Nyt samlingspunkt i Mårslet Multihal: Café åbner til februar
Når vi nærmer os foråret, får idrætsudøvere og andre lokale et nyt samlingssted i Mårslet.
En café i Mårslet Multihal har gennem længere tid været på tegnebrættet, og nu hvor coronarestriktionerne har sluppet sig tag i foreningslivet, skal der handling bag planerne.
- Vi ville ikke sætte gang i caféen, før vi havde et fritidsliv, som den kunne servicere, og det har vi nu, siger bestyrelsesformanden for Fonden Mårslet Multihal.
Der er fuld fart på foreningslivet i multihallen i Mårslet, hvor de mange forskellige aktiviteter er blevet sat i gang, uden trænere og spillere skal tænke over coronarestriktioner. Dermed er der nu endelig grundlag for at sparke planerne om en café i Mårslet Multihal helt i mål hen over de kommende måneder.
- Lokalerne til caféen har faktisk stået klar i halvandet år, men så kom coronaen. Og vi ville ikke sætte gang i caféen, før vi havde et fritidsliv, som den kunne servicere, og det har vi nu, siger Kristjan Friis, som er bestyrelsesformand for Fonden Mårslet Multihal.
Det er i et samarbejde med Mårslet Skole, da caféen skal dele nogle lokaler med skolens kantine- og køkkenfaciliteter. For nogle år siden forbandt man Mårslet Multihal med skolens kantine, mens der i samme ombæring blev lavet et nyt skolekøkken og et mindre køkken til multihallen samt et delt udsalgsområde. Det blev en realitet på baggrund af midler fra Aarhus Kommune.
- Vi har aftalt med skolen, at det er en café, som åbner, når skolen lukker ved 16-tiden. Og så har caféen åbent om aftenen, når der er aktiviteter i hallerne eller på boldbanerne og i weekenderne, hvis der er stævner, kampe eller andre kulturelle arrangementer, siger Kristjan Friis og understreger, at caféen kun må holde åbent, når der arrangementer og aktiviteter i multihallen.
Samlingssted med nye muligheder
Den grundlæggende tanke bag caféen er at skabe en sammenhængskraft i hallen, så idrætsudøvere og andre lokale borgere kan samles på kryds og tværs af aktiviteter.
- Det primære er at skabe et samlingssted, hvor man kan være før og efter, at man har lavet aktiviteter i hallerne eller på boldbanerne. Man kan købe en sodavand, sandwich eller noget slik og sætte sig i caféen, siger formanden.
Desuden ser han sammen med resten af bestyrelsen og Testrup Mårslet Gymnastikforening gode muligheder i, at caféen kan servicere private og foreninger, som lejer lokaler i multihallen til forskellige arrangementer. Det skaber et bedre helhedstilbud, når lejere har mulighed for at købe mad og drikke, samtidig med de lejer et lokale.
- Og så satser vi på kurser for folk udefra, hvor de kan leje multihallens faciliteter en eftermiddag eller weekend. Dem skal vi også kunne servicere med bespisning, siger Kristjan Friis.
Tredje halvleg til februar
Han forventer, at den første tredje halvleg forhåbentligt kan nydes i caféen inden foråret. Men inden da skal der findes en cafébestyrer, som skal stå for at drive det nye samlingssted.
- Vi lægger lokaler til og står for det praktiske, så det skal en kommende cafébestyrer ikke bekymre sig om. Men han eller hun skal stå for planlægning, salg, bestilling af varer og personale, siger Kristjan Friis.
Caféen åbner til februar, hvis alt går efter planen med at få ansat en bestyrer.