Lokal ejendomsmægler om op til 400 boliger i Slet: Vi skal ikke blive for forkælede. Der er brug for den slags boliger
Home i Tranbjergs indehaver tror, at de op til 400 boliger ved Slet Møllevej i Tranbjerg kommer til at give byen noget, den mangler: Ejerlejligheder, lejeboliger og ældreboliger.
Efterspørgslen er generelt høj i Tranbjerg, men særligt de tre boligtyper har et lavt udbud. Han tror ikke, at det bliver problematisk, at ældre og unge kommer til at bo side om side. Tværtimod tror han, de vil nyde godt af hinanden.
Indehaveren mener, at området er naturligt at bygge boliger på. Han synes, det er forkælet at sige, at der er for langt til daginstitutioner og skoler, og han tror også, at placeringen i forlængelse af et erhvervsområde kommer til at betyde, at de arbejdende i erhvervsområdet vil få store fordele ud af at bosætte sig.
Bliver de 400 boliger realiseret, nærmer Tranbjerg sig status som bydel mere end forstad. Det er byen klar til, mener ejendomsmægleren.
Hvis MVM-ejendommes boligprojekt med op til 400 boliger ved Slet Møllevej bliver en realitet, så kommer de ikke til at stå tomme.
Det siger Torben Skov Lauridsen, der er indehaver af Home i Tranbjerg. Han vurderer, at der mangler ejerboliger, lejeboliger eller andelsboliger i Tranbjerg. Den slags boliger vil projektet ved Slet Møllevej åbne for, fortæller ejendomsmægleren:
- Tranbjerg er ved at udvikle sig fra en forstad til en bydel som Åbyhøj eller Trøjborg. Det kræver en sammenhæng mellem Aarhus og Tranbjerg.
- Vi er i kontakt med rigtig mange ældre, som gerne vil blive boende i lokalområdet, men ikke længere magter en stor have og gerne vil have et hjem, hvor en vicevært står for det praktiske, siger han og uddyber:
- Samtidig vil det give en mulighed for, at unge mennesker kan bosætte sig i Tranbjerg tæt på deres familie, og inden de måske flytter videre ind i Aarhus. Det er en anden prisklasse end i midtbyen, og det ligger kun et kvarter væk med Letbanen.
Kan unge og ældre godt bo sammen i sådan et område? Bliver Kaj på 90 ikke træt af morgenfesterne hos Celine på 20?
- Man behøver jo ikke bo dør til dør. Det kan være, man bor i hver sit hjørne af boligområdet. Alle undersøgelser viser netop, at Kaj på 90 elsker at sidde på en bænk og se den liv, der kommer i et område, hvor Celine på 20 bor.
Må ikke blive forkælede
Et af kritikpunkterne fra byrådsmedlemmet Jan Ravn Christensen (SF) er, at området ikke er naturligt at bygge boliger på. Det ligger i forlængelse af et erhvervsområde, og han påpeger, at infrastrukturen ikke er til boliger, fordi der er for langt til eksempelvis daginstitutioner og skoler.
Udlægningen som 'unaturlig' er Torben Skov Lauridsen ikke enig i.
- Der er jo mange, som arbejder i erhvervsområdet, og de vil kunne komme til at bo tættere på deres arbejde og spare transportudgifter, mens de samtidig får en bolig tæt på Aarhus, siger han.
Men har Jan Ravn Christensen ret i, at området ikke ligger naturligt tæt på en skole og daginstitution og ikke er en naturlig forlængelse af Tranbjerg?
- Vi skal også passe på, vi ikke bliver for forkælede. Det er ikke længere end fem minutter væk. Mon ikke nogle godt kan sætte børnene af på vej til arbejde . Der er en sammenhæng mellem tingene i Tranbjerg, og jeg tror ikke, det er et større problem. Der er også en cykelsti mellem Slet og Tranbjerg, siger Torben Skov Lauridsen.
- Hvis man ikke kunne lave boliger i et erhvervsområde, var Aarhus Ø aldrig blevet til noget. Der var også nogle, som ikke kunne forestille sig, at man kunne bo i havneområdet engang, supplerer han.
En ny bydel
Ved at området bliver bebygget, vil Slet og Tranbjerg reelt være meget tæt på at være vokset helt sammen. Selvom Slet og Tranbjerg deler postnummeret 8310, adskiller blandt andet området ved Slet Møllevej de to byer en smule.
I og med at Slet er i direkte forlængelse af Holme, der så er en direkte forlængelse af Viby, som er en direkte forlængelse af Aarhus C, vil man med en sammenvoksning mellem Slet og Tranbjerg kunne argumentere for, at Tranbjerg er vokset sammen med Aarhus.
Det er Tranbjerg ifølge Torben Skov Lauridsen klar til.
- Tranbjerg er vækstet helt vildt de seneste 15-20 år. Vi tror, at Tranbjerg er klar til det næste skridt, og at Tranbjerg gerne vil det næste skridt og blive en bydel. Tranbjergs beliggenhed er rigtig god i forhold til Aarhus, siger han.