Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Tranbjerg-MårsletLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Foto: Stig Atzen

Efterlysning: God med børn, glad for kaffe

Kære læser

I mange år var jeg fast besluttet på, at jeg skulle være pædagog. Måske ville jeg endda en, der passer på stereotypen: God med børn, glad for kaffe og muligvis et begyndende pagehår. Jeg synes, børn er fantastiske og livgivende at være omkring. Var jeg ikke kommet ind på Journalisthøjskolen, ville jeg måske stå i en daginstitution i dag.

Sådan blev det ikke. Jeg er dog stadig glad for kaffe, synes børn er fantastiske. Pagehåret er jeg aldrig kommet i gang med. Hvis jeg havde valgt pædagog-vejen, havde jeg nok været lige så meget i Tranbjerg og Mårslet, som jeg er nu. For der mangler pædagoger begge steder.

Både i Tranbjerg og Mårslets dagtilbud er de opmærksomme på problematikken. De arbejder endda aktivt med at finde pædagoger ved at nytænke, hvordan man søger ny arbejdskraft. Begge steder tænker de ud af boksen for at blive tydeligere. Sociale medier bliver begge steder undersøgt som vejen til nye uddannede pædagoger.

Det er imidlertid ikke barnemad at finde løsningen. Jovist, lykkes det dagtilbuddene i Tranbjerg og Mårslet at rekruttere flere, slukker det måske ildebrandene de enkelte steder. Men når der kommer en uddannet pædagog til i Tranbjerg eller Mårslet, mangler de et andet sted.

Der er simpelthen brug for flere pædagoger over hele linjen. Så simpelt lyder behovet. Men hvordan skal det løses? Lederne i Tranbjerg og Mårslet har begge gode bud. Idéen om at tale faget op, tror jeg personligt på. Der er mange succeshistorier i pædagogfaget, det har jeg selv oplevet.

Men det løser ikke problemet nu. Og tag ikke fejl. Dagtilbuddene mangler pædagoger nu. Og uagtet, at der både i Tranbjerg og Mårslet er virkelig dygtige uuddannede pædagogmedhjælpere, kan det i sidste ende have betydning for børnene. Det skal man undgå. Både på kort sigt og lang sigt.

Jeg blev opmærksom på de manglende pædagoger ved, at nogle tog fat i mig. Det synes jeg også, du skal. Jeg lytter. Mit telefonnummer er 42 18 97 24, og min email er stdat@tranbjerg-maarsletliv.dk. God Store Bededag med alt, der hører sig til af hveder og hygge. Vi tales ved.

Billede af Stig Atzen
Billede af skribentens underskrift Stig Atzen Journalist
Michael Kjær har aldrig oplevet så store vanskeligheder med rekruttering, som han oplever nu. Regnbuen i Tranbjerg har dog masser at byde på, understreger han. - Vi har blandt andet nogle vildt engagerede forældre, som støtter så meget op om os, siger han. Foto: Stig Atzen

Pædagog-mangel i Tranbjerg og Mårslet: Vi skal vise, hvor fantastisk et fag, det er

Der mangler 11 pædagoger i Tranbjerg og omkring 12 i Solbjerg-Mårslets dagtilbud. Det er vanskeligt at løse, for pædagogmanglen er ikke kun et lokalt problem. Det mærkes i hele landet.

I Tranbjerg og Mårslet forsøger man at løse problematikken ved at finde nye, kreative veje at rekruttere med. Begge steder tænker de i sociale medier. På de sociale medier skal den gode fortælling om pædagogfaget frem. Der er mange succeshistorier at tage af, lyder det fra lederne i Tranbjerg og Mårslet, og det kan være vejen til at få flere uddannede pædagoger. Samtidig håber arbejder de begge steder med at fastholde den store ressource, der er i de erfarne pædagoger på udkanten af arbejdsmarkedet, ligesom man kan kigge på de faggrupper som læner sig op ad pædagogfaget.

På kort sigt skal det nok gå. Pædagogmedhjælperne er dygtige, selvom de ikke er uddannede. Man kan imidlertid ikke forlænge den samme faglighed hos uuddannede pædagoger, som man kan ved udannede. Den faglighed kan få betydning for nogle af de børn, der har størst behov for pædagogisk opmærksomhed.

Der er stor rift om de uddannede pædagoger, og problematikken er til at mærke i Tranbjerg og Mårslet, som ligger længere væk i de nyuddannedes bevidsthed, fordi de geografisk er længere væk fra byen, vurderer ledere, men sociale medier skal hente dem ud i oplandsbyerne.

I indgangen ved dagtilbuddet Regnbuen i Tranbjerg vræler et barn i sin fars favn. Det er mandag, og hun orker ikke børnehaven. Heldigvis tager en pædagog varmt imod, og mens farmand kærligt lover, at han henter igen, fortrækker vræleriet sig til hulken og forstummer sidenhen, mens pædagogen trøster pigen og sidenhen følger barnet ind i Regnbuen. Hurtigt er barnet klar til at lege.

Uddannede pædagoger er guld værd for Regnbuen, lyder det fra Michael Kjær, som er pædagogisk leder på stedet. Men de er også en mangelvare. I hele Tranbjerg mangler der - når barselsvikariater er medregnet - 11 uddannede pædagoger. En mangel, man også kan mærke i Regnbuen.

- Optimalt set ville vi være otte uddannede pædagoger. Vi er seks. Det er ikke, fordi vi ikke klarer os, for vi har nogle vildt dygtige pædagogmedhjælpere. Men det er pædagogerne, der har det store forkromede overblik, og de har bare en anden faglighed at trække på, fortæller han.

Problematikken eksisterer ikke kun i Tranbjerg. I Mårslet mangler man i grove tal én uddannet pædagog for hver af de 12 afdelinger i Solbjerg og Mårslet. Det fortæller Birgitte Rasmussen, som er leder af Mårslet-Solbjerg Dagtilbud. Hun roser ligeledes de unge mennesker, som arbejder i dagtilbuddene i Mårslet.

Birgitte Rasmussen startede selv som skolelærer, men blev sidenhen pædagog og har selv haft stor fornøjelse af faget. Foto: Stig Atzen

- Vores pædagogmedhjælpere er blændende dygtige. Det er helt utroligt, hvad de kan, når de kommer fra deres ungdomsuddannelse. Jeg tror, vi skal give dem mere ansvar og mere frihed, så de kan se, hvor belønnende et arbejde, det kan være.

- Vi skal også være fleksible, når vi forsøger at fastholde dem, der er på bagkanten af arbejdsmarkedet ved at vise, at vi gerne vil give dem ansvar og bruge af deres store erfaring, og at vi er fleksible, hvis de ønsker at arbejde lidt mindre. Det har vi oplevet stor succes med, supplerer Birgitte Rasmussen.

Langt til Tranbjerg og Mårslet

Inde i Aarhus C ligger uddannelsescentret VIA, hvor pædagogerne bliver uddannet. Derfor er det nok ikke helt ved siden af at antage, at mange af de pædagogstuderende og nyuddannede pædagoger bor i midtbyen. Og når institutionerne i midtbyen også mangler pædagoger, vælger de nyuddannede dagtilbud, der er tættere på end Tranbjerg og Mårslet.

- Til trods for at der kun er 12 km fra Rådhuspladsen og offentlig transport går lige til døren, kan det være svært at få nyuddannet til at opdage Tranbjerg, siger Mette Ruggaard, der er leder af dagtilbuddene i Tranbjerg.

Manglen på uddannede pædagoger skal løses i to træk ifølge Mette Ruggaard. Man skal forsøge at fastholde dem, der befinder sig på bagkanten af arbejdsmarkedet, og fagets højdepunkter og succeshistorier skal fylde mere.

- Vi vil forsøge at se, hvordan vi kan formidle den gode fortælling på sociale medier, og hvilke sociale medier der virker. Rekrutteringsudfordringer jo et samfundsproblem. Selvom vi gerne vil løse problematikken i vores egen butik, skal vi også fremhæve den gode historie om faget, så der kommer flere pædagoger i alle landets daginstitutioner, siger hun.

I Mårslet oplever man også, at afstanden er længere for de nyuddannede, om end man har nemmere ved at rekruttere blandt dem, der ikke er helt nyudklækkede fra studiet og måske har bosat sig uden for Aarhus.

Her vil man ligeledes kigge på, hvordan man kan bruge sociale medier til at ændre fortællingen om faget.

- Vi skal vise, hvor fantastisk et fag, det er, siger Birgitte Rasmussen.

Stærk faglighed og sidemandsoplæring

Birgitte Rasmussen uddyber, at man i Aarhus har bedre muligheder end nogensinde for at dyrke den pædagogiske faglighed. Det har en aftale fra 2021 sikret. Pædagoger har blandt andet fået forberedelsestid.

- I gamle dage handlede pædagogik om at passe børn. Nu handler det om at udvikle dem, gøre dem livsduelige og robuste og sørge for, at de lærer, at de trives, at de leger, og at de udvikler sig socialt. Vi skal vise, at vi har dagtilbud, hvor man udvikler sin faglighed og trives. De to ting forstærker hinanden, siger Birgitte Rasmussen.

Hun fremhæver derudover, at der i andre faggrupper kan findes muligheder. Blandt pædagogmedhjælpere er der mennesker med andre uddannelser, som ikke kan få en pædagog-stilling og den dertilhørende løn.

- At skabe relationer er en vigtig del af at være pædagog. Men der er også andre faggrupper, som er stærke til det som eksempelvis skolelærere. Desuden sker der en masse sidemandsoplæring undervejs, når man arbejder, forklarer Birgitte Rasmussen.

Klarer den på kort sigt

Børnene i Regnbuen i Tranbjerg mærker ikke umiddelbart, at der mangler uddannede pædagoger, mener Michael Kjær. Pædagogmedhjælperne er dygtige, lader han forstå, og de er gode i kontakten med børnene. Nogle børn kræver dog flere pædagogiske ressourcer, og her kan det få en betydning.

- Nogle af de børn, som kræver mere pædagogisk opmærksomhed vil ikke på samme måde kunne få det over en længere periode, når vi mangler uddannede pædagoger. Men heldigvis har vi nogle fantastisk dygtige pædagoger og pædagogmedhjælpere herude, siger han.

Birgitte Rasmussen erkender ligeledes, at der ved de børn, som behøver størst pædagogisk opmærksomhed, vil kunne opstå situationer, hvor man ikke er uddannede pædagoger nok i forhold til det optimale.

- Hvis de børn, der er allermest urolige ikke helt får den samme opmærksomhed, kan de komme til at påvirke de børn, som lige akkurat hænger i med neglene, og på den måde kan det sprede sig, forklarer hun.

Der er vel også noget helt grundlæggende i, at jo flere uddannede pædagoger, der mangler, jo flere af deres opgaver, skal de nuværende uddannede pædagoger varetage?

- Jo, det er klart, at de opgaver, der kræver en uddannet pædagog, vil fylde mere. Det er eksempelvis planlægning og at have det forkromede overblik, hvilket kan betyde, at de uddannede pædagoger ikke er helt så meget ude ved børnene, siger Michael Kjær.

Det er blandt andet ved det grønne areal ved AIA, at Hanne Sørensen, Casper Homann og de andre bag Tranbjerg Ugen, som desværre ikke kunne komme med på billedet, kommer til at se begivenhederne ske. Udover Hanne Sørensen og Casper Homann er Helle Søby Degn, Chistina Jønsby, Christian Murmand Hansen, Morten Lützen og Annette Fischer Mortensen med til at arrangere Tranbjerg Ugen. Foto: Stig Atzen.

Byfest i Tranbjerg skal genstarte tradition: Sådan får du det meste ud af ugen

Der er aktiviteter for både børn, unge, voksne og seniorer til Tranbjerg Ugen, som forhåbentlig skal genstarte en tradition om byfest i Tranbjerg. En tradition, som Casper Homann, en af arrangørerne, selv har savnet.

Han og gruppen bag Tranbjerg Ugen satte projektet i søen, efter der var god opbakning til et arrangement i 2021, og de håber, at Tranbjerg Ugen kan inspirere flere til at blive en del af Tranbjerg Ugen, så byfesten kan blive ved langt ud i fremtiden.

Det er nemlig det, der er målet med Tranbjerg Ugen - at det skal samle byen om foreninger og forretninger.

Tranbjerg Ugen bliver en ugelang, lokal fejring af Tranbjerg, byens foreninger og forretningsliv. Håbet er, at en succesfuld uge vil gøre begivenheden til fast inventar hos tranbjergenserne mange år frem.

- Jeg er vokset op i Tranbjerg, og jeg kan selv huske, at der var en masse liv til byfesten.

Sådan forklarer Casper Homann, hvorfor han og en række andre lokale ildsjæle har forsøgt at genskabe byfesten i Tranbjerg. Byfest er måske endda at undersælge konceptet en smule. Der er nemlig tale om en hel uge, hvorfra begivenheden får sit meget retvisende navn ”Tranbjerg Ugen”.

For programmet varer, som den vakse måske har regnet ud – en hel uge. Du kan se programmet nedenfor.

- Det er jo lidt en ny idé, at det varer hele ugen. Men vi vil gerne vise, hvad Tranbjerg kan i fællesskab med vores foreninger og forretninger. Der er virkelig mange, der har budt ind med aktiviteter. Vi håber, at vi kan samle Tranbjerg om de her aktiviteter, fortæller Casper Homann og konkluderer:

- Jeg synes faktisk, det bliver endnu bedre af, at det varer længe, og der er så mange muligheder.

Tranbjerg-MårsletLIV anbefaler program: Børnenes byfest

Der er rig mulighed for at aktivere både børn og unge undervejs i Tranbjerg Ugen. For børnene begynder Tranbjerg Ugen for alvor fredag 17. juni.

Fredag 17. juni klokken 14.30-17.30 er der Børnenes Dag. Ved AIA vil der være hoppeborg, flødebollemaskine, bamselykkehjul og andet sjov. Det er gratis.

Fredag 17. juni klokken 18-20 er der fest for både børn.

Børnene kan komme til Børnedisko i teltet ved AIA, hvor trommespillerne Aarhus Drumcorp slår takten an, der vil være DJ, og man kan lære at danse med Just Dance Studio. Man vil kunne købe lidt mad og drikke.

Fredag 17. juni klokken 18-21 kan de unge i alderen 10-21 år få lov at feste med hinanden ved Klubben i Tranbjerg.

Lørdag 18. juni klokken 9.30-13 kan du tage dine børn med på kræmmermarked for at se, om der er noget, der lokker. De yngste kan måske finde legetøj, som de ældre børn er klar til at afsætte. Det er gratis at komme, men en bod skal man betale for.

Lørdag 18. juni klokken 10-12 kan de mindste få lov at brænde bagdelen tom for krudt i gymnastiksalen, når AIA Gymnastik åbner for salen.

Lørdag 18. juni klokken 10-13 kan de kreative børn slippe fantasien løs i teltet ved AIA, hvor biblioteket står for et kreativt arrangement.

Lørdag 18. juni klokken 13.30 fløjtes årets sidste kampe på banerne ved Grønløkke for AIA seniorfodboldhold i gang, hvor man kan komme og heppe med.

Startfløjt en Super Lørdag

Ifølge Casper Homann har der tidligere været forsøg på at genstarte byfest-traditionen i Tranbjerg blandt andet fra fællesrådsformanden Helle Søby Degn. Han prøvede også selv i 2021 i forbindelse med en hjemmekamp på med de lokale fodboldstjerner fra AIA at lave en Super Lørdag, hvor lokalfodbold blev suppleret med underholdning for både store og små.

- Der var en god opbakning, men jeg var for sent ude med at annoncere det, så der kunne godt være flere, der var kommet med. Men det var også her, at jeg snakkede med nogle af de andre, der står bag Tranbjerg Ugen, om at vi skulle lave en rigtig byfest, siger Casper Homann.

Også ved Kirketorvet 10 vil der ifølge Hanne Sørensen og Casper Homann ske ting i Tranbjerg Ugen. Foto: Stig Atzen

Herfra gik gruppen bag begivenheden i gang med at planlægge Tranbjerg Ugen og tage kontakt til foreninger og forretninger, som kunne byde ind med, hvad de kunne byde ind med. Et stort arbejde.

- Vi har da brugt mange timer på det. Men forhåbentlig bliver det sådan, at hvis Tranbjerg Ugen bliver en succes, så er der måske flere, der melder sig på banen som frivillige, og så bliver arbejdet delt ud over flere mennesker, siger fortæller han.

Tranbjerg har i en årrække ikke haft en reel byfest, og Casper Homann håber, at Tranbjerg Ugen kan blive startskuddet på en årrække med en lokal fejring af Tranbjergs mange tilbud.

Håbet om en tradition

- Hvis det bliver en succes, gør vi det igen. Selvfølgelig gør vi det. Det ville jo være fantastisk, hvis det blev sådan en gentagende tradition, som folk så frem til hvert år, siger han.

Hvor mange besøgende skal der til, før I vil kalde det for en succes?

- Det har vi ikke sådan et konkret tal for. Vi håber bare, at der er en god opbakning om vores arrangementer, og at folk kommer til at hygge sig. Det handler jo heller ikke om, at vi skal tjene penge på Tranbjerg Ugen. Det er en succes, hvis folk hygger sig, og så gør vi det igen, siger han.

Takterne dog har været lovende, lyder det fra ham.

- Vi har ikke fået noget negativ respons indtil videre. Der har været god opbakning fra dem, jeg har talt med. Både privatpersoner, foreninger og forretninger, vurdere Casper Homann.

Opbakningen var god, da Casper Homann i 2021 arrangerede Super Lørdag. Han håber, opbakningen bare bliver endnu bedre i år. Foto: Stig Atzen

Tranbjerg-MårsletLIV anbefaler: En på opleveren til seniorerne

Hvis du hører til blandt det grå guld, er der også aktiviteter til dig i løbet af Tranbjerg Ugen. Husk desuden, at du kan tage med børnebørnene til de arrangementer, der er nævnt i programmet ”Børnenes Byfest”.

Søndag 12. juni klokken 10.30-13 er der havevandring med Tranbjerg bli’r vild. Det er gratis at være med.

Mandag 13. juni til fredag 17. juni kan du stemme på din favoritkunst på Kirketorvet 10.

Torsdag 16. juni klokken 10-12 er der byvandring, hvor du kan lære dine omgivelser bedre at kende. Det er gratis at være med, men du skal tilmelde dig.

Torsdag 16. juni klokken 17-19.30 er der bankospil i teltet med præmier. Det er gratis at tage plads, men bankopladerne koster penge.

Fredag 17. juni klokken 18 er der seniordiskotek hos Folkehuset. Det kræver tilmelding og betaling.

Lørdag 18. juni klokken 16 kan du komme til gospelkoncert i Tranbjerg Kirke. Her skal du købe billet.

Den foreløbige skitse over området ved Tingskov Allé indeholder 21 boliger og har taget højde for grundvand i den nordlige og østlige del af arealet. Illustration: Aarhus Kommune

Byrådet sender plan om 21 boliger i Tranbjerg i høring - Enhedslisten kræver planlagt park på stedet

Aarhus Byråd har sendt lokalplanforslaget om 21 boliger ved Tingskov Allé i Tranbjerg i høring. Kun Enhedslisten stillede sig i mod forslaget, og mange af partierne udtrykte, at de mente, at lokalplanforslaget ville forskønne området og give mulighed for efterspurgte parceller.

Der var til gengæld betænkeligheder ved de mindre grundstørrelser, højere bebyggelsesprocenter og en rykket søbeskyttelseslinje fra Tranbjerg Sø.

På nær Enhedslisten var Aarhus Byråd positivt stemt over lokalplanforslaget ved Tingskov Allé i Tranbjerg, som ifølge flere byrådspolitikere vil finde plads til parcelhuse og forskønne området. Der var dog betænkeligheder ved forslaget.

Et forslag til en lokalplan med 21 boliger i Tranbjerg blev onsdag 11. marts sendt i høring af byrådet i Aarhus. Tranbjerg-MårsletLIV har tidligere skrevet om, hvordan naboerne til området føler sig snydt over, at området i årtier har været udlagt til park.

Det synspunkt fyldte ikke meget i byrådssalen, hvor alle partier på nær Enhedslisten tilsluttede sig beslutningen om at sende lokalplanforslaget i høring. Solvej Munk (EL) anbefalede, at borgerne afviser lokaplanforslaget, blandt andet fordi området har været udlagt til park.

- Vi har et lokalplanforslag, som ophæver den eksisterende lokalplan, hvor området er udlagt til rekreativt område, ophæver søbeskyttelseslinjen, overskrider kommunens rammer for bebyggelsesprocenten og formindsker grundstørrelsen. Den bygger i sårbart grundvandsområde, og den imødekommer ikke borgernes indsigelser over placering, boligtyper og bebyggelsestæthed.

Naboerne fra Trankær Vænge er utroligt frustrerede over, at et område, de troede ville blive en park, nu er skitseret til boliger. Fra venstre: Henrik Nygaard fra nummer 7 John og Gitte Jensen fra nummer 11, Ditte Madsen fra nummer 13 og Dorthe og Jes Jakobsen fra nummer 9. Foto: Stig Atzen

Rådmand for Teknik & Miljø, Steen Stavnsbo (K) betegnede lokalplanen som spændende, og han kom også ind på, at området tidligere har været udlagt til rekreativt område.

- Hvis man ønsker at lave et rekreativt område om, så skal man skabe noget, der har meget høj rekreativ værdi. Det er det, der er lagt op til her i planen, sagde han til byrådet.

Naboer til byggeriet mener ikke, der er tale om en større rekreativ værdi i forslaget. Læs om dem her.

Urørt pløjemark

Bortset fra Enhedslisten var byrådet positivt stemt for, at man ville bygge boliger på området, og at det rekreative niveau bliver forhøjet.

- Jeg er ofte kørt forbi det pågældende område. Jeg kan ved selvsyn konstatere, at det mest af alt ligner en pløjemark, der har ligget urørt hen i mange år. Med lokalplanen bliver der mulighed for parcelhusbebyggelse, og vi mener, at der er god tråd i tingene arkitektonisk og i forhold til omgivelserne sagde Christian Baller (K).

I 30 år har området været en mark i stedet for den park, det egentlig var udlagt til. Foto: Stig Atzen

- Vi synes principielt om, at man kan forskønne det her område og give muligheder for kompakte grunde. Der efterspørges den slags grunde, så i princippet er vi enige i den her indstilling, sagde Gert Bjerregaard (V).

Fra flere partier lød der dog betænkeligheder ved, at der er sårbart drikkevand i området ved Tingskov Allé, at der i lokalplanforslaget foreslås, at man ophæver søbeskyttelseslinjen fra Tranbjerg sø, som lige nu er på 150 meter til 50 meter.

- Jeg synes ikke, det giver mening, at søen bliver mere beskyttet, som det nærmest står i indstillingen, ved at man rykker søbeskyttelseslinjen tættere på søen, sagde Jakob Søgaard Clausen (DF).

Derudover rejste byrådet betænkeligheder ved, at bebyggelsesprocenten er høj grundet de mindre grunde på området. Du kan læse om hvorfor de er sådan her.