Funda Özdemir, der ejer Café Fensø i Center Syd i Tranbjerg, har valgt at sætte caféen til salg. Årsagen til hendes beslutning skal ikke findes i manglende lyst til at fortsætte. Hun har simpelthen bare ikke tid til både caféen og at være den mor, hun ønsker at være.

- Min mand og jeg blev skilt for halvandet år siden, og siden da har jeg stået selv med caféen, fortæller Funda Özdemir.

Det har ifølge hende resulteret i arbejdsuger på mellem 60 og 70 timer. Men det er faktisk ikke det, der skræmmer Funda Özdemir. Tværtimod.

- Jeg sælger på grund af mine børn. De siger til mig, at jeg ikke har tid til at være sammen med dem. Mine børn er vigtigere end mine drømme. Det er nu, mens de er 10 og 15 år, at de gider være sammen med mig. Når de er ældre, gider de ikke, erkender hun ærligt.

Caféejeren er ikke i tvivl om sin beslutning. Men man skal ikke tage fejl af, at det har været en hård en af slagsen.

- Jeg elsker at drive café og stå for det, og jeg er glad for at være selvstændig. Jeg er vokset op i restaurationsbranchen, og det har været min drøm selv at have en café. Så selvfølgelig er det hårdt at sælge det, fastslår hun.

Når der ikke er tvivl om beslutningen, er det fordi, Funda Özdemir er mor, før hun er selvstændig.

- Når ens børn siger, at de føler, at man ikke har tid, er der ikke noget at gøre. Jeg kan godt se, at jeg ikke har tid til begge dele. Før havde vi familie-middag hver dag, og nu har vi i mere end et år kun haft det om søndagen. Jeg vil ikke forsømme mine børn, forklarer hun.

Arbejdsugerne på 60-70 timer vil for mange være opslidende, men caféejeren vil ikke give de mange timer skylden for, at hun stopper nu.

- Jeg har været stresset, men det er under pres, at jeg er bedst. Det har været hårdt, men det har slet ikke været det, som har gjort forskellen. Det har været mine børn, siger caféejeren.

Når caféen er solgt, ved Funda Özdemir ikke, hvad fremtiden skal bringe. Hun har undersøgt nogle forskellige muligheder, men har ikke fastlagt sig på noget endnu. Altafgørende er det, at det giver hende den tid med familien, hun gerne vil have.

Hun håber, at caféen bliver solgt til nogle, som vil drive den videre.

- Hvis der er nogle lokale, som vil overtage det, vil det være godt. Caféen giver noget til Tranbjerg på den måde, at man ikke behøver at tage til Aarhus for at få en kop kaffe. Når man træder ind ad døren, glemmer man, at man er i Center Syd, siger Funda Özdemir, som gerne giver en hånd med, hvis en køber skal have hjælp i opstarten.

Selv nåede hun kun nåede at lave brunch i Café Fensø i et par måneder, fordi hun ikke havde tid, spår hun brunch en stor succes for fremtidige ejere af Café Fensø.

- Rigtig mange har efterspurgt det. Jeg tror endda, man kan gøre det til en brunch-café og så holde lukket om aftenen, hvis man vil det, siger Funda Özdemir.

På vej fra Letbanestationen hen til AIA ved Grønløkke Allé, hvor løbeklubben Tranbjerg Løber mødes, kigger jeg ned på mine sko. De er for rene til, at jeg kan påstå, at jeg løber fast. Heldigvis skal jeg ikke løbe, selvom jeg skal mødes med medlemmer i Tranbjerg Løber.

Michael Rasmussen, som har stiftet den nye gåklub i Tranbjerg Løber, hilser mig velkommen.

- Der er kun én regel i gåklubben. Det, der sker i gåklubben, bliver i gåklubben, griner han, og den lille flok, der står klar til at spadsere, griner med.

Jeg nikker og lover kun at citere stifteren. Snakken skal have lov at gå ubesværet af mig og min blok, og jeg har hørt, at der kan være røverhistorier og gode snakke i vente. Fem kilometer på en time skal vi gå. Raskt tempo.

Gåklubben er et nyt initiativ fra Tranbjerg Løber. Løbeklubben i Tranbjerg med omkring 200 medlemmer har også mulighed for styrketræning og forskellige løbediscipliner. Og nu er der altså også mulighed for at tage en gåtur.

- Hvis man har en skade, og man ikke kan løbe, kan man gå med. Det kan også være, at man har løbet intervalløb om tirsdagen, og man er helt færdig om torsdagen, og så tager man en gåtur i stedet, fortæller Michael Rasmussen.

- Det er både en måde at få nye medlemmer på, fordi det kan være en god start, inden man begynder på vores løbeskole i Tranbjerg Løber for eksempel. Men det er også en måde at have noget for medlemmer, som måske bliver skadet, eller som ikke kan løbe så langt længere, uddyber han.

Snakken går ligesom turen i et godt tempo. Når man går, er der alt andet lige mere ilt i lungerne til at snakke sammen, end når man løber, påpeger Michael Rasmussen. Vi går i en række, og samtalepartnerne udskiftes organisk, som man sakker bagud eller sætter farten op. Der er plads på stierne til at tale to og tre sammen.

- Vi går på stier, hvor der er plads til, at vi er der. Der ville ikke være meget ved bare at gå i en lang række, hvor man ikke kan snakke sammen. Og man må ikke gå med musik i ørerne, og paraplyer er også bandlyst. De er bare i vejen, siger Michael Rasmussen.

Gennemsnitsalderen på gåturen er nok på den anden siden af 40. Jeg sakker lidt bagud og falder i snak med en ny. Han går for at komme i gang med at løbe efter en skade, men han er ikke helt kommet tilbage i løbeformen. Gåturen passer ham dog fint.

- Det er super. Det er hyggeligt, at man går og taler sammen, og man får bevæget sig på en god måde, fortæller han.

Stifteren af gåklubben, Michael Rasmussen, begyndte selv at gå, da han blev skadet og måtte lægge løbeskoene på hylden. Ikke desto mindre kan en gåtur i et godt tempo også sætte gang i blodomløbet. Og hver tirsdag og torsdag møder en håndfuld mennesker op og går med en times tid.

- Det er en social klub. Det er lidt nemmere at snakke sammen, når man går, end når man løber. Det er hyggeligt, at man kan tale sammen på kryds og tværs undervejs på turen og med mennesker, man måske ikke havde talt med ellers.

Der er også et langsigtet mål med gåturene, fortæller Michael Rasmussen:

- Vi skal gå til Odder på et tidspunkt. Det er over 20 kilometer. Det er altså hårdt at gå langt, også selvom man kan løbe.

Billedetekst

Vi snor os gennem tranbjergensiske parcelhuskvarterer, hvor nogle fra gåklubben får en hilsen med på vejen af bekendte i haverne. Vi drejer ind i skoven. Fuglene synger. Luften er kold og frisk, og det lugter af mos og skov. Solen går ned bag trælinjen, og vi taler om de oversvømmede shelters ved Grønløkke Allé.

Vi fortsætter gennem Hasselager. Jeg bemærker, at jeg kender området. Da vi er gået forbi, går det op for mig, at jeg har arbejdet på en pitabrøds-fabrik lige i nærheden. Jeg har fået en ny gåmakker.

- Når man ser ting fra den anden side, ser det helt anderledes ud, bemærker min gåmakker.

Vi snakker om arbejdsliv – og hendes har været langt hårdere end mit, men hun går upåagtet, rank og raskt afsted. Det er sundt at prøve lidt forskelligt, bliver vi enige om.

- Man skal røre sig for, at man kan røre sig. Det er skønt at gå, siger hun.

I begyndelsen af ugen var Østjyllands Politi efter en borgerhenvendelse på kontrol ved stopskiltet på Skovgårdsvej i Tranbjerg. Henvendelsen fra borgeren var tilsyneladende ikke uden grund. Politiet kunne efter halvanden time på stedet uddele bøder og klip til 52 bilister.

- Det er mange. Der er stor forskel på, hvor mange mennesker, vi stiller op med, hvilket område vi kontrollerer, og hvor længe vi er der. Vi havde tre mennesker derude, og vi var der i halvanden time. Og så er det altså mange, siger Amrik Chadha, politikommissær ved Østjyllands Politi.

Kontrollen kommer muligvis til at betyde, at bilister i fremtiden tænker sig mere over, at et stopskilt betyder, at bilen skal holde helt stille modsat vigepligt, hvor man gerne må rulle.

- Det har en effekt, når vi kontrollerer. Nogle gange glemmer man det hurtigt igen, og andre gange varer effekten længere tid, siger Amrik Chadha, inden han fastslår:

- Vi kommer til at tage tilbage hertil. Det kan jeg godt garantere.

Stopskiltet er ikke en ny opfindelse, hæfter Amrik Chadha sig ved, og det har været en del af undervisningen i kørekort samt en del af trafikken så længe, at de færreste bilister ikke ved, hvad det er for en størrelse. Er man i tvivl, er den ildrøde baggrund med blokbogstaverne ”STOP” en indikator for, hvad man skal.

Alligevel undlod 52 bilister ved krydset i Tranbjerg at stoppe helt. Ifølge Amrik Chadha kan der være tale om en vane.

- Måske er man vant til, at man gerne må rulle lidt, som man må, når man har vigepligt, og derfor glemmer man at stoppe helt. Men det er svært at sige, siger han.

At der er tale om et fuldt stop og ikke ubetinget vigepligt, skyldes ifølge Amrik Chadha typisk, at et sted har en grum historik.

- Man sætter som tommelfingerregel stopskilte op de steder, hvor der har været mange ulykker, som har medført alvorlig skade eller haft dødelig udgang. Grunden til, at man skal stoppe, er fordi man skal være ekstra opmærksom, forklarer han.

Når politiet udskriver bøder til bilister, følger der nogle gange en anklage fra bilister om, at politiet gør det for at få penge i statskassen. Sådan forholder det sig ikke, pointerer politikommissæren.

- Det er ikke et succeskriterie for os, at der skal udskrives bøder. Vores succeskriterie er sikkerhed i trafikken, så faktisk vil det være en større succes, hvis vi kunne komme hjem uden at skulle uddele bøder, siger han.

Med så mange, der fik både bøde og klip ved stopskiltet på Skovgårdsvej, kunne man undre sig over, hvorfor politiet ikke blev stående længere endnu. Men Østjyllands Politi står ifølge Amrik Chadha ikke ved det samme sted for længe ad gangen.

- Vi har syv kommuner, vi skal føre tilsyn med. Derfor slår vi ned de steder, vi kan, inden vi skal videre, fortæller han.

I et stort byområde med mere end 350.000 indbyggere, er der mange forskellige kulturer og værdier. Det siger sig selv. Derfor mener borgmester Jacob Bundsgaard (S), at fællesrådene er vigtige.

- De er med til sikre, at lokalområdet interesser og borgernes ønsker bliver inddraget, fortæller Jacob Bundsgaard og understreger:

- Min tilgang er, at vi skal skubbe beslutningerne så langt ud i lokalområderne som muligt.

Han har siden valget afholdt mere end ti møder med forskellige fællesråd, og han håber at tale med endnu flere. Ifølge ham kan fællesrådene og Aarhus Kommune gøre hinanden bedre.

- Jeg tror, vi kan lære meget af hinanden. Fællesrådene kan også lære af hinanden på tværs, for det er forskelligt, hvordan man arbejder i fællesrådene.

Når Jacob Bundsgaard siger, at fællesrådene skal spille en større rolle og have mere ansvar, stiller han dog også krav. For at få mere ansvar og blive inddraget mere i kommunale beslutninger som eksempelvis byplanlægning, skal fællesrådene blandt andet være repræsentative til en vis grad.

- Det betyder ikke, at man skal have hele lokalområdet siddende i fællesrådet. Men det kan eksempelvis være, at børnefamilier er repræsenteret, eller at etniske minoriteter er repræsenteret, fortæller Jacob Bundsgaard.

Det er frivilligt arbejde at sidde i fællesrådet, og det er sjældent at eksempelvis børnefamilier har gabende tomme kalendere. Man kan vel ikke tvinge børnefamilier ind i fællesrådene?

- Man skal ikke tvinge nogen til noget. Men det er en forudsætning for, at man kan få større kompetence i fællesrådene, at man skal repræsentere borgerne i lokalområdet, siger borgmesteren.

Derudover skal der i fællesrådene være en vis kompetence. Det kan være gennem medlemmerne og deres netværk. Men Aarhus Kommune vil også gerne hjælpe med at styrke kompetencerne med kommunale ressourcer i fællesrådene, lyder det fra borgmesteren.

Hvis fællesrådene både er repræsentative og kompetente, kommer de ifølge Jacob Bundsgaard til at spille en større rolle.

- Før har fællesrådene måske været mere overladt til sig selv, og det har været meget forskelligt, hvordan de har arbejdet. Man har også brugt dem mest til at svare på eksempelvis lokalplanlægning, men man kunne inddrage dem endnu tidligere i processen, siger han.

Ifølge Jacob Bundsgaard er de velfungerende fællesråd en vigtig del af de lokalsamfund, de repræsenterer.

- De kan virkelig være en drivkraft. De kan facilitere et samarbejde mellem folkeskole og idrætsforeninger, sørge for faciliteter, arrangementer og de løfter fællesskabet de steder, hvor de er stærke. Det er jo frivilligt arbejde, og vi kan styrke arbejdet ved at hjælpe dem med sekretariatet, siger han.

Jeg tror da, at mange fællesråd er glade for, at de vil få mere indflydelse. Men når det nu har så mange gode effekter, hvorfor er det så ikke sket før?

- Det er jo et klassisk spørgsmål: Hvorfor så ikke gøre det noget før. Men der er flere ting, der spiller ind, tror jeg. Beslutningerne er blevet mere komplicerede. Der er flere ting, man overvejer, og der er flere regler, man skal overholde, og derfor skal vi bruge kompetencerne, siger borgmesteren og supplerer:

- Jeg synes også, at lokalområderne har udviklet sig til at kunne mere, end de kunne får nogle år siden. De kan bare noget mere. Og der er en stemning om, at man kan få tingene til at lykkes.