Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Tranbjerg-MårsletLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Foto: Mathilde Bech

Velkommen til Tranbjerg-MårsletLIV

Kære læser

Er du nysgerrig på, hvad der sker i din baghave? Så er vi to!

I nabobyerne Tranbjerg og Mårslet blomstrer det frem med nye tiltag. Et nyt bylivshus er godt på vej på Kirketorvet i Tranbjerg, mens man i Mårslet venter på at kunne påbegynde etableringen af en kunstgræsplæne, som byens lokale fodspillere forhåbentligt kan indtage til efteråret. På det lokale tegnebræt finder man også flere boligprojekter, mens flere borgere formentligt også følger nysgerrigt med på sidelinjen i arbejdet med Bering-Beder Vejen.

Dette spritnye lokalmedie, Tranbjerg-MårsletLIV, nøjes ikke med at stå på sidelinjen og følge med. Vi dykker ned i alle de vigtige historier, som præger samtalen og udviklingen i nabopostnumrene 8320 og 8310. Vi er nemlig sat i verden for dig, som bor i Tranbjerg eller Mårslet, hvor vi vil forbinde og engagere lokale kræfter, så vi sammen kan styrke det lokale liv.

Vi er et ultralokalt medie, og vi udkommer som et overskueligt nyhedsbrev, som du kan tilmelde dig og modtage direkte i din mailboks. I nyhedsbrevet får du historier, som går i dybden med de dagsordner, som påvirker dit lokalområde og dermed din hverdag. Du kan også glæde dig til at møde dine naboer, når vi leverer personlige fortællinger om jer, der bor i Tranbjerg og Mårslet.

Men inden vi når helt dertil, skal du møde mig. Mit navn er Mathilde Bach Callesen. Jeg er journalist, 28 år - og siden jeg blev færdiguddannet, har jeg beskæftiget mig med lokaljournalistik på Herning Folkeblad. Lokaljournalistikken står min journalistiske pen nær, fordi jeg kan lide at være tæt på dem, jeg skriver om og til, da det efter min mening giver nærværende og vedkommende historier. Samtidigt mener jeg, at alle skal have mulighed for at blive set og hørt, når store og små beslutninger går ind og påvirker dagligdagen.

Jeg er ikke på hjemmebane, hvad angår Tranbjerg og Mårslet. Endnu. Derfor får jeg brug for din hjælp til at blive klogere på, hvad og hvem vi skal sætte fokus på i Tranbjerg-MårsletLIV. Det kan du gøre ved at sende mig en mail på matbc@tranbjerg-maarsletliv.dk og fortælle, hvad der kunne være relevant for dig at læse om.

I begyndelsen kommer Tranbjerg-MårsletLIV til at være ganske gratis, men på sigt vil det koste i omegnen af en god kop kaffe på en café at modtage nyhedsbrevet. Til gengæld bliver det fri for forstyrrende annoncer.

Jeg håber, at du vil sprede ordet til dine medborgere, så vi sammen kan skabe et medie, hvor omdrejningspunktet er livet i Tranbjerg og Mårslet.

Jeg glæder mig til at blive klogere på dit område - og måske få fornøjelsen af at hilse på dig.

Billede af Mathilde Bach Callesen
Billede af skribentens underskrift Mathilde Bach Callesen Journalist