Hvad har Kirkevænget i Tranbjerg og Frøkærparken i Mårslet tilfælles?

Det kan næsten lyde som begyndelsen på en vittighed, men det er ikke tilfældet. Sammen med 19 øvrige vejstrækninger i lokalområdet står Kirkevænget og Frøkærparken over for en mulig omklassificering fra offentlige veje til private fællesveje.

Når en vej bliver en privat fællesvej, kommer grundejerne ind under privatvejsloven, hvor den enkelte grundejer har vedligeholdelsesforpligtigelsen ud til midten af vejarealet i hele grundens længde.

- Det vil sige, at de blandt andet skal sørge for, at der ikke er huller i vejen, at den ikke er trafikfarlig, og at der bliver ryddet sne, siger Lise Birnbaum, der er projektleder hos Aarhus Kommune.

I marts 2017 besluttede et stort flertal i Aarhus Byråd at overdrage cirka 900 kommunale veje til grundejere. Samme år blev de første veje offentliggjort og sidenhen er der hvert år kommet nye strækninger på listen. I 2018 og 2019 var Tranbjerg og Mårslet på listen.

- Det er fordi, at vejnettet skal harmoniseres. Der er et efterslæb fra kommunesammenlægningen i 1970, hvor kommunerne havde forskellige praksis, så nogle havde udlagt store lukkede områder som offentlige veje, mens andre havde udlagt tilsvarende områder som private fællesveje. Byrådet har derfor valgt at sige, at grundejerne skal stilles ens, forklarer projektlederen.

Men der går nogen tid, inden grundejerne på de indtil videre 21 offentliggjorte veje i Tranbjerg og Mårslet overtager ansvaret for deres veje. Ifølge vejloven skal en såkaldt omklassificering af en vej nemlig annonceres minimum fire år og maksimalt seks år, før byrådet træffer den endelige beslutning.

Som en del af processen udarbejder kommunen foreløbige tilstandsrapporter, der beskriver vejenes tilstand. Herefter har de berørte grundejere otte uger til at indsende bemærkninger til rapporten, som efterfølgende bliver gennemgået. Flere lokale grundejere har netop været igennem partshøringen, der ifølge Lise Birnbaum er flere grunde til at gennemføre. Dels står det i loven, dels kender grundejerne området bedst.

- Der kan være nogle ting, som vores rådgiver måske har overset. Vi har tidligere på baggrund af partshøringer taget veje af listen, fordi det viste sig, at de simpelthen ikke egnede sig til at blive omklassificeret til privat fællesvej, siger Lise Birnbaum og kommer med to eksempler.

De første indsigelser til de foreløbige tilstandsrapporter på veje i Tranbjerg og Mårslet er begyndt at tikke ind hos kommunen, hvor Lise Birnbaum skimmer bemærkningerne igennem, inden de journaliseres og senere hen sagsbehandles.

- Det er lægfolk, som kommer med bemærkninger, så de har selvfølgelig en anden opfattelse af, hvad der er godt og skidt. Nogle har også været ude med luppen og finde alt, hvad der er af småting på vejen. Vi skal så tage stilling til, om vi har den samme opfattelse, og om vi vil gøre noget ved det, siger hun og fortsætter:

- Det kan også være, at vi siger, at når vejen er vurderet til at have en restlevetid på 78 procent, så har vi til fulde levet op til lovens krav, som er 25 procent. Det er altså ikke en ny vej, som vi skal overdrage til grundejerne. Det gør vi også grundejerne opmærksomme på.

Grundejere på Kirkevænget i Tranbjerg havde dog ikke fundet luppen frem, men de var ude med tommestok og vaterpas, da de lavede bemærkninger til den foreløbige tilstandsrapport, som fastslog, at vejen har en restlevetid på 63,99 procent. Grundejerne og søskendeparret Mette og Martin Heidemann Rasmussen, som har stået i spidsen for indsigelserne på deres sidevej, håber, at deres bemærkninger bliver taget seriøst, når de lander på forvaltningens bord.

Batter det noget, at grundejerne kommer med bemærkninger til den foreløbige tilstandsrapport?

- Det kan jeg ikke sige endnu. Hvis vejen har stor restlevetid, er der nok ikke så meget at komme efter. Partshøringen er ikke til for, at grundejerne skal komme med ønsker om alt muligt, men den er til for, at de skal komme med noget, som vi eventuelt kunne have overset. Det er klart, at hvis der er et lille afslag på en kantsten, så vil grundejerne finde det væsentligt, men hvis kantstenen kan styre vandet, som den er sat i verden for, så er det lige meget, om den mangler et lille hak på siden. Der er her, vi ser forskelligt på tingene, siger Lise Birnbaum og fremhæver, at der nogle opgaver, kommunen skal udbedre, inden ansvaret for vejen overdrages.

Hun fastslår, at alle bemærkninger bliver gennemgået og viderebehandlet, inden den endelige tilstandsrapport udarbejdes. Derefter skal byrådet tage stilling til hver enkel vej, om den skal overdrages til grundejerne, som derefter individuelt eller i fællesskab skal stå for vedligeholdelsen af vejen.

Vedligeholdelse i fællesskab

Kommunen opfordrer til, at grundejerne danner et vejlaug, så de kan vedligeholde området i fællesskab. Men det er kun en opfordring, for det er ikke noget, som kommunen kan blande sig i.

- Hensigten ved at danne et vejlaug er, at grundejerne går sammen og får tinglyst på sin egen grund, at man har pligt til at være medlem. Når alle har gjort det, er det vejlavet, der står med ansvaret for at vedligeholde vejen. Det er billigere at vedligeholde en vej, hvis man er flere om det, siger Lise Birnbaum, som har lagt øre til flere bekymringer omkring oprettelse af vejlaug og irritation over, at kommunen ikke må beslutte, at alle skal være med i et vejlaug.

- Vores råd er, at man skal danne et vejlaug med de grundejere, der gerne vil det. Det er en frivillig forening, man danner, og den kan så vokse, når et hus på vejen bliver handlet, råder hun.

Der er også flere kommentarer fra sure borgere, som finder omklassificeringen urimelig.

- Flere grundejere har kommenteret, at det er urimeligt, at de skal sidde med ansvaret og udgifterne omkring vejstrækningerne, fordi de mener, at Aarhus Kommune har fordel ved at have mange vejstrækninger. Men der er ikke noget, der forhindrer grundejerne i at gå sammen og lave et stort vejlaug. Det blander vi os ikke i, siger hun.

Men grundejerne på de private fællesveje kan komme ud for, at kommunen er nødsaget til at blande sig, hvis vedligeholdelse af vejen udebliver.

- Hvis det går så galt, at vejen overhovedet ikke bliver vedligeholdt, så er det Aarhus Kommune, der skal fordele istandsættelsesudgifterne blandt grundejerne, lyder det.

Hun fremhæver dog, at kommunen kun skal stå for at istandsætte vejen, hvis den bliver så dårlig, at den er trafikfarlig, og grundejerne ikke reagerer på henstilling eller påbud. Det sker en til to gange om året på de i alt 6000 private fællesveje, der allerede er i Aarhus Kommune.

Beboerne på Kirkevænget i Tranbjerg får i nær fremtid et langt større ansvar for den vej, som de bor på - for den bliver meget muligt deres vej. Det betyder blandt andet, at beboerne på vængets sideveje fremadrettet skal vedligeholde kørebanen, lappe huller og sørge for ny asfalt samt vedligeholde fortove og skifte knækkede fliser. Ligeledes skal beboerne beskære træer og hække, så de ikke generer fodgængere og bilister.

- Jeg har faktisk ikke tænkt så langsigtet i forhold til de opgaver, der ligger forude. Jeg har mest kigget på den korte bane - at der nu lå en opgave i at lave indsigelser til den foreløbige tilstandsrapport, som kommunen har udsendt, siger Mette Heidemann Rasmussen, som bor på Kirkevænget 155.

Kirkevængets beboere heriblandt Martin Heidemann Rasmussen fik i februar 2018 et brev fra kommunen med orientering om, at Kirkevænget er en del af kommunens plan om, at 900 offentlige veje skal gøres til private fællesveje. Siden da er Martin Heidemann Rasmussens søster, Mette Heidemann Rasmussen, flyttet ind på vejen, og stamvejen er indtil videre blevet taget ud af harmoniseringsprojektet, men beboerne får ansvaret for at vedligeholde deres sidevej.

- Jeg studsede over, at det er en udgift, der kommer. Men jeg tænkte, at der nok var andre, som tog teten i forhold til det arbejde, der lå forude, siger Martin Heidemann Rasmussen om orienteringen fra kommunen og med henvisning til den partshøring, han sammen med sine naboer netop har afsluttet.

Martin Heidemann Rasmussen mener, at harmoniseringen af veje er en spareøvelse for kommunen, og han så hellere, at kommunen vendte beslutningen 180 grader og gjorde alle veje til offentlige veje, selvom det ville kræve, at man betalte mere i skat.

- Men vi er nok kommet frem til, at det kommer, og vi kan ikke rigtigt gøre noget ved det, siger Martin Heidemann Rasmussen, som for nyligt tog ja-hatten og arbejdshandskerne på, da den foreløbige tilstandsrapport kom på bordet.

Hans søster, som flyttede ind på sidevejen for halvandet år siden, pointerer, at det ikke er sikkert, at alle beboere på Kirkevænget tager lige så godt imod harmoniseringen, som de har gjort.

- Beboerne, der har boet her længe, har jo købt ind på andre vilkår, hvor de ikke skulle tage sig af vejen og derfor ikke havde den udgift. Men da vi flyttede ind på vejen, fik vi at vide, at vi skulle regne med, at den her udgift ville komme, siger Mette Heidemann Rasmussen, som regner med, at udgiften bliver på 1800-2400 om året.

Inden beboerne formentligt skal påtage sig ansvaret for vejens ve og vel, ligger der et stykke arbejde i vejen henimod overdragelsen. Søskendeparret har sammen med naboerne den seneste tid knoklet med at færdiggøre indsigelsen til den foreløbige tilstandsrapport, som kommunen har udarbejdet på Kirkevængets sideveje.

- Det har været lidt af en mundfuld at skulle sætte sig ind i en tilstandsrapport og dokumenterne omkring omklassificeringen. Og det har været en presset proces at skulle samle beboerne om det, fordi de otte uger, vi havde til at komme med indsigelser, har kørt hen over en sommerferieperiode, fortæller Mette Heidemann Rasmussen med undren i stemmen omkring tidspunktet for partshøringen.

Trods tidspunktet lykkedes det dog søskendeparret at samle deres naboer på sidevejen. Desuden valgte Martin Heidemann Rasmussen at samle berørte beboere fra de øvrige sideveje i en Facebookgruppe, så beboerne kunne udveksle idéer til, hvordan de enkelte stikveje håndterede arbejdet med indsigelser.

Tiltaget var samtidig med håb om, at alle sideveje ville byde ind med bemærkninger til deres tilstandsrapport.

- Jeg tænker, at vi som vej står bedre samlet, hvis alle indsender deres bemærkninger til deres tilstandsrapport. Jo bedre arbejde, vi gør nu, desto bedre står vi, når vi overtager vejen - det var lidt tanken, siger Martin Heidemann Rasmussen og indrømmer, at egoistiske årsager ligger til grund for Facebook-fællesskabet.

- Hvis vi ender med en samlet grundejerforening, kommer jeg jo til at ”hænge” på kvaliteten af de andre sidevejes arbejde, siger han.

Derfor har beboerne på søskendeparrets sidevej haft kamera, tommestok og vaterpas med ude på vejen, hvilket har ført til flere bemærkninger til den foreløbige tilstandsrapport.

- Det er hele vejen rundt - i tilstandsrapporten står der, at der er syv knækkede fliser på vores stikvej. Til det sagde en af naboerne, at han havde elleve af de syv knækkede fliser foran hans hus. Fortovet er generelt slidt, fortæller Martin Heidemann Rasmussen.

Søsteren understreger, at kommunen dog skifter alle de knækkede fliser. Hun fremhæver ligeledes, at belægningen mellem skel og fortov ikke er med i tilstandsrapporten, selvom det er ser slidt ud. Det kan gøre det svært at vide, hvad man som beboer skal kigge efter, når man gennemgår vejen, lyder det.

- Hvad kunne der ellers være galt med vejen? Det er som om, sådan et punkt mangler på den liste, som de gennemgår, når de tjekker vejene. Derfor kan det være svært for os som beboere at vide, hvad vi ellers skal holde øje med, siger Mette Heidemann Rasmussen.

Indsigelsen, som også indeholder bekymring omkring den anslåede levetid på asfalten, nedsunkne kantsten og revner i belægningen, har et længere billedkatalog, som viser de omtalte bekymringer.

- Det er vores ammunition til senere, siger Martin Heidemann Rasmussen og krydser fingrene med et smil:

- Man kan håbe, at kommunen mener, at der skal laves for meget, inden de kan overdrage vejen til os, så de bare vælger at beholde den som offentlig vej. Ellers må vi indgå i dialog omkring, hvor meget der skal udbedres, inden vi overtager vejen, siger han.

Indsigelserne er nu indsendt med håbet om, at beboernes bemærkninger bliver taget seriøst. Næste skridt på vejen er ifølge Mette og Martin Heidemann Rasmussen at oprette et vejlaug og grundejerforening.

- Vi har vejfest om lidt, og der kommer vi nok til at vende det hele. Jeg kunne forestille mig, at vi skal have lavet et vejlaug på vores stikvej og få det tinglyst, så kommende ejere bliver medlemmer. Hvis der så på sigt bliver en grundejerforening, kan vi opløse vejlauget, siger Martin Heidemann Rasmussen og fortsætter:

- Det er nok svært at skulle lave en grundejerforening lige nu, når der endnu ikke er konkrete opgaver at varetage, men det kunne være godt at etablere en, så vi allerede nu kan begynde at spare op til de opgaver, der måtte komme.

Selvom beboerne på sidevejen endnu ikke ved, hvordan kommunen tager imod deres bemærkninger, så har søskendeparret et godt råd til andre, der står over for processen med partshøringen.

- Sæt ind for fuld gas fra start. Vi tror på, at man skal gøre en indsats, hvis man vil have det bedst mulige resultat, når man overtager vejen, lyder rådet fra Mette Heidemann Rasmussen.

I den nærmeste fremtid har grundejerne på Børupvej i Tranbjerg planer om, at to af områdets overkørsler med brosten skal lægges om, mens de på den længere bane sparer op til ny asfalt på nogle af deres veje. Derudover er der de årlige vedligeholdelsesopgaver som ukrudtsbekæmpelse, fejning og vinterberedskab.

Det er nogle af de opgaver, der er på to-do-listen hos Grundejerforeningen Børup, hvor grundejerne står sammen om at vedligeholde deres private fællesvej.

- Hvis ikke vi sørger for løbende at holde området og gøre en indsats, så kommer der hurtigt huller i vejene, og det vil forfalde. Og det er jo ikke i nogens interesse, siger Robert Christensen, som er formand for Grundejerforeningen Børup.

Mens nogle opgaver skal klares med jævne mellemrum, er der poster, som ligger på den lange bane. I foreningen har man en fælles plan for vejene, hvilket er med til at give grundejerne ro i maven.

- Det handler om, at man hele tiden skal se og planlægge forud. Vi har lagt en overordnet vedligeholdelsesplan og et budget, så der ikke pludselig kommer en større økonomisk overraskelse, hvor grundejerne skal til lommerne, siger Robert Christensen og understreger, at man på vejen aldrig sætter gang i et projekt uden at have indhentet tilbud.

Samtidigt står bestyrelsen fast på, at den hvert forår går en tur på stierne og sidevejene, hvor de besigtiger området og laver en vurdering af, om der er noget, der skal ordnes på vejene. Det kunne være huller, der skal lappes, eller det kan være revner i asfalten, som skal forsegles.

- Vi sørger for at klare småreparationer løbende, så vi undgår, at det udvikler sig til noget større, siger han og fortæller, at han selv og de øvrige grundejere også løbende holder øje med vejenes tilstand.

Det er kontingentet til grundejerforeningen, som betaler både de store og små reparationer i området, som grundejerne har ansvaret for. Hvert år indbetaler hver grundejer 2400 kroner i kontingent.

- Vi betaler for, at vi har et pænt og vedligeholdt område, hvor vi bor. Man har indflydelse på, hvordan ens nærområde skal se ud, og det står grundejerne frit for at komme med forslag til, hvad de kunne tænke sig, siger Robert Christensen og uddyber, at det gode ved en grundejerforening også er, at der er nogle, som løbende varetager grundejernes lokale interesser.

- Og så handler det naturligvis om at få sparet op, så der ikke pludselig kommer en stor udgift til de enkelte grundejere, siger han.

Nogle vejopgaver kan nemlig være en dyr fornøjelse især de større asfaltopgaver. Derfor har grundejerforeningen også en separat vejkonto med eget budget for de til grundejerforeningens tilhørende veje og stier.

- Det er nogle dyre poster, hvis der skal lægges ny asfalt. Vores område består af 230 parceller, som er blevet udstykket i flere etaper, så vi har taget et kort over området og delt området op, så vi tager det i flere etaper, så det matcher alderen på udstykningerne, siger han og understreger, at man som grundejer skal have fællesskabet for øje.

- Det kan godt være, at din vej ikke ligger først for til at skulle have ny asfalt, men sådan er det jo - man skal ikke kun tænke på egne interesser.

Når samtalen falder på udgifter, har Robert Christensen også et godt råd til grundejere, der står over for det nye ansvar omkring vedligeholdelse af deres vej, og som måske også pusler med at etablere et vejlaug eller grundejerforening.

- Man bør overveje at indhente aktuelle tilbud på nogle af de store asfaltopgaver og høre til, hvad det ville koste, hvis det skulle laves i morgen. Og så kan man dele det op og finde ud af, hvad grundejerne skal betale ind, siger han og foreslår, at man også tager stillingen til, hvordan vejens tilstand er, og hvor mange år ude i fremtiden en given opgave vurderes at skulle udføres.

Det er ikke en proces, han selv har været igennem, da området mellem Børupvej og Grønløkke Alle allerede var privat fællesvej, da han og familien for en håndfuld år siden flyttede ind på en af sidevejene. Her blev han hurtigt formand for grundejerforeningen.

I foreningen har man valgt at dele ansvaret ud blandt bestyrelsesmedlemmerne. Det er med til at gøre ansvaret og opgaverne mere overskuelige.

- Det er ikke, fordi man bliver overbebyrdet af det frivillige arbejde. Hvis bare man sørger for at fordele det jævnt ud over året, så bliver man på ingen måde stresset over det, siger formanden og fastslår, at de har lavet faste aftaler med firmaer, som varetager de faste vedligeholdelsesopgaver, og derudover bestiller de andre firmaer ind for enkeltstående opgaver.