- Da krigen brød ud, begyndte jeg bare at græde. Jeg meldte mig syg fra arbejde første dag, og næste dag måtte jeg tage hjem efter en time, fordi jeg havde tårer i øjnene, siger Olya Zelentsova med bævrende stemme og hænderne foldet foran øjnene.

Ved hendes side rækker Morten Grantzau indbydende og beroligende ud. Deres øjne mødes, Olya Zelentsova tørrer øjnene væk, og hun placerer sine hænder i sin mands.

Sammen har de indsamlet 1000 flyttekasser med tøj i Tranbjerg og hos en samarbejdspartner i Beder.

- Vi prøver at gøre alt, vi kan, for at hjælpe, mens vi også prøver at passe vores almindelige liv, siger Morten Grantzau.

Mens de sidder ved køkkenbordet, ringer det på. Det gør det ofte for tiden. Morten Grantzau går ud, er væk et øjeblik, inden han vender tilbage. Et polsk ægtepar har været forbi for at donere til Ukraine.

- Nogle handler endda ind for at kunne donere ting, siger Morten Grantzau.

Olya Zelentsovas forældre befinder sig i Melitopl i det østlige Ukraine.  De har i lang tid ikke haft mulighed for at give lyd fra sig, men tirsdag 28. februar var der telefonsignal, og Olya Zelentsova kunne komme igennem til dem.

Se, hvordan ukrainere i Melitopl stopper russiske køretøjer i videoen herunder.

- De sagde, at de havde det godt under omstændighederne. De vil gerne hjælpe deres venner, som er ældre end dem og har svært ved at komme ud, men de er bange for de russiske soldater, fortæller Olya Zelentsova.

Olya Zelentsovas bror er i øjeblikket i Dnipro, som ligger mellem Kiev og Donbas-regionen. Sidstnævnte er den region, hvori byerne Donetsk og Lugano befinder sig – byerne, som Rusland i opløbet til invasionen anerkendte som selvstændige og altså ikke en del af Ukraine.

Morten Grantzau har arbejdet i Ukraine siden 2012 i forskellige virksomheder og har ligesom Olya Zelentsova mange venner i landet.

- Vi taler ikke om hinandens familier. Vi taler om vores familier, understreger Morten Grantzau.

- Jeg bruger rigtig meget tid på at se, hvordan mine venner har det. Om de er i sikkerhed, og om de mangler mad, fortæller Olya Zelentsova.

Rusland invaderede Ukraine, netop som Covid-19 syntes at være ved at blive tøjlet i verden. Vaccinerne var ved at blive rullet ud, og Omikron-udgaven blev omtalt som en ”flugtvariant”. Pandemien har gjort, at Tranbjerg-familien har været ude af stand til at besøge sine kære i Ukraine.

- Vi havde bestilt en tur til påsken, fordi vi endelig kunne komme ned og besøge vores familie og venner. Men det bliver ikke til noget, sukker Olya Zelentsova.

- Vi regner med, at der kommer til at gå rigtig længe, inden vi kan det, tilslutter Morten Grantzau.

De mange nyheder om invasionen og de medfølgende ødelæggelser, der er i de danske medier, forsøger familien så vidt muligt at indtage så lidt af som muligt. Det er skrækkeligt at følge med. Men når Olya Zelentsova går på sociale medier, bliver hun konfronteret med billeder fra sin ukrainske omgangskreds.

- Det er meget værre, end det er på tv. Det er forfærdelige ting. Værre, end man kan forestille sig. Der er ingen nåde, siger Olya Zelentsova.

Billeder og beretninger fra Ukraine er tunge at indtage for ægteparret. Situationen er i forvejen altoverskyggende. Derfor hjælper indsamlingen og arbejdet for Ukraine med at tænke på noget andet.

- Jeg bliver nødt til at tænke på noget andet. Jeg kan ikke være i mig selv ellers. Ellers sidder jeg bare og græder, og det hjælper ikke, fortæller Olya Zelentsova, mens Morten Grantzau nikker.

Hjemmet i Tranbjerg er på en måde blevet en støttecentral for Ukraine. Men de rolige og sikre rammer er i skarp kontrast til de billeder, man ser af konflikten mellem Rusland og Ukraine. Det føles uretfærdigt for Olya Zelentsova.

- Jeg føler en skyld ved, at jeg er her, mens min familie og venner er der. Det føles ikke rigtigt, at jeg sidder her og ser på det, fastslår hun.

Ægteparret er begge dybt påvirkede af konflikten, men de reagerer forskelligt. Morten Grantzau bliver vred, frustreret og bliver nød til at handle for at få afløb. Olya Zelentsova bliver trist, ked af det og har i perioder brug for at være alene og samle tankerne.

Men de står sammen.

- Vi er et godt team. Det har vi været fra starten af. Vi sagde til hinanden, da vi blev gift, at vi skulle være os to før alt andet, for uden os sammen, er der ingen familie. Når en mangler energi, finder den anden det, forklarer Morten Grantzau.

Olya Zerlentsova er mor til parrets yngste barn på fem år, mens Morten Grantzau derudover er far til to børn på henholdsvis 9 og 12. Parrets yngste forstår, at der er konflikt i Ukraine, men detaljerne er for komplekse for en femårig. Den 12-årige stiller til gengæld mange spørgsmål om konflikten.

- Jeg prøver at svare uden følelser. Men det er hårdt at tale om det, siger Olya Zelentsova og konstaterer.

- Vi gav vores 12-årige en billet til Ukraine for to år siden, fordi hun så gerne vil opleve Ukraine. Hun synes ikke, det kan være rigtigt, at jeg har været i Danmark i seks år, mens hun ikke har været i Ukraine. Men den kan hun jo ikke indløse nu.

Det ville ikke fungere. Niks.

Pernille Burgsø er systematisk, tænker i processer, deadlines og bruger excel-arkets kantede kasser til at bevare overblikket. Jakob Burgsø er kreativ, frittænkende med utæmmelig skaberlyst og kunne ikke holde sine tanker inde for kasserne, hvis han prøvede sit bedste.

- Jeg havde sagt til mig selv, at vi aldrig i livet ville kunne arbejde sammen. Vi er alt for forskellige, og vi ville drive hinanden til vanvid, siger Pernille Burgsø.

Indrømmet – det er en smule karikeret. Ikke desto mindre er der tale om et umage partnerskab i de to mennesker bag Mårslet-virksomheden Boyhood, som designer træfigurer og får dem produceret i udlandet.

Da Louise Burgsø under corona mistede sit arbejde i en stor tøjforretning, begyndte hun at hjælpe til med ægtemanden Jakob Burgsøs iværksætterprojekt.  Tilsyneladende er partnerne modsætninger, men når modsætninger mødes, kan magien opstå. Ellers kan man ikke være både ægtefæller, forældre til to sønner og en datter i skolealderen og drive virksomhed sammen.

- Vi har hver især vores styrker. Vi er gode til hver vores del af forretningen. Jeg er god til at designe og skabe og tage kontakt til vores producenter. Pernille er god til at sørge for, at vores produkter kommer ud i verden, når de er lavet, siger Jakob Burgsø og konkluderer:

- Vi ved, hvor hinandens styrker og svagheder er, og vi er gode til at bruge hinanden, hvor vi er bedst.

Virksomheden Boyhood arbejder med træfigurer, som giver en følelse af nostalgi. Papirflyvere. Tændstikmænd. Ballonhunde. Det er ting, de fleste har stiftet bekendtskab med som barn. Idéen er da også udsprunget af Jakob Burgsøs egen barndom, og derfor har virksomheden fået navnet Boyhood.

Fordi de fleste allerede kender til papirflyvere, tændstikmænd og ballonhunde, har Boyhood en fordel.

- De fleste har nogle minder forbundet med de ting, vi laver figurer af. Vi har allerede en fortælling i vores produkter, mens andre skal ud at skabe fortællingerne. Vi behøver ikke forklare, hvad en papirflyver er, siger Jakob Burgsø.

Minder med papirflyvere er ikke kun forbeholdt Danmark. Derfor sigter Mårslet-parret også efter den store, vide verden og alle de mennesker, der kender papirflyvere, tændstikmænd og ballonhunde. For to år siden var 80 procent af salget i Danmark. Sidste regnskabsår var det blot 20 procent af salget, der skete indenrigs. Den udvikling, forventer parret, vil fortsætte.

- Vi satser meget mere på det internationale marked, end mange af vores konkurrenter gør, understreger Pernille Burgsø.

Lige nu har virksomheden med udsigt til verden base i ægteparrets nedlagte bondegård i Mårslet, hvor Jakob Burgsø har sit værksted og Pernille Burgsø arbejder med virksomhedens Showroom ude i laden. Men sådan vil det ikke være for evigt.

- Vi vil ikke side her om fem år, hvis Boyhood tager fart. Så vil vi ud at rejse og bo i udlandet, siger Jakob Burgsø.

- Vi vil gerne give vores børn den oplevelse at bo i udlandet, inden de er voksne, og vi er blevet gamle, tilslutter Pernille Burgsø.

Derfor er det for ægteparret vigtigt, at forretningen ikke bliver gjort mere kompliceret, end at den kan styres på en computer.

Når man er forældre, ægtepar og forretningspartnere og alt sammen foregår på hjemmeadressen i Mårslet, kan det være svært at skelne, hvornår det ene stopper, og det næste begynder. Det må Pernille og Jakob Burgsø også sande.

- Nogle gange kan vi komme til at snakke lidt meget om virksomheden herhjemme, griner Pernille Burgsø.

Umiddelbart lader det - ifølge ægteparret - til, at deres tre børn er forstående.

- Vi inddrager også børnene i det, og vores store dreng forstår faktisk rigtig meget af, hvad det vil sige at drive virksomhed, siger Jakob Burgsø stolt.

Selvom virksomheden hedder Boyhood, har ægteparrets datter værelset dekoreret til med træfigurerne.

- Vores børn er vores største fans, siger Pernille Burgsø.

De færreste danskere kan sige sig fri for at brokke sig over vejret. For nogle er det måske en årlig disciplin, andre en månedlig gerning, mens de mest utilfredse næsten dagligt harcelerer over vejrudsigten.

Men det er de færreste, der kan mærke regnvand på samme måde, som man mærker det på udgravningerne til Giber Ringvej. Der er nemlig dukket flere billeder op af store vandophobninger i udgravningerne.

Carsten Thomsen er projektleder på Giber Ringvej og ifølge ham har vandsamlingerne givet udfordringer.

- Det er jordarbejde, og vi kan ikke arbejde med jorden, når den er fuldstændig gennemblødt. Den skal heller ikke være for tør. Den skal helst være fugtig, fortæller han og fortsætter:

- Det er nogle store maskiner, der arbejder derude, og når jorden bliver for våd, kan man ikke køre i den. Så bliver alt jordarbejdet indstillet.

Den våde jord ser man dog ikke helt så tydeligt som de store samlinger af overfladevand.

- Det tager lidt tid at lede væk. Der er åndssvagt meget dræn derude, men gamle drænsystem er udfordret af de her mængder, siger Carsten Thomsen.

For den uindviede kan de store vandsamlinger og de umulige arbejdsforhold lyde som en katastrofe for Giber Ringvej. Men man behøver ikke råbe vagt i gevær ifølge Carsten Thomsen.

- Det er selvfølgelig en udfordring for os. Men det er noget, vi har taget højde for, fastslår projektlederen.

Det er nemlig ikke en overraskelse, at den mørke halvdel af det danske kalenderår er en våd affære.

- Entreprenøren tænker sig jo om, og derfor er regn også en del af de planer, der er for projektet. Det er et stort projekt, og man kan ikke undgå vand. Man tager det lidt, som det kommer, siger Carsten Thomsen.

Medmindre der sker uhensigtsmæssige udviklinger, kommer de store mængder nedbør heller ikke til at hverken forsinke anlæggelsen af Giber Ringvej. Den bliver heller ikke umiddelbart dyrere.

- Jeg tror, vi er sluppet fint igennem det, vurderer projektlederen.

Selvom man er sluppet fint igennem den mørke halvdel af kalenderåret, er det ikke fordi det er de optimale forhold. Vejrudsigten skulle gerne lysne op hen over foråret og sommeren.

- Det er klart, at vi kommer i problemer, hvis ikke vejret bliver bedre, siger Carsten Thomsen.

Som sagt skal vejret heller ikke blive for godt. Jorden under vejen bliver blandet med kalk for at styrke den og spare på grus og sand. Men hvis den kalkblandede jord bliver for tør, er den ligeledes svær at arbejde med.

- Så kan man ikke rigtig banke den sammen, siger Carsten Thomsen og konkluderer:

- Den normale danske sommer er perfekt, for der bliver jorden hverken for tør eller våd.