Mens eliteløberne drøner forbi vores venstre side, løber jeg og Tranbjerg Løbers løbeskole roligt frem i et tempo, som løbeskole-træneren Maibritt Knudsen fastsætter.

Vi skal ikke forsøge at følge med de allerhurtigste, for så holder vi næppe alle de fem kilometer, vi skal løbe til Tranbjerg Løbet. Bag Maibritt Knudsen løber Willly Larsen, Michael Palm og Pernille Smidstrup.

De startede alle med forudsætninger langt fra fem kilometer. Willy Larsen og Michael Palm har løbet før, men har holdt pause i en længere periode, hvor blandt andet skader har drillet, når de er begyndt igen. For Pernille Smidstrup er løbe-hobbyen ganske ny. Men efter 12 uger i Tranbjerg Løbers løbeskole har de udviklet sig fra at løbe ganske lidt ad gangen til nu at prøve kræfter med fem kilometer.

Tempoet er jævnt og kalkuleret, og med Maibritt Knudsen i front, er der ikke fare for, at man sætter tempoet ned eller op, uden man tænker over det. Hun kigger jævnligt på sit puls-ur for at holde øje.

- Er det et okay tempo? Spørger hun.

- Ja, siger Pernille Smidstrup ubesværet af at have løbet den første kilometer af fem.

Tranbjerg Løbet afvikles hvert år og plejer at have omkring 300 løbere fra Tranbjerg Løber, andre løbeklubber og sportsentusiaster. Det er Tranbjerg Løber, der står bag løbet, og formand Jan Christensen er tilfreds med fremmødet.

- Der er lidt færre, end der plejer at være, men det er nok, fordi nogle lige skal starte op igen efter corona. Vi lægger rigtig mange timer i det – jeg bruger nok 10 timer i ugen på løbeklubben, men når der er så god opbakning til klubben og arrengementer, og folk møder op og er tilfredse med det, så er det det hele værd, siger formanden.

Voksne kan løbe ruter på enten fem kilometer eller 10 kilometer, mens børn kan prøve kræfter med ruter på 2,5 kilometer eller fem kilometer. Børn kan løbe alene eller i følgeskab med en voksen – hvis den voksne kan følge med. Alle løbere får et nummer, en t-shirt og en sandwich. Derudover får børnene lidt ekstra, når løbet er afsluttet.

- Det er vigtigt for os, at børnene kan få en medalje, en t-shirt og en pose slik. Vi taber lidt penge på det, men det er det hele værd. Det er jo børnene, vi skal leve af, når vi selv bliver gamle, så det er godt, hvis børnene er sunde, smiler Jan Christensen.

Da vi runder et hjørne, snupper en lavthængende gren min kasket. Jeg skynder mig at vende om, hente kasketten og drøne tilbage i formationen.

Kort efter sætter Willy Larsen tempoet ned, før han begynder at gå.

- Jeg skal lige have vejret, siger han.

Maibrit Knudsen, Michael Palm og Pernille Smidstrup sætter tempoet ned.

- Vi løber sammen, siger Maibrit Knudsen.

Gåturen er ikke længere, end det tog mig at hente min kasket, og hurtigt er vi tilbage i et raskt tempo.

- Vi mangler halvanden kilometer, forsikrer Maibrit Knudsen roligt, mens vi endnu engang løber derudad.

12 uger har Willy Larsen, Pernille Smidstrup og Michael Palm løbet i løbeskolen i Tranbjerg. Løbeskolen sørger for, at man kommer i gang i et tempo, hvor både ens led, muskler og kondition kan følge med. Mens Pernille Smidstrup er relativt ny i løbeverdenen, har Willy Larsen og Michael Palm før løbet, men har brugt løbeskolen til at komme i gang uden skader og i et fornuftigt tempo.

- Min krop har ikke kunnet følge med mine ambitioner før. Her bestemmer jeg ikke tempoet selv, og nu er jeg sluppet for skader, siger Michael Palm.

Udover at undgå skader har det også en fordel, at man på Tranbjerg Løbers løbeskole er flere om at være med.

- Det gør, at det også bliver noget socialt. Det forpligter altså også de dage, hvor de regner, og vejret er dårligt, at der er andre, som skal ud at løbe, fortæller Michael Palm.

Vores kinder er røde, da vi runder de sidste hjørner af femkilometerruten. Vi kan se målstregen.

- Er der nogen, der har en spurt i sig? spørger Maibritt Knudsen.

Det har Pernille, som suser afsted mod mållinjen med det sidste energi, der har gemt sig i benene. Michael, Willy og jeg løber sammen med Maibritt Knudsen ind over målstregen i et jævnt tempo. Pernille Smidstrup venter ved målstregen. Alle lykønsker hinanden. Jeg spørger, om sådan en fem kilometers tur giver mod på mere.

- Helt klart. Jeg skal til Italien her til sommer, og jeg skal have mine løbesko med. Hvis det bliver for varmt om dagen, løber jeg bare om morgenen, siger hun.

Mange af de løbere, som har været gennem Tranbjerg Løbers løbeskole får mod på mere, når de først er kommet i gang med at løbe, fortæller Maibritt Knudsen.

- En af dem, vi havde med sidste år, hun løber 13 kilometer nu. Det er vildt flot, siger hun.

Der er allerede afviklet en koncert langs Giber Å i år, og der er flere på vej.

Men det stopper ikke der. Giber Å skal blive ved med at være et sted for koncerter og andre kulturindslag. Det fortæller den nystiftede forening Giber Å Kulturdage til Tranbjerg-MårsletLIV.

- Det er vigtigt, at kulturen kommer ud i naturen. Det opleves helt anderledes ude i naturen. Der nogle lyde i naturen, som bliver en del af kulturindslagene som for eksempel åen, der løber. Og så er det vigtigt, at kulturen også kommer uden for Ringvejen, selvom mange tager ind til Aarhus for at opleve det, fortæller Hanne Fahl, som sammen med Jan Dehlholm og Ole Jakobsen har stiftet foreningen Giber Å Kulturdage.

I første omgang er der arrangeret en række koncerter med tilskud fra Music City Aarhus. Men foreningen håber at kunne byde på meget mere kultur i fremtiden.

- Det er faktisk derfor, vi har stiftet foreningen. Vi vil gerne have, at det bliver mere permanent, siger Hanne Fahl, der ligesom Jan Dehlholm er musiker.

Det tredje stiftende medlem Ole Jakobsen er fotograf, men det vil på sigt også kunne blive en del af Giber Å Kulturdage.

- Det er derfor, foreningen hedder kulturdage og ikke koncertdage. Jeg vil på sigt gerne udstille billeder, og det kunne da være sjovt, hvis nogle vil lave et skuespil eller måske en poesioplæsning, fortæller Ole Jakobsen.

Giber Å Kulturdage har allerede afviklet en "Løvspring-koncert" med guitarduoen Martin og Torben, den dansk-ukrainske singer/songwriter Anastasia og Mårslets Stemmer på plakaten.

Til årets første koncert langs Giber Å var der mellem 250 og 300 deltagere. Selv om nogle vil mene, at det er en pæn størrelse, er ambitionen ikke, at arrangementerne fra gruppen skal være med tusindevis af tilskuere.

- Vi vil hellere være gode, end vi vil være store, siger Jan Dehlholm.

- Der går jo også lidt sport i, at man gerne vil blive ved med at levere noget, der bliver bedre og bedre, siger Ole Jakobsen.

Foreningen har som sagt et ønske om at levere et bredt kulturudbud på sigt, og det eneste ufravigelige er i første omgang, at det er kultur i området nær Giber Å.

- Vi har gjort brug af rigtig mange lokale kunstnere i første omgang, men man behøver ikke være lokal kunstner eller deltager for den sags skyld, siger Hanne Fahl.

Foreningen arbejder i år med midler uddelt af Music City Aarhus til koncertarrangementer, men på længere sigt håber man, at man blandt andet kan søge kulturmidler ved Aarhus Kommune.

Ole Jakobsen er idémanden bag Giber Å Kulturdage. Han kommer oprindeligt fra Beder, men bor nu i Randers.

- Jeg har altid syntes, at det er et dejligt sted ved Giber Å. Jeg gik og savnede det lidt i 2018. Så tænkte jeg, hvorfor ikke lave en blanding af en udstilling og få en, jeg kender til at spille saxofon ved Giber Å. Jeg troede, der ville komme 5. Der kom 70, fortæller han.

Efterfølgende holdt han endnu et par arrangementer, hvor der var musik til.

- Men jeg ønskede ikke at være sådan en, som hele tiden skulle høre kunstnere ad, om de ville spille gratis. Enten skulle det blive større, ellers skulle det stoppe. Heldigvis kom der nogle beskeder fra Jan og Hanne, som gerne ville være en del af det. Heldigvis har vi en rigtig god kemi, siger Ole Jakobsen.

Da 80-årige Bent Homann rejser sig fra sin plads ved valgbord nummer seks til afstemning om forsvarsforbeholdet på Tranbjergskolen, afdeling Kirketorvet, går han ikke særligt længe, inden han falder i snak. Først med det ene par, så det næste par.

- Det er typisk morfar, siger hans 19-årige barebarn Esben Homann smilende.

- Jeg har gjort det her siden 80’erne, og jeg har boet i Tranbjerg i mange år. Så kommer man jo folk lidt ved, siger Bent Homann.

De to – morfar og barnebarn – er valgtilforordnede ved folkeafstemningen om forbeholdet. En tjans, som Bent Homann har haft i omkring 40 år, mens det er Esben Homanns første omgang.

- Hvis man kigger rundt, er gennemsnitsalderen ret høj. Jeg ville gerne være med til det her, men jeg kendte ikke rigtig nogen, og så sagde min morfar, at han gerne vil være med, hvis jeg gjorde det, forklarer Esben Homann.

- Men nu er det også min sidste gang, siger Bent Homann, mens han smågriner af barnebarnets bemærkning om gennemsnitsalderen blandt de valgtilforordnede.

19-årige Esben Homann er ved at afslutte sin HHX, hvorefter han vil holde sabbatår, men han interesserer sig meget for samfund og økonomi og håber derfor, at hans videre studie kommer til at dreje sig om samfund og økonomi. Hans interesse i samfundet er en af årsagerne til, at han meldte sig som valgtilforordnet.

- Jeg kan rigtig godt lide at følge med, og jeg interesserer mig for, hvordan samfundet fungerer, fortæller han.

Blandt de fremmødte valgtilforordnede er der god stemning, lader både Esben Homann og Bent Homann forstå.

- Man har jo en følelse af, at man alle sammen gør sin borgerpligt, og det skaber en god tone, siger Bent Homann.

Bent og Esben Homann skal være valgtilforordnede fra klokken syv til klokken 20 om aftenen.

- Det er mange timer, siger Esben Homann, inden morfar tilslutter sig:

- Det er frygtelig længe, siger han og griner lidt.

Heldigvis er der morgenmad, frokost og aftensmad med i tjansen, så de valgtilforordnede får nogle pauser undervejs. Det betyder også at morfar og barnebarn kan sidde lidt tættere, end de ellers gør inde i valgsalen. Her sidder de nemlig et stykke fra hinanden.

- Vi måtte ikke sidde ved samme bord, smiler Bent Homann.