- Det er meningen, at det skal blive bedre, når Giber Ringvej er færdig. Det er også fint nok, hvis man ikke ligger under en lastbil til den tid.

Sådan siger Benedikte Bangsgaard, som bor på Hovvejen med sin kæreste Peter Essendrop Petersen, om Hovvejens trafik. Vejen er nemlig tungt trafikeret af personbiler, varevogne og lastbiler, som kører til og fra arbejde.

Hun er ikke alene om at råbe op om trafikken på vejen, der ligger syd for Tranbjerg. Beboerne på vejen oplever stor gennemkørsel af blandt andet lastbiler, der kører til og fra anlæggelsen af Giber Ringvej, der er tæt på Hovvejen.

- Der er utroligt mange biler. Og de kører stærkt. Både personbiler og lastbiler, siger Gunner Christensen, som bor længere op ad Hovvejen.

- Jeg synes, det giver store udfordringer med trafikken. Det er i høj grad tunge køretøjer, og vejen er overhovedet ikke dimensioneret til det, siger Thomas Zielke, der også bor på Hovvejen.

Hovvejen er en relativt smal landevej. Det betyder, at der ikke er meget plads til, at biler kan passere hinanden. Tager man en tur ad vejen, er det tydeligt, at bilister må køre ud i rabatten for at komme forbi hinanden. Sværest bliver det, når der er tale om større varevogne eller – endnu værre – lastbiler.

Men hvor det er slemt for bilister, er det allerværst for de bløde trafikanter, konstaterer naboerne.

Benedikte Bangsgaard cykler 200 meter hver morgen på vejen, og det er ifølge hende en meget utryg oplevelse.

- Det er ikke særlig langt. Men det er vildt ubehageligt, siger hun.

Hendes samlever, Peter Essendrop Petersen, kører i bil på arbejde, og han mener, at vejen er for tæt trafikeret.

- Om morgenen og om eftermiddagen er det helt vildt. Selvom jeg kører i bil, er det ikke særlig rart. Der er ikke meget plads, og folk har sindssygt travlt. Især om morgenen, forklarer han.

Andre borgere på Hovvejen har heller ikke lyst til at cykle på vejen.

- Jeg havde meldt mig til at cykle på arbejde. Det ville nærmest være med livet som indsats at gøre det. Jeg tager kun ud på vejen i min bil, siger Thomas Zielke, der ikke bare oplever tæt trafik, men også at folk kører alt for hurtigt.

- Du kan risikere at blive kørt ned. Jeg vil ikke cykle på vejen. Normalt cykler jeg, men det gør jeg ikke lige nu, det kan jeg godt fortælle dig, fastslår Gunner Christensen og fortsætter:

- Vejen er så smal, at jeg bliver nødt til at køre helt ud i grøften, hvis jeg skal komme udenom en lastbil eller en anden bil.

Vejens beboere ønsker, at vejen bliver mere sikker at færdes på. Meningen er, at Giber Ringvej – når den er færdig – skal tage trafikken, vurderer Aarhus Kommune, som i øvrigt ikke mener, at vejen er en af kommunens dårligste. Det kan du læse om her.

Vejen er lige nu opdelt i en 60 km/t zone og en 80 km/t zone. Benedikte Bangsgaard og Peter Essendrop Petersen, som bor i 80 km/t zonen ønsker, at fartbegrænsningen bliver sat ned til 60 km/t på hele vejen.

Gunner Christensen, som bor i zonen med 60 km/t er dog skeptisk over for, om det virker med nedsat fartbegrænsninger.

- Det er folk ligeglade med. Jeg synes overhovedet ikke, det hjælper, siger han og henviser til, at fartkontroller kan være løsningen:

- Vi har haft fotovognen herude én gang. Det hjalp. Men det er hurtigt glemt igen.

Selvom beboerne på Hovvejen oplever, at trafikken på vejen er både for tæt og hurtig, må de være tålmodige. Aarhus Kommune kommer ikke til at sætte fartgrænsen ned eller lave andre ændringer på vejen, som skal gøre det sværere at køre med høj hastighed gennem Hovvejen.

- Man må være tålmodig. Vi regner med, at trafikken bliver mere rimelig, når Giber Ringvej åbner, konstaterer Carsten Thomsen, der er projektleder på Giber Ringvej.

Han henviser til, at Aarhus Kommune allerede har forsøgt at skabe mere tryghed ved at sætte fartbegrænsninger på 60 km/t på halvdelen af strækningen. Han afviser dog at gøre fartbegrænsningen på 60 km/t gældende for hele strækningen.

- Oversigten er bedre på den ene halvdel af vejen. Vi sætter fartbegrænsningerne efter, hvad det er muligt at køre på strækningen. Det er så op til bilisterne at køre fornuftigt. Det gælder generelt på landevejene, at der er nogle steder, man bør sætte farten ned, selvom fartgrænsen er 80 km/t eller 60 km/t.

Carsten Thomsen fremhæver, at han ofte kører på Hovvejen og går ture i området, og han kender området godt.

- Det er ikke en af de bedste veje i Aarhus. Men det er heller ikke en af de værste, vurderer han.

Når to biler skal passere hinanden på Hovvejen, bliver de nødt til at køre lidt ud i rabatten. Det efterlader ifølge vejens beboere ikke plads til bløde trafikanter. Du kan læse om beboernes bekymringer her. Carsten Thomsen kan godt forstå, at det kan være ubehageligt at færdes på en landevej i høj hastighed.

- Det er aldrig rart at blive passeret med 80 km/t. Jeg bryder mig heller ikke selv om at blive passeret tæt på af en bil, når jeg kører på cykel, medgiver han.

Han henviser dog samtidig til, at det er bilisterne, der skal udvise hensyn til hinanden og til de bløde trafikanter, og at det ikke er fartbegrænsningerne, der er problemet. Faktisk vurderer han, at de bilister, der kører hurtigt, vil gøre det uanset, om fartgrænsen er 80 eller 60 km/t.

- Vi kan ikke holde øje med, om de overholder fartgrænsen, selvom vi sætter den ned til 60, siger han.

I en korrespondance med Aarhus Kommune har beboerne ved vejen Benedikte Bangsgaard og Peter Essendrop Petersen fået besked på, at det endda kan være uhensigtsmæssigt at sætte farten ned. Det kan umiddelbart virke kontraintuitivt, at en fartbegrænsning på 60 km/t er farligere end en på 80 km/t.

Ifølge Carsten Thomsen handler det om, at man som bilist kører efter forholdene på godt og ondt. Hvis man skilter med 60 km/t, forventer bilister, at andre kører 60 km/t. Når de så ikke overholder den grænse, bliver det farligt, fordi man fejlbedømmer modkørendes hastighed.

- Så har vi risiko for de mere alvorlige uheld. Når man derimod ved, at der køres med en højere hastighed, er der også en lagt højere grad af opmærksomhed, og derfor vil der også være færre alvorlige uheld, forklarer Carsten Thomsen.

Fartbegrænsninger er ikke det eneste værktøj, man kan bruge til at få folk til at sætte farten ned. Man kan også ændre på vejens udformning, opsætte trafikforhindringer eller lignende, så bilister bliver nødt til at løfte foden fra speederen.

- Det er økonomisk meget krævende at gøre, og det skal ske, fordi man vil undgå uheld, hvor folk kommer til skade. Vi prioriterer indsatserne blandt andet på baggrund af mange eller alvorlige uheld, siger Carsten Thomsen og fortsætter:

- Derudover forventer vi som sagt, at det bliver bedre, når Giber Ringvej åbner, og så vil der være andre veje, som har mere gavn af permanente løsninger.

Han henviser til Østjyllands Politi. Aarhus Kommune har ifølge Carsten Thomsen bedt politiet om en øget tilstedeværelse på Hovvejen, og han henviser også til, at beboerne på vejen selv kan anmode om en fartkontrol, hvis de føler sig utrygge.

Tranbjerg-Mårslet LIV har været i kontakt med Østjyllands Politi, der oplyser, at der har været en enkelt kontrol på vejen siden anlæggelsen af Giber Ringvej begyndte, hvor der var 50 gennemkørsler og ingen overtrædelser af fartbegrænsningerne.

Er det tilfredsstillende, når I har bedt politiet om en øget tilstedeværelse på vejen?

- Det er politiet der vurderer hvor det er nødvendigt med en decideret indsats, og har politiet vurderet, at det ikke har været nødvendigt med yderligere, eller der er andre steder der kræver et højere fokus, vil jeg ikke sige, det er utilfredsstillende. De skal selvfølgelig lægge deres indsats, hvor det giver bedst mening, svarer Carsten Thomsen.

En helt anden mulighed kunne være permanente fartkontroller – stærekasser. I givet fald ville det være Vejdirektoratet, som skal stå for opsætning og vedligeholdelse af stærekasserne. Fra Vejdirektoratet lyder det til gengæld ganske klart, at stærekasser slet ikke er en mulighed.

- De stærekasser, vi har sat op, har været en forsøgsordning. Det er de eneste, vi har. Det er ikke en mulighed med stærekasser, fordi der politisk ikke er taget en beslutning endnu, siger Marianne Steffensen, som er afdelingsleder ved Vejdirektoratets afdeling for Trafiksikkerhed.

Stærekasserne som forsøgsordning har ifølge Marianne Steffensen været en succes. Men derfor skal man ikke have høje forhåbninger for, at der kan komme stærekasser på Hovvejen. Især ikke hvis trafikken jævnfør kommunens forventning bliver mindre tæt efter åbningen af Giber Ringvej.

- Det er møgdyrt at sætte stærekasser op. Det kræver blandt andet, at man trækker internetkabler og strømkabler hen til dem. Hvis de skal op, skal de stå der permanent. Det kan ikke blive en midlertidig løsning, siger Marianne Steffensen.

Hun henviser til, at de kommunale vejingeniører vil være bedst stillet til at løse problemer med tæt og hurtig trafik. De har i udgangspunktet også et større kendskab til den lokale trafik end Vejdirektoratet. Helt generelt kan afdelingslederen dog godt genkende billedet af borgere, som føler sig utilpas ved en vej, der er som de beskriver Hovvejen.

- Borgere, som bor ved en vej med øget hastighed og tæt trafik, bliver mere utrygge, fortæller hun.

Børn vokser hurtigt. Det vil alle forældre fortælle dig. Før du ved af det, er de gået fra gylpende glædesbomber til rebelske teenagere og til selv at stifte familie.

Når noget går så stærkt, bliver det endnu vigtigere at forevige de små øjeblikke, der tilsyneladende forsvinder med et fingerknips. Louise Kiær Sorensen fra Tranbjerg er hjemmegående mor og autodidakt fotograf, og hun delte tirsdag 22. februar ud af sin viden på Kirketorvet 10 i Tranbjerg til 15 fremmødte mødre og bedsteforældre.

- Min mor tog vildt mange billeder, og jeg er vildt privilegeret over, at jeg har så mange minder, siger Louise Kiær Sorensen og indleder med det første tip til forældre, der gerne vil forevige de gyldne stunder med børnene:

- Men der er mange billeder af enten mig eller mig og min far, fordi min mor tog billederne. Jeg vil gerne have haft flere billeder sammen med hende. Derfor er det vigtigt, at man også husker at få andre til at tage billederne. De bedste billeder er af de minder, hvor børnene interagerer med sine forældre.

Hvis man skal tage billeder af småbørn, er det en klar fordel at tage dem om formiddagen, fortæller Louise Kiær Sorensen:

- Der er barnet mæt, har måske lige fået en lur, og så er det nemmere end om aftenen, hvor barnet er træt og ikke har overskud. Om formiddagen står lyset ikke så højt på himlen, hvilket er en fordel, siger hun og opfordrer til at bruge grimasser eller skøre lyde til at fange barnets interesse.

Lyset er ret afgørende, når man skal fotografere, påpeger fotografen. Godt, naturligt lys giver gode billeder. Derfor råder Louise Kiær Sorensen til, at man slukker det kunstige lys og benytter sig af solen som lyskilde. Som fotograf skal man stå med ryggen mod solen, så modlyset ikke blænder billedet.

Det kan dog godt være ubehageligt for barnet, hvis lyset rammer dem lige i hovedet. Derfor kan det være en fordel at lade barnet blive i skyggen, mens man sørger for, at rummet er veloplyst af naturligt lysindfald.

- Jeg vil klart anbefale, at man ikke bruger blitz. Det giver et blegt genskær i ansigtet på barnet, råder fotografen og uddyber:

- En anden fordel ved at have lyset i ryggen som fotograf er, at der kommer et naturligt lysglimt i barnets øje. Så fanger øjnene bedre opmærksomheden i billedet.

Når man skal tage billeder af børn, er det en god idé at komme i øjenhøjde med dem. Fordi børn er noget mindre end voksne, kan man let komme til at fotografere dem i fugleperspektiv. Ved at komme i øjenhøjde bliver billederne både mere naturlige og barnet bliver fotograferet fra en bedre vinkel.

- Dobbeltsengen er god, fordi barnet kommer lidt op i højden, og så kan man som forælder sætte sig på hug for enden af sengen og tage billederne af barnet. Forælderen behøver ikke bukke sig så langt ned, og der er godt med plads i sengen, så man ikke skal være så nervøs for, om barnet falder ned, forklarer Louise Kiær Sorensen.

Det er de færreste børnehjem, hvor der ikke findes masser af legetøj i spraglede farver. Selv om det kan friste at fotografere barnet mellem deres yndlingssager, kan for mange farver stjæle fokus i billedet. Det samme gælder farverige klæder, som ender med at trække meget opmærksomhed til i billedet.

Det allerbedste er derimod tøj i neutrale farver. Og så er en hvid baggrund også god, fordi den gør det modsatte af at tage opmærksomheden, fremhæver Louise Kiær Sorensen.

- Jeres børn er så skønne, at det er dem, der skal være i fokus, understreger hun.

Nyere iPhones har desuden en såkaldt ”portrætfunktion”, som slører baggrunden. Det betyder, at barnet står helt klart som billedets motiv.

Et klik med mobilkameraet kommer sjældent alene. Det kan hurtigt betyde, at man har 15 billeder, der nærmest er identiske, når man har taget billeder af sit barn. Derfor opfordrer Louise Kiær Sorensen til, at man sorterer det eller de bedste ud, så man ikke fylder sin telefon med identiske billeder.

- Husk at printe billederne ud. Det er vigtigt. Vi har så mange ting på vores telefoner, men det er bare noget andet, når man har det printet ud, og man kan bruge det i et fotoalbum for eksempel. Jeg printer altid på mat papir, fordi det har mindre genskin end højglanspapir. Og vælg et sted, der ikke er det billigste, for man kan altså se forskel på kvaliteten, fastslår Louise Kiær Sorensen.

Når børnene bliver ældre, vil de helt sikkert gerne se sig selv som børn. Men de bedste minder er ofte sammen med andre. Derfor skal man ikke være bange for selv at være med på billederne.

- Vi kan hurtigt glemme, hvor små børnene er, når de er babyer for eksempel. Hvis man selv er med, er det mere tydeligt, siger Louise Kiær Sorensen.

Det kan dertil hurtigt blive den ene forælder, som står for fotografering af barnet. Det betyder, at vedkommende sjældent er med på billederne. Man kan ifølge Louise Kiær Sorensen gøre mindebogen endnu bedre ved at skiftes til at tage billederne.