Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Tranbjerg-MårsletLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Mikael Miehs Andersen er manden bag Robin Hoods Madkammer, som åbner torsdag 2. september på Kirketorvet 10 i Tranbjerg. Foto: Mathilde Bach Callesen

Ny kunstgræsbane og nyt madinitiativ på vej

I mit første nyhedsbrev, som udkom i slutningen af juli, besøgte jeg Tranbjergs nye bylivshus. Jeg var også forbi fodboldbanerne i Mårslet, hvor drømmen om en kunstgræsbane nærmede sig slutspurten.

Denne gang skal vi med god grund tilbage til de to steder, hvor der endnu en gang sker ting og sager. I Mårslet har TMG Fodbold nemlig fået den byggetilladelse, som de i juli gik og ventede på. Så nu er første spadestik lige om hjørnet. Du kan nedenfor møde en begejstret Thomas Vestergaard, som er tovholder på Projekt Kunstgræsbane.

I Tranbjerg har Robin Hoods Madkammer sprunget første spadestik over. Mikael Miehs Andersen, manden bag madkammeret, er nemlig rykket direkte ind hos bylivshuset på Kirketorvet 10, efter Robin Hoods Madkammer tidligere har ligget i Viby. I morgen slår madkammeret dørene op på sin nye placering.

Det er en fornøjelse at følge op på lokale projekter og dele historierne med dig. Brænder du inde med en historie eller en idé, som skal deles med lokalområdet, så send mig en uforpligtende mail på matbc@tranbjerg-maarsletliv.dk.

Du er også velkommen til at sprede ordet om Tranbjerg-MårsletLIV, hvor vi samles om historier, der har betydning for dit lokalområde. Hvis du deler nu, kan dine naboer nå at skrive sig op til det kommende nyhedsbrev, som snart lander i mailboksen.

God læselyst.

Billede af Mathilde Bach Callesen
Billede af skribentens underskrift Mathilde Bach Callesen Journalist
Nu går der ikke lang tid, før Mårslet har sin kunstgræsbane. I næste uge tager man første spadestik til banen, der skal se sådan ud. Illustration: Cadcase

Nu begynder byggeriet af kunstgræsbanen i Mårslet: - Det er fantastisk og en forløsning

Sidste gang Tranbjerg-MårsletLIV besøgte TMG Fodbold for at få en snak om byens kommende kunstgræsbane, foregik interviewet på den gamle grusbane på idrætsanlægget i Mårslet. Her fortalte tovholder Thomas Vestergaard, at man bare ventede på byggetilladelsen fra kommunen.

Nu har godt nyt givet noget at juble over hos fodboldklubben, som i den kommende uge kan sætte gang i byggeriet, efter de for nyligt modtog byggetilladelsen.

Hvad det betyder for arbejdsgruppen bag kunstgræsbanen, klubben og byen, kan du læse mere om i artiklen.

Hænderne er over hovedet hos TMG Fodbold i Mårslet, hvor man i den kommende uge sparker gang i byggeriet af byens nye kunstgræsbane. Man håber, at banen vil stå klar om 10 uger

Der går ikke længe nu, før de lokale fodboldspillere i Mårslet kan kridte fodboldstøvlerne og løbe ind på den spritnye kunstgræsbane bag multihallen. I næste uge kan byggeriet af kunstgræsbanen påbegyndes, efter den længeventede byggetilladelse for nyligt landede på bordet hos TMG Fodbold.

- Det er jo fantastisk og lidt af en forløsning for os. Det bliver meget visuelt, nu hvor man kan begynde at se, hvor langt byggeriet er kommet, når man kommer på banerne. Jeg tror, at rigtig mange vil følge med i det, siger Thomas Vestergaard og fortæller, at byggetilladelsen fik begejstringen til at sprede sig hos arbejdsgruppen bag kunstgræsbanen.

- Vi har også kunne mærke det hos trænerne og spillerne i klubben, som løbende har spurgt ind til, hvornår der sker noget. Måske har nogle også tænkt, om den overhovedet ville komme, fordi det har ligget stille så lang tid, fortsætter han.

Vi synes absolut, at det har været det hele værd, når vi ser byen, spillerne og trænerne blive begejstret for, at vi nu er tæt på målet.

Thomas Vestergaard, tovholder på kunstgræsbaneprojektet

Thomas Vestergaard er tovholder på Projekt Kunstgræsbane, som har krævet flere års indsamling og planlægning. Der er blevet indsamlet donationer fra lokale borgere og erhverv samt via fondssøgning. Det har givet godt 1,6 millioner kroner i kassen, som sammen med et anlægstilskud på godt 3,1 millioner kroner fra Aarhus Kommune nu forvandler den gamle grusbane til kunstgræsbane på idrætsanlægget i Mårslet.

- Vi synes absolut, at det har været det hele værd, når vi ser byen, spillerne og trænerne blive begejstret for, at vi nu er tæt på målet. Vi har hele tiden haft godt humør i arbejdsgruppen og sagt, at det nok skulle lade sig gøre, men der har da været perioder under corona, hvor det har været lidt hårdt. Nu glæder vi os bare til, at banen står færdig, siger han.

Liv hele året rundt

Selvom målet er tættere på end nogensinde før, må de lokale stadig væbne sig med cirka 10 ugers tålmodighed, før de kan tage banen i brug. Byggeriet begynder i den kommende uge, men man beregner en byggeperiode, der løber indtil en gang i november.

- Vi har brug for kunstgræsbanen allerede fra medio oktober, hvor græsbanerne lukker, men det er der ikke noget at gøre ved nu, så det må vi finde en løsning på. Nu gælder det bare om at få kunstgræsbanen færdig så hurtigt som muligt, så vi kan få gang i noget vintertræning på den, siger Thomas Vestergaard.

Banen skal netop være med til at skabe plads og mulighed for driblinger, hovedstød og holdsport - og ja, generelt liv hele året rundt.

- Vi har stigende medlemstal i øjeblikket, og det ser rigtigt, rigtigt godt ud efter corona, hvor vi er kommet godt i gang. Jeg tror, at de nye faciliteter vil betyde, at vi vil fortsætte den trend. Nu har vi de faciliteter, der skal til, for at fastholde medlemmer. Det er lidt en gamechanger, siger Thomas Vestergaard og fortæller, at der i klubben er en fælles glæde omkring, at man nu får det fede træningsmiljø, man har manglet.

Hvad skal barnet hedde?

Som en del af det nye træningsmiljø ønsker TMG Fodbold også at opføre et nyt depot til bolde, overtræksveste og kegler. Thomas Vestergaard fortæller, at man venter på den endelige byggetilladelse til ”containeren”, som han kalder det fremtidige depot.

- Men vi håber, at vi kan komme i gang med at bygge den parallelt med banen, så de kan stå færdige på nogenlunde samme tid, lyder håbet.

Arbejdsgruppen er også ved at indhente tilbud på, hvad det vil koste at opgradere til LED-lys i lysmasterne på idrætsanlægget. Derefter vil de kigge på, om der er indsamlet penge nok til at realisere det, eller om der skal findes lidt flere midler.

Som prikken over i’et skal der findes et navn til byens nye kunstgræsbane. Det er dog en opgave, som ikke ligger på skuldrene af fodboldafdelingen eller arbejdsgruppen. SuperBrugsen har nemlig købt navnet på banen, da de har lavet et såkaldt navnesponsorat.

- De har så valgt at spørge mårsletterne til, hvad de synes, at den skal hedde. De kommer til at lave en konkurrence, hvor man kan komme med sine idéer, siger Thomas Vestergaard.

Tranbjerg-MårsletLIV var tidligere på sommeren forbi grusbanen, mens TMG Fodbold ventede på kommunens byggetilladelse. Her satte Thomas Vestergaard ord på den kommende kunstgræsbane. Du kan læse mere her.

Mikael Miehs Andersen er manden bag Robin Hoods Madkammer, som nu holder til i bylivshuset i Tranbjerg. Billedet her er fra lokalerne i Viby, hvor madkammeret tidligere havde til huse. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Robin Hood flytter til Tranbjerg

Mikael Miehs Andersen har sat sig for at bekæmpe madspild og give en hjælpende hånd til dem, der har brug for det. Det gør han ved at sælge overskudsmad, som supermarkederne ellers ville smide ud.

Indtil for ganske nyligt har han drevet sin butik Robin Hoods Madkammer i Viby, men nu har han flyttet madkammeret til Tranbjerg.

Torsdag 2. september åbner han dørene på den nye placering, hvor de handlende fremadrettet kan hente kasser med overskudsmad to gange om ugen.

Torsdag 2. september åbner Robin Hoods Madkammer i Tranbjerg. Madkammeret, der med succes sælger kasser med overskudsmad for 30 kroner, er rykket ind i bylivshuset, efter det i et år har ligget i Viby.

De seneste dage har det stået på flytning for Mikael Miehs Andersen, som er manden bag Robin Hoods Madkammer. Han har pakket Robin Hoods Madkammer i Viby ned for at flytte ind på Kirketorvet 10 i Tranbjerg.

- Vi er blevet tilbudt at komme ind i bylivshuset. Vi har haft store udgifter med lokalerne i Viby, hvor vi hver måned skulle finde temmelig mange penge for at have råd til udgifterne, men nu kommer vi herud og får gratis husleje, så det hjælper på det, siger Mikael Miehs Andersen.

Han håber nemlig, at flytningen vil medføre, at madkammeret på sigt vil få et overskud, som man kan bruge på at lave arrangementer for medlemmerne. De handlende opretter sig som medlem, når de første gang besøger madkammeret.

Vi er en hjælpe- og madspildsforening og et sted, hvor man kan komme og få en snak.

Mikael Miehs Andersen, manden bag Robin Hoods Madkammer

Mikael Miehs Andersen er vant til at pakke, men det plejer normalt at være mad, han pakker i kasser. For omdrejningspunktet for Robin Hoods Madkammer er overskudsmad, som Mikael Miehs Andersen og en gruppe af frivillige samler ind fra supermarkeder, de har aftaler med. Derefter fordeler de maden i kasser, som man kan købe for 30 kroner.

- Så kan familier og personer med en stram økonomi komme og købe en kasse. I bund og grund kan alle jo komme og hente en kasse, for jeg kan ikke stå og tjekke folks økonomi, siger initiativtageren og uddyber, at mange på et tidspunkt kan stå i en situation, hvor madinitiativet kan være en hjælpende hånd.

Det begyndte med en fyldt tuktuk

Det er et år siden, at Mikael Miehs Andersen åbnede madkammeret i Viby. Men tankerne og idéen omkring at åbne et sted som Robin Hoods Madkammer har ligget på lur igennem længere tid. Idéen begyndte at spire, efter Mikael Miehs Andersen fik øjnene op for at skralde.

- Jeg begyndte at skralde, fordi jeg havde en schæferhund, som havde fået slidgigt, og det gav en kæmperegning. Så tænkte jeg på, hvor jeg kunne spare nogle penge, og det kunne jeg gøre, hvis jeg skraldede, fortæller han omkring sit møde med supermarkedets containere.

Dengang kunne han hurtigt fylde sin tuktuk med mad - også mere mad end han selv kunne nå at bruge.

- Så jeg begyndte at dele ud af det, lyder det.

Men uddelingen af mad, som er samlet fra containere, er ikke lovligt, og derfor endte Mikael Miehs Andersen med at få to bøder fra Fødevarestyrelsen på i alt 20.000 kroner. Det blev startskuddet til butikken i Viby, som var fødevaregodkendt og lovlig.

Han indgik efterfølgende aftaler med flere supermarkeder, hvorfra han får overskudsmad, som skulle være smidt ud. Madvarerne fordeler han og madkammerets frivillige så i kasser.

På udkig efter frivillige

Pakkeriet af kasserne skal fremover foregå i bylivshuset i Tranbjerg, hvor du kommer til at kunne købe og hente kasserne tirsdag og torsdag eftermiddag.

Her kan du få et indblik i, hvordan kasserne kan se ud. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Mikael Miehs Andersen ser frem til at blive en del af bylivshuset, selvom han muligvis kommer til at miste nogle af sine Viby-kunder. Men han har samtidig en formodning om, at der vil komme nye handlende hos Robin Hoods Madkammer.

- Vi er en hjælpe- og madspildsforening og et sted, hvor man kan komme og få en snak. Corona satte lidt en stopper for det sociale, men vi tror, at snakken og det sociale får en ny mulighed her. Det giver noget til de frivillige at møde medlemmerne og se glæden, når man giver dem kassen, siger Mikael Miehs Andersen, som nu skal finde flere frivillige til de nye lokaler.

Han krydser samtidig fingre for, at Robin Hoods Madkammer kan få et lokalt samarbejde i hus.

- Vi håber, at vi kan få en aftale med en af de lokale supermarkeder. Det ville give mening, så vi ikke skal hente maden langt væk for at kunne hjælpe lokalt, siger Mikael Miehs Andersen.

Min kollega på Viby-StavtrupLIV har tidligere besøgt Robin Hoods Madkammer, da det havde til huse i Viby. Du kan tage med på det besøg her.