Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Tranbjerg-MårsletLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

De seneste måneder har mange frivillige lagt vejen forbi Kirketorvet 10 i Tranbjerg. Adressen, som tidligere har huset en børneinstitution, er nemlig blevet omdannet til Tranbjergs nye bylivshus. Det er et samlingssted, hvor byens borgere kan samles på tværs af generationer, fortæller Charlotte Pless. Foto: Mathilde Bach Callesen

Lokale projekter blomstrer frem i Tranbjerg og Mårslet

Mens du formentligt har nydt, måske stadig nyder, en dejlig sommerferie, har jeg fået flere og flere sommerfugle i maven. For nu sker det. Mit første nyhedsbrev er netop landet i din indbakke. Det er både dejligt og en lille smule nervepirrende, da det jo ikke er hverdagskost, at et nyt lokalmedie skal se dagens lys.

Jeg vil derfor også skynde mig at skrive tak. Tak, fordi du lige nu læser med. Som det næste kan jeg anbefale dig at smække fødderne op og snuppe en kop kaffe, mens du læser nyhedsbrevet og de medfølgende artikler, hvor vi tager en status på nogle af de lokale projekter, der blomstrer frem.

For mens sommeren har været over os, har jeg flere gange lagt vejen forbi Tranbjerg og Mårslet, hvor jeg har haft fornøjelsen af at tale med nogle af de lokale ildsjæle. De har sat ord på byerne og vist mig noget af det, de kan.

I Tranbjerg besøgte jeg Kirketorvet 10 - byens nye samlingssted, hvor frivillige kræfter var i gang med at dekorere en plantevæg og opsætte scenelamper. Du kan i historierne nedenfor blive klogere på, hvordan bylivshuset er blevet en realitet, og hvad du fremadrettet kan bruge huset til.

- Det skal være et kreativt mødested, hvor der er plads til alle mulige skøre idéer. Vi drømmer om, at det skal være et kulturhus med flere funktioner under samme tag, hvor man kan mødes på tværs af generationer, siger Charlotte Pless om bylivshuset, som har sit navn efter adressen på Kirketorvet 10.

Blandt dagens historier kan du også hilse på Merete Graversen, som er initiativtager til bylivshuset. Hun mente, at Tranbjerg manglede et sted, hvor borgerne kunne samles om kunst og kultur, og kort før sommerferien satte hun selv gang i den første kreative aktivitet i Kirketorvet 10.

Vi skal denne gang også en tur til Testrupvej i Mårslet, hvor TMG Fodbold venter på en byggetilladelse. Det er nemlig det sidste, de mangler i 'Projekt Kunstgræsbane', inden de efter en flerårig indsats kan tage første spadestik til byens nye kunstgræsbane.

- Vi håber, at vi kan gå i jorden til august, så banen kan stå klar i slutningen af oktober, hvor vi ikke længere må spille på græsbanerne, siger Thomas Vestergaard fra TMG Fodbolds bestyrelse.

Og det skulle der nu være gode chancer for.

Ligesom forskellige projekter spirer i Tranbjerg og Mårslet, gør Tranbjerg-MårsletLIV det samme. Men det kommer til at blomstre endnu mere med vedkommende historier om livet i dit lokalområde, hvis du byder ind. Så er du drivkraften bag, eller har du kendskab til et igangværende eller kommende projekt i området, er du velkommen til at kontakte mig på matbc@tranbjerg-maarsletliv.dk. Det samme gælder, hvis du har andre input til historier, du gerne ser, jeg dykker ned i. Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Og nu: Rigtig god læselyst!

Billede af Mathilde Bach Callesen
Billede af skribentens underskrift Mathilde Bach Callesen Journalist
Det er efterhånden blevet tid til at byde velkommen i Tranbjergs nye bylivshus på Kirketorvet 10, hvor Charlotte Pless glæder sig til at opleve det møde, der opstår mellem byens borgere. Foto: Mathilde Bach Callesen

Tranbjerg har fået et nyt samlingssted - nu mangler det bare lokale brugere

Mange Tranbjerg-borgere har formentligt allerede lagt mærke til, at der sker ting og sager på Kirketorvet 10. Siden marts har frivillige været med til at istandsætte og indrette Tranbjergs nye bylivshus, som har navn efter sin adresse på Kirketorvet 10.

Nu er man så langt med byens nye samlingssted, at bylivshuset har dannet ramme om sine første af mange fremtidige aktiviteter. I artiklen kan du blive klogere på, hvad du kan bruge bylivshuset til.

- Det er lidt et eksperiment, vi har gang i, men nu har vi nogle gode rammer, som vi skal have udfyldt. Man kan vel sige, at fundamentet er skabt, så nu er vores vigtigste opgave at få fat i nogle borgere, som vil byde ind og fylde huset, siger Merete Graversen, som er initiativtager til bylivshuset.

Byens borgere er så småt begyndt at indtage Tranbjergs nye bylivshus ”Kirketorvet 10”, hvor man kan samles på tværs af generationer - både til forskellige aktiviteter, men også bare til en kop kaffe i caféen.

Rammerne for Tranbjergs nye bylivshus er efterhånden ved at være på plads, efter frivillige i de seneste måneder har været i fuld sving med at istandsætte den tidligere børneinstitution Tranely på Kirketorvet 10. Nu er man så langt, at bylivshuset allerede har dannet ramme om sine første aktiviteter.

- Det er megafedt, at vi nu er nået hertil, men jeg er også ved at blive den utålmodige type, der snart gerne vil have gang i alle de aktiviteter, der kan være her, siger Charlotte Pless, da hun viser rundt i Tranbjergs nye samlingssted på 400 kvadratmeter.

Charlotte Pless er en af de bærende kræfter bag tilblivelsen af det nye bylivshus i Tranbjerg. Hun begyndte som frivillig, men er i forbindelse med projektet blevet ansat i Innovation og Medborgerskab i Aarhus Kommune, som har været med til at søsætte flere bylivshuse rundt i kommunen.


Det giver et fællesskab og et ejerskab til stedet, at borgerne har været med til at skabe det. Samtidig inspirerer man hinanden til at byde ind med det, man hver især kan.

Charlotte Pless, Innovation og Medborgerskab i Aarhus Kommune


Idéen til bylivshuset i Tranbjerg udspringer fra Charlotte Pless’ nabo Merete Graversen, som i lang tid havde leget med tankerne om at skabe et sted, hvor lokale kunne samles om kunst og kultur. Med en fælles vision om at skabe et samlingssted for byen slog de deres kompetencer sammen og tog arbejdshandskerne på for at komme i mål med idéen.

- Vi ville gerne skabe et sted med et uforpligtende fællesskab, som man kunne tage del i uanset ens baggrund og interesser, fortæller Merete Graversen om visionen.

Huset er nu en realitet, efter initiativtagerne fik Aarhus Kommune med på idéen, og i marts fik de så overdraget nøglerne til Kirketorvet 10 fra Alboa, som ejer bygningen. Siden da er der blevet lagt mange frivillige kræfter i arbejdet med at forvandle den tidligere institution til et samlingssted med mange muligheder.

Frivillige har blandt andet indrettet dette hyggelige hjørne, som er noget af det første, besøgende møder, når de træder indenfor i Kirketorvet 10. Foto: Mathilde Bach Callesen

- Det giver et fællesskab og et ejerskab til stedet, at borgerne har været med til at skabe det. Samtidig inspirerer man hinanden til at byde ind med det, man hver især kan, siger Charlotte Pless og fortæller, at der hver dag er en håndfuld frivillige, der kigger forbi med en hjælpende hånd, et møbel eller et nysgerrigt blik.

Kreativt mødested

Dermed er den lange to-do-liste blevet væsentligt kortere i løbet af de seneste måneder, hvor lokalerne er blevet malet og indrettet med interiør, som byens borgere har doneret til stedet.

- Vi måtte bare gå i gang fra en ende af. Dørene var ødelagte, men ellers så her ret fint ud. Vi er egentlig glade for, at det er et gammelt hus, fordi vi så har mulighed for at prøve nogle ting af, siger Charlotte Pless.

Selvom institutionsstemningen efterhånden er skiftet ud med en kreativ plantevæg lavet af paller og en nyetableret scene i fællesrummet, kan man stadig se levn fra dengang, bygningen husede Tranely. Børnehåndvasken på toilettet er forvandlet til plantekumme, mens de barnlige vægmalerier fra 70’erne pynter i kælderen, som på et tidspunkt skal rumme et bordtennisbord og øvelokaler til lokale musikere.

- Vi forsøger at bruge tingene på en lidt alternativ og kreativ måde, siger Charlotte Pless.

Her ses det ene af bylivshuset toiletter, som stadig mangler at komme helt i mål. Som man sikkert kan fornemme på billedet, bliver der gjort noget ud af udsmykningen med planter og vægmalerier. Det er Merete Graversen, som har dekoreret væggene. Foto: Mathilde Bach Callesen

Kreativitet er på mange måder nøgleordet, når initiativtagerne sætter ord på indretningen af Kirketorvet 10, som både har fået en kærlig hånd inde og ude. Men det gør sig også gældende for mulighederne i bylivshuset.

- Det skal være et kreativt mødested, hvor der er plads til alle mulige skøre idéer. Vi drømmer om, at det skal være et kulturhus med flere funktioner under samme tag, hvor man kan mødes på tværs af generationer, siger Charlotte Pless.

Det er planen, at huset skal danne ramme om forskellige aktiviteter. Bylivshuset kommer til at være afsender på nogle af dem, mens byens borgere også får rig mulighed for at byde ind med arrangementer. Samtidig er det også muligt bare at slå vejen forbi til en kop kaffe i caféen.

- Det er lidt et eksperiment, vi har gang i, men nu har vi nogle gode rammer, som vi skal have udfyldt. Man kan vel sige, at fundamentet er skabt, så nu er vores vigtigste opgave at få fat i nogle borgere, som vil byde ind og fylde huset, siger Merete Graversen, som selv har sat gang i husets første tilbagevendende aktivitet.

Der er åbent

Selvom der går lidt tid endnu, inden caféen står klar med kaffe på kanden, er der så småt kommet gang i de første aktiviteter i bylivshuset. Det gælder både Merete Graversens kreative værksted, besøg fra lokale stavgængere og et arrangement med fjernstyrede biler.

- Vi er stille og roligt begyndt at åbne op, og vi kan mærke, at folk går og summer over, hvad de kan bruge stedet til. Det behøver ikke at være de helt store arrangementer, der skal løbe af stablen - det kan også være mindre ting som brætspilsaften, foreslår Charlotte Pless og fortæller, at der efter sommerferien for alvor begynder at komme liv i huset, når der forhåbentligt kommer gang i forskellige arrangementer.

- Jeg glæder mig til at opleve det møde, der opstår mellem byens borgere, lyder det forventningsfuldt.

Det kunne blandt andet være til den officielle åbning fredag 20. august.

I bylivshuset finder du også en opslagstavle, hvor du blandt andet kan finde information om kommende arrangementer. Foto: Mathilde Bach Callesen

Ligesom det er frivillige, der har knoklet med at skabe rammerne til bylivshuset, er det også frivillige, som skal hjælpe til med at holde huset åbent, og drømmen er, at man kan holde åbent hele dagen. Men først og fremmest handler det om at puste liv i bylivshuset på Kirketorvet 10, som indtil videre ikke er en permanent løsning. Man har fået en prøveperiode på to år.

- Det er nu, vi skal vise, at vi har et behov for at have huset, så vi forhåbentligt kan få et permanent sted en gang. Hvis jeg skal tænke rigtigt stort, bliver det til et kulturhus med blandt andet teaterscene og foredragssal, siger Merete Graversen, som dog glæder sig over, at byen nu har fået et samlingspunkt til kunst og kultur - og alle de andre aktiviteter borgerne finder på.

Merete Graversen er en kreativ ildsjæl og initiativtager til bylivshuset i Tranbjerg. Her er hun i gang med at dekorere væggene på et af toiletterne på Kirketorvet 10. Foto: Privatfoto

Initiativtager bag nyt fællesskab: - Der manglede et sted, hvor vi kan samles om kunst og kultur

Merete Graversen, der er initiativtager til bylivshuset, drømte om et sted, hvor lokale borgere kan samles om kunst og kultur.

Det blev til bylivshuset, som nu står klar, og Merete Graversen har allerede sat gang i en tilbagevendende aktivitet med fokus på kreativitet.

- Det kreative er indgangsvinklen til kreaværkstedet, men det betyder ikke så meget, om man strikker, laver smykker, tegner eller maler. Det er fællesskabet og inspirationen, vi deler med hinanden, som betyder noget, fortæller Merete Graversen, som selv maler.

Foruden at være initiativtager til og en af de bærende frivillige kræfter bag Kirketorvet 10, står Merete Graversen også bag den første tilbagevendende aktivitet i Tranbjergs nye bylivshus. Hun har åbnet et kreativt værksted.

Det var Merete Graversens kærlighed til kunst og kreativitet, der satte skub i bylivshuset i Tranbjerg. Planen var, at hun ville finde sit eget sted, hvor hun kunne dyrke sin passion for at male og samtidig udbyde kurser. Men over de seneste år har hun haft gang i de store penselstrøg, mens den oprindelige plan har udviklet sig til Tranbjergs nye bylivshus på Kirketorvet 10.

- Vi har mange aktivitetsmuligheder i Tranbjerg, men mange af dem er i sportsregi. Hvad med dem, der ikke dyrker idræt eller ikke kun vil dyrke sport? Der manglede et sted, hvor vi kan samles om kunst, kultur og musik, siger Merete Graversen, som mener, at kunsten skal males helt ud i hjørnerne af kommunen.

- Der er rigtig meget kunst og kultur i Aarhus midtby, men tænk, hvis vi også kunne få det ud i oplandsbyerne, så vi måske på et tidspunkt kunne gå sammen om at lave en kulturfestival med andre byer, lyder det drømmende fra Merete Graversen, der med bylivshuset måske har taget første skridt i den retning.

Hun har været med til at skabe bylivshuset, som netop skal danne ramme om kulturelle aktiviteter, og nu er hun så i fuld gang med at farvelægge rammerne - i mere end én forstand. Hun er blandt andet i gang med at dekorere væggene med farverige blomster, mens flere af hendes malerier hænger i huset.

- Kunst er på mange måder min livsnerve. Jeg vil gerne udbrede glæden ved kunst og dele den med mine medborgere. Egoistisk set ville jeg også gerne have et sted, hvor jeg selv kunne male, siger Merete Graversen om de første penselstrøg til det nye bylivshus.

Kreativt værksted

Samtidig er hun også i gang med at udfylde rammerne med oplevelser til borgerne. Hun har netop sat gang i bylivshusets første tilbagevendende aktivitet, som netop skal være med til at udbrede og dele glæden ved kunst. Det består af et åbent kreativt værksted, som så småt blev skudt i gang kort før sommerferien.

- Det kreative er indgangsvinklen til kreaværkstedet, men det betyder ikke så meget, om man strikker, laver smykker, tegner eller maler. Det er fællesskabet og inspirationen, vi deler med hinanden, som betyder noget, siger den kreative ildsjæl.

Indtil videre har nogle få borgere fundet frem til det kreative værksted, men hun håber, at flere har lyst til at møde op med deres kreative sysler og være en del af fællesskabet, som foregår hver fredag formiddag.

- Vi skal måske ud at prikke nogle flere på skulderen og fortælle, at vi er her. Der sidder nogle rundt omkring i byen og laver noget helt fantastisk håndværk. De skal da bare herop, opfordrer hun med et smil.

Merete Graversen håber, at det bliver en aktivitet, hvor hun kan få så mange med, at man på sigt kan skabe et kunstmarked, hvor deltagerne udstiller og sælger deres forskellige former for kunsthåndværk.

Den gamle grusbane i Mårslet skal snart forvandles til en kunstgræsbane. Thomas Vestergaard fra TMG Fodbolds bestyrelse og tovholder på kunstgræsbane-projektet håber, at man kan påbegynde etableringen i løbet af august. Foto: Mathilde Bach Callesen

I Mårslet kan de efter flere års arbejde snart få kunstgræsbanen helt i mål

Fodboldklubben i Mårslet har igennem lang tid arbejdet intensivt på at få etableret en kunstgræsbane i byen. Inden længe kan arbejdet med indsamling og planlægning sparkes helt i mål.

- Indtil nu har fodboldbanerne bare ligget øde hen fra oktober til april, men nu bliver der snart en masse leben hele året rundt, siger tovholder på kunstgræsbane-projektet Thomas Vestergaard, som håber på, at de lokale fodboldspillere kan indtage kunstgræsbanen i den kommende vintersæson.

I artiklen sætter han ord på rejsen mod byens nye kunstgræsbane.

Hos TMG Fodbold er banen kridtet op med så mange donationer, at man er klar til at tage første spadestik til byens nye kunstgræsbane. De begynder derfor at være utålmodige efter byggetilladelsen, som har været undervejs et halvt års tid. Men nu er der godt nyt fra kommunen.

Flere års arbejde med indsamling og planlægning med at få en kunstgræsbane i Mårslet kan snart sparkes helt i mål, så de lokale fodboldspillere kan snuppe en del af den kommende vintersæson på en spritny bane.

- Kunstgræsbanen kommer til at give et vanvittigt løft til fodboldafdelingen. Indtil nu har fodboldbanerne bare ligget øde hen fra oktober til april, men nu bliver der snart en masse leben hele året rundt. Det kommer også til at skabe mere liv i og omkring multihallen, siger Thomas Vestergaard, som sidder i TMG Fodbolds bestyrelse og er tovholder på foreningens kunstgræsbane-projekt.

- Det er fedt, at vi kan give vores spillere nye faciliteter. Hvis ikke vi kan give dem det, så tager de andre steder hen og spiller fodbold. Det har vi set eksempler på, fortsætter han.

Thomas Vestergaard har været med fra begyndelsen i planlægningen af kunstgræsbanen, som efter nogle års indsamling fra lokale borgere og erhverv samt fondssøgning nu er godt på vej ind i slutspurten.

- Vi kom rigtigt hurtigt fra start, hvor vi fik samlet mange penge ind, men så gik indsamlingen lidt i stå under coronapandemien. Nu håber vi så, at vi kan få samlet det sidste ind, siger Thomas Vestergaard og understreger, at det har været en succes med indsamlingen, som også skal ende ud i lidt ekstra faciliteter ved kunstgræsbanen.


Jeg håber, at folk føler, at det er et fælles Mårslet-projekt, som vi har stået sammen om.

Thomas Vestergaard, bestyrelsesmedlem i TMG Fodbold


På ønskesedlen står også et depot til fodbolde, kegler og overtræksveste. Det er lige nu opbevaret i to gamle containere, som står på sidelinjen til den fremtidige kunstgræsbane. Desuden ønsker foreningen at få LED-lys i lysmasterne på idrætsanlægget.

- Hvis man tager hele pakken med kunstgræsbane, depot og LED-lys, skal vi nok selv indsamle 1,9 millioner kroner, siger Thomas Vestergaard og fastslår, at de heldigvis er godt på vej.

Stregerne til banen er sat

Indsamlingen har indtil videre resulteret i, at der står knap 1,6 millioner kroner på kontoen til kunstgræsbanen. De skal sammen med et anlægstilskud på godt 3,1 millioner kroner fra Aarhus Kommune forvandle den gamle grusbane til kunstgræsbane på idrætsanlægget i Mårslet. Banen skal opføres med en donationsvæg som symbol på, at man i byen har stået sammen om at få fuldført projektet.

- Det havde slet ikke kunnet lade sig gøre, hvis ikke vi selv kunne samle en masse penge ind til kunstgræsbanen. Jeg håber, at folk føler, at det er et fælles Mårslet-projekt, som vi har stået sammen om, siger Thomas Vestergaard.

Kunstgræsbaner i Aarhus

- Kunstgræsbanerne i Aarhus er foreningsejede. Det betyder, at det ikke er Aarhus Kommune, men de enkelte foreninger, der ejer banerne og har ansvar for drift, vedligeholdelse, administration og booking af dem.

- Kommunen støtter foreningerne med et anlægstilskud, der som regel udgør 3,14 millioner kroner og et driftstilskud på 50.000 kroner årligt.

Kilde: Aarhus Kommune

Der er nu penge nok til at påbegynde etableringen af kunstgræsbanen, og man er så langt med planlægningen, at stregerne er sat - indtil videre kun på papiret. Det er foregået i samarbejde med Sport & Fritid i Aarhus Kommune, som ifølge Thomas Vestergaard har været behjælpelige med at få tegnet en rigtig god bane, hvor man har taget forskellige hensyn til miljøet.

- Vi har fået lavet nogle tiltag, så granulatet fra banen ikke bliver spredt ud over det hele, men bliver på banen. Vi får blandt andet etableret en rist, der hvor spillerne tager fodboldstøvlerne af og på, så granulatet bliver samlet op, siger han.

Forhåbentlig kan de lokale fodboldspillere tage hul på vintersæsonen på den nye kunstgræsbane, som kommer til at se således ud. Illustration: Cadcase

Derudover sætter man af miljømæssige hensyn en 50 centimeter bande op hele vejen rundt langs trådhegnet, der løber om banen, for at holde granulatet på kunstgræsbanen. Trådhegnet går rundt om banen for at holde fodboldene inde og uvedkommende ude. Thomas Vestergaard pointerer, at hegnet dog skal være lavt langs banens ene side.

- Flere steder har man høje hegn hele vejen omkring kunstgræsbaner, men her skal det være sådan, at tilskuerne kan stå ved et lavere rækværk og kigge ind på banen. Det sørger samtidig for, at banen bliver en integreret del af hele anlægget, siger han med henblik på de øvrige fodboldbaner bag multihallen.

Byggetilladelse er på vej

Planen er klar, så nu mangler man bare at få byggetilladelsen i mål, inden etableringen af kunstgræsbanen kan påbegyndes. Den har været længe undervejs, men nu ser det ud til, at der er lys for enden af tunnelen.

- I begyndelsen af februar sendte vi ansøgningen om byggetilladelse til Aarhus Kommune, og vi synes, at det er lidt frustrerende, at vi efter fem-seks måneder endnu ikke har fået den, siger Thomas Vestergaard, som dog stadig er håbefuld omkring en udendørs vintersæson.

- Vi håber, at vi kan gå i jorden i august, så banen kan stå klar i slutningen af oktober, hvor vi ikke længere må spille på græsbanerne, lyder det.

Håbet om at kunne tage første spadestik i august ser nu ud til at være inden for rækkevidde, lyder det hos Teknik & Miljø-forvaltningen i Aarhus Kommune. Processen hen mod byggetilladelsen er nemlig gået ind i de sidste uger. Her er den såkaldte landzonetilladelse lige nu gennem en sidste høring, hvor alle har mulighed for at melde en klage ind, hvis de har noget at tilføje til den godt 8000 kvadratmeter store kunstgræsbane i Mårslet.

- Hvis alt flasker sig, er der en god chance for, at byggetilladelsen ligger klar sidst i august, siger Ann Hamborg, som er chef for Byggeri hos Teknik & Miljø i Aarhus Kommune.