om side på samme måde, som de gør hos Svalk.

- Vi har lært at gøre det på en måde, hvor vi alle er glade for at komme på arbejde. Det er det, der har betydet noget for os – det har ikke betydet så meget, hvem der har den og den stilling. Du kan ikke betale med din stilling nede i Brugsen. Vi vil være glade for at gå på arbejde, siger Johannes Nørup Hansen.

- Vi har altid været en tæt familie, og vi har fordelt ansvaret mellem os, tilføjer han.

Ud over de tre søskende, der arbejder i Svalk lige nu, er deres søster Trille Andersens mand John Andersen sælger hos Svalk. Derudover laver My Nørup Bjerres steddatter Anne-Mette Bjerre indhold til de sociale medier for Svalk. Men det er uvist, om firmaet fortsætter i familien.

- Der er umiddelbart ikke nogen af vores børn, der interesseret i at overtage virksomheden. Vi er ikke i gang med et generationsskifte, lyder det fra Johannes Nørup Hansen.

Han selv overtog direktørstillingen fra sin far, men det var ikke umiddelbart planen, at det skulle være sådan. Han blev egentlig uddannet radiotekniker, men blev efter sit studie ansat i Svalk som sælger i Tyskland.

- Jeg blev rigtig glad for at arbejde med salg. Det var det, jeg brændte for, fortæller Johannes Nørup Hansen, der var sælger i Tyskland i fire år.- Efterhånden begyndte min far at trække sig lidt tilbage. I starten sagde han bare, at han ville gå lidt ned i tid, men han gjorde det ikke. Men hen over årene skete det meget naturligt, at vi, børnene, blev en større del af det. Det har vi aldrig fortrudt. Vi er rigtig glade for det, vi laver, siger han.

Der er andre end familien, der deler begejstring med, hvad Svalk laver. For nylig var Svalk nomineret til Byggeriets Miljøpris, som Aalborg Portland vandt. Nomineringen skete på baggrund af en limpatron, Svalk forhandler, der er lavet af 90 procent genbrugsplast og som indeholder lim, der blandt andet ikke er giftigt at indånde.

- Der er så meget brug for bæredygtighed, at det er noget, vi gerne vil arbejde med. Det er lidt dyrere lige nu. Det kan man ikke komme udenom. Men når alle gør det, bliver det meget billigere, og jeg er ikke i tvivl om, at bæredygtighed bliver meget større i fremtiden, siger Johannes Nørup Hansen.

Udover at forhandle bæredygtige limpatron, er Svalk i gang med at udskifte ud i de papkasser, Mårslet-firmaet bruger til opbevaring, så virksomheden kun benytter genbrugspap.

- Det er noget, vi gør løbende. Det er ikke alt, der er af genbrugspap endnu, for så skulle vi smide det ud, der ikke er. Det ville jo heller ikke være bæredygtigt. Men det fylder mere for os, for vi er jo nødt til at gøre noget.

Pludselig stod de der i indgangen på Højballevej i Hørret. To ukrainske mødre. Den ene med et etårigt barn, den anden med to børn på 6 og 13. Sky og udmattede efter en bustur syd for Kyiv til Hørret syd for Aarhus.

Anders og Louise Tornøe Johnsen ældste datter på ni år havde lavet et velkomstskilt på ukrainsk. Duften inde fra køkkengryder gav velkomstløfte om spaghetti bolognese, mens Anders og Louise Tornøe Johnsen bød familien velkommen.

- Vi tænkte, at vi ville lave spaghetti bolognese, for det kan alle lide, og så ville vi give dem en rigtig god velkomst. Men de var jo bare helt vildt trætte efter den lange tur hertil, siger Anders Tornøe Johnsen.

I begyndelsen sagde de fem ukrainske flygtninge ikke meget. Og når de kommunikerede, var med hjælp af håndfagter og en oversættelses-app på telefonen.

- De talte ikke så meget engelsk, og man kan godt være lidt usikker på kvaliteten af en oversættelse, når det er gennem en app. Men efterhånden kunne vi se, at de forstod dele af det, vi sagde, og de talte sammen om, hvad det betød. Og så var brugte vi vores kropssprog, siger Louise Tornøe Johnsen.

Forskellige sprog til trods begyndte den ukrainske 6-årige pige og ægteparret fra Hørrets 6-årige datter at lege sammen.

- Hvis vores datter sad og tegnede, kom den ukrainske 6-årige og satte sig ved siden af. Når de legede ude, kunne vi høre, de kommunikerede med ”niet” og ”no” og sådan, smiler Anders Tornøe Johnsen.

Hjemmet på Højballevej i Hørret har højt til loftet. Det er lyst, og så er det helt nyt. Ægteparret fra Hørret har kun boet der i et år, og i begyndelsen boede de i husets multirum, hvor de fik indrettet et lille tekøkken, inden resten af deres hus blev klart.

Køjesengene står stadig i rummet, og i den ene er en mørkebrun plysbamse med store, brune øjne.

- Vi har selv boet i rummet, så vi tænkte, at det kunne andre også gøre. Vi havde bare brug for at hjælpe, og vi tænkte, at vi havde rammerne til at hjælpe. Havde vi ikke haft det, kan det være, vi havde gjort noget andet, fortæller Louise Tornøe Johnsen.

At de to ukrainske familier fik eget sted betød, at familierne egentlig kun delte toilet, fordi de to ukrainske mødre og døtre kunne opholde sig i den lille bolig.

- Jeg tror, det var vigtigt, at de kunne lukke døren til os og omvendt. At de kunne have deres eget liv, fastslår Anders Tornøe Johnsen.

De ellers sky krigsflygtninge begyndte at åbne mere og mere op. Efter en måned havde de det mentale overskud til at hygge sig med den danske værtsfamilie.

Men så indtraf tragedien.

- Moderen med de to børns mand var i kamp i det østlige Ukraine, og pludselig fik de en besked om, at han er forsvundet. Der var ikke noget lig, så de kunne ikke bekræfte, at han var omkommet, siger Anders Tornøe Johnsen.

- Vi gik over i katastrofe-tilstande. Moderen græd og græd. Hun var helt utrøstelig, og hendes børn samt den anden moder var også knust. De holder fast i håbet om, at han er forsvundet og ikke død, men det ødelagde dem helt, fortæller Anders Tornøe Johnsen.

Ægteparret fra Hørret koncentrerede sig om børnene. Kunne de få dem til at smile, var det en sejr. Selvom værtsparret fra Hørret ikke var dem, der led tabet, blev de pludselig en del af den verdensomvæltende sorg, de ukrainske flygtninge gik gennem.

- Det var sgu hårdt at være vidne til. Det var ikke os, det gik ud over, men det var forfærdeligt at se, hvordan familien var helt ødelagt af det, siger Anders Tornøe Johnsen.

- Man ved jo godt, at der er mennesker, der går gennem den slags, men på en eller anden måde rammer det bare hårdere, når du ser de står i dit eget hus. Det var jo heller ikke noget, vi kunne løse. Vi kunne bare prøve at få børnene til at have det bedst muligt, siger Louise Tornøe Johnsen.

Efter små tre måneder begyndte moderen til to, hvis ægtemand er forsvundet, at få lidt liv tilbage i øjnene og farve i kinderne. Samtidig rykkede krigen ud af området nær Kyiv og længere østpå i Ukraine.

Familierne valgte at rejse hjem. Men på de tre måneder i hjemmet på Højballevej nåede de at knytte en stærk relation med familien fra Hørret.

- Vi har en forbindelse, selvom vi måske ikke har haft de lange samtaler, som jeg har med nogle af mine nære venner og veninder. Men vi fik en tilknytning af at dele de tre måneder med dem, og de har bare en plads i vores hjerte, siger Louise Tornøe Johnsen.

Familien fra Hørrets gæstfrihed har de ukrainske familier også tænkt sig at gengælde. De har inviteret familien på besøg i Ukraine.

- Vores piger glæder sig allerede til, at vi skal til Ukraine engang, fortæller Louise Tornøe Johnsen.

Fra familien lyder desuden en stor tak til lokalområdet, der ikke var blege for at donere ting til de ukrainske flygtninge, efter ægteparret lavede et opslag på sociale medier.

- Vi blev helt varme om hjertet af at se, hvordan folk reagerede fra Mårslet og lokalområdet, understreger Anders Tornøe Johnsen.